Nyhedsbrev 2. oktober 2017
Kære medlemmer i Alternativet i Silkeborg Kommune
50 dage til KV17
Så er der bare 50 dage tilbage til KV17! Som I måske har set, stiller Alternativet på landsplan op med kandidater i hele 82 af de 98 kommuner. Her i vores kommune stiller vi op med 4 kandidater. Claus Løwe Klostergård, Carsten Ørum Skytt og Preben Lund Foged Rasmussen fik til det supplerende opstillingsmøde d. 30. august selskab af Tatjana Stenvad. Et herligt - og modigt - hold! 50 spændende og travle dage venter, hvor vores fire kandidater får meget at se til med vælgermøder rundt i kommunen. Hvis I har mulighed for det, så må I meget gerne bakke dem op og kigge forbi - se datoer og tidspunkter i facebook-gruppen “Å i Silkeborg Byråd” under begivenheder.
Valgforbund med De Radikale
De af jer, som har været forbi til nogle af møderne i møderækken “Å i Silkeborg Byråd” er bekendt med, at vi har været langt omkring i vores drøftelser om at indgå i valgteknisk samarbejde eller valgforbund. Vi er landet på et samarbejde med De Radikale, og vælger at dagsordensætte “det grønne” som en udfordring til det traditionelle røde og blå. Vi peger ikke på hverken Søren Kristensen eller Steen Vindum som borgmesterkandidater, men på vores egne spidskandidater. Samarbejdet med Radikale blev offentliggjort i MJA i fredags, og følges op af læserbreve, som vi i fællesskab laver i den kommende tid.
Partiprogrammet foreligger nu
Forhåbentlig har I været et smut forbi vores lækre hjemmeside, https://silkeborg.alternativet.dk/
Her kan I også finde det nyligt færdiggjorte partiprogram. Vi har valgt at trykke en ordentlig stak (selvfølgelig som en 100% biologisk nedbrydelig tryksag), og vil i den kommende tid få omdelt til vores medlemmer i kommunen, så I hver modtager nogle stykker i jeres postkasse. I må meget gerne give videre til interesserede i jeres netværk.
Vær med til historieskrivningen - det bliver en fest!
Der kommer som nævnt til at ske en masse i den kommende tid, bl.a. får vi besøg fra Christiansborg både d. 25/10 (Christian Poll) og d. 31/10 (Uffe Elbæk). Om 50 dage håber vi at kunne skrive historie - i Silkeborg Kommune som i mange andre kommuner - og få skabt plads til Alternativet i byrådet. Vi håber, I har lyst til at komme og være med - der er super god energi, og vi har det rigtig sjovt med arbejdet. Tag fat i en af os fra bestyrelsen, eller duk op når du synes - vi ses!
Grønne hilsner fra bestyrelsen