Nyhedsbrev

Kære medlemmer af Alternativet Vanløse-Brønshøj

Vi går en ny og spændende tid i møde på flere måder.
Den 23. februar blev bydelsforeningen Vanløse-Brønshøjs første årsmøde afholdt – og med stor succes. Der blev valgt en ny sej bestyrelse og der var lækker suppe og spændende indslag fra blandt andre vores MF’er Carolina Magdalena Maier, der fortalte om det nye skoleudspil og den lidt hektiske tid lige efter. Vi havde også besøg af Michael Hoff fra Brønshøj-Husum lokaludvalg, der fortalte om de mange gode og grønne tiltag, de arbejder på. De gør det svært for Alternativet at agere firstmovers på den grønne konto i Brønshøj – det er helt sikkert lagt op til gode grønne samarbejder!

Den nye bestyrelse består af ingen ringere end:
Vibeke Thygesen (genopstiller)
Finn Matthiesen (genopstiller)
Malene Michelsen (genopstiller)
Ishan Adhakari (nyvalgt)
Aksel Stokholm (nyvalgt)
Adam Rosschou (nyvalgt)

Bestyrelsen er endnu ikke konstitueret, men de skriver ud efter deres konstituerende bestyrelsesmøde den 16. marts.
Referat fra årsmødet findes her på dialog.

Tidligere forperson for bydelsforeningen Stine Skot valgte ikke at genopstille. Stine er kandidat for Alternativet til kommunalvalget den 21. november og ville gerne kunne koncentrere sig om at arbejde med sine ordførerskaber og i stedet have en stærk bydelsforening at arbejde sammen med frem mod valget.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at fordybe mig i mine kommunalpolitiske ordførerskaber Ny politisk kultur og medborgerskab og Film, spil og design. Der er meget at tage fat på. Og vi er allerede i gang! Søndag den 26. marts holder vi POLA om Ny politisk kultur her i vores lokalområde. Alle, der har lyst til at være med enten på dagen som ekstra hænder, som deltager eller på anden måde engageret tages imod med kyshånd!”

Vi får brug for alle kræfter til sammen med vores nyvalgte bydelsbestyrelse at løfte vores bydelsforening og lokalområde og vise det grønne alternativ i Vanløse og Brønshøj.

Hvis du har lyst til at være med til at planlægge, udvikle eller bare deltage i arrangementer i lokalområdet så kontakt endelig bestyrelsen på vanloese-broenshoej@gmail.com