Kære Alternativister
Mens mange af os kunne nyde en klassisk dansk sommer med sol, vind og regn, oplever vi en stadig mere usikker verden omkring os. Den humanitære situation i Gaza er forfærdelig. Krigen i Ukraine med flere og flere ofrer fortsætter. Herhjemme stiger nødvendigheden for klimatilpasninger på baggrund af et mere ekstremt vejr. Der er nok at være bekymret for og masser at kæmpe for!
Derfor kan man kun glædes over, at I fortsat vælger at engagere jer på mange forskellige områder med opråb, arrangementer og initiativer. Det er præcis det, vi skal gøre for at skabe håb og løsninger. I presser på, at regeringen ændrer kurs, og I kæmper for at vores verdens- og menneskesyn bliver hørt. Lokalt arbejder I for bedre vandkvalitet og imod unødvendige infrastrukturprojekter i form af flere motorveje.
Oveni det arbejder rigtig mange af jer på tværs af hele landet på fantastiske kampagner frem til kommunal- og regionsvalget i november. Og I gør det, hvad enten I er mange kandidater på listen, som I Viborg, Syddjurs, København og Århus, som vores stærke hold på tre i Halsnæs Kommune, eller blot én ildsjæl, som fantastiske Linda i Middelfart. Mange ting både kan og skal vi nemlig løse lokalt. Alene derfor er kommunalvalget og regionsvalget vigtigt, men også fordi, at dette valg giver os muligheden for at genetablere os som et lokalpolitisk parti. Jeres engagement giver energi til mere, og derfor er det så godt, at vi snart skal ses igen:
Halvårsmøde - Søndag den 7. september i Aarhus
Til vores halvårsmøde skyder vi kommunal- og regionsvalgkampen i gang. Vi samler hele organisationen for at fortælle om vores kampagne, for at samle inspiration fra vores 150 kandidater, og for at engagere endnu flere i Alternativet. I kan forvente taler, workshops og underholdning med et eksternt oplæg. Vi vil styrke lokaldemokrati med endnu flere Alternativister i byrådene og regionsrådene. Vores valgkamp lykkes vi kun med, hvis vi løfter i flok. Derfor bliver det en helt central dag i Aarhus for alle, der vil engagere sig i de kommende måneder frem til kommunal- og regionsvalget den 18. november. Desuden en ekstra lille teaser: I forbindelse med sommergruppemødet den 26. august lancerer vi en ny grafisk identitet. Mere deler vi på halvårsmødet i Aarhus. Så masser af gode grunde til at deltage. Tilmeld dig nu på AlleOs HER samt følg med på facebook HER.
Sidste mulighed for at bliver kandidat
Vi har stadig et mål om at stille op med 200 kandidater, og vi er ikke så langt fra det mål. Den 6. september (dagen inden halvårsmødet) er den allersidste mulighed for at stille op til vores nationale opstillingsevents. Nu har du chancen for at blive en del af holdet! Der er mange måder at være kandidat for Alternativet. Læs om vores kandidat-skala HER. Hvis du overvejer at melde dig som potentielt kandidat, så kontakt vores kandidat-koordinator Rasmus Rydahl - rasmus.rydahl.hb@alternativet.dk eller book et møde HER. Den 6. september stemmer vi digitalt, og for at få din stemme med, skal du tilmelde dig afstemningen i AlleOS: Tilmeld dig afstemning her. Tilmeld dig som kandidat her: Udfyld kandidatformularen senest den 9. august 2025.
Endnu en fantastisk sommerhøjskole
Igen i år blev højskolelivet sat i centrum på Kalø Højskole. Som i andre år har en gruppe frivillige organiseret, arrangeret og været praktiske tovholdere for en forrygende uge hvor masser af work-shops, foredrag, ture, fællesskab, kreativitet, debatter og højt humør har præget dagene. Højskolen er åben for alle og blev afholdt med alle pladser besat. Specielt for højskolen er, at alle oplægs- og workshopsholdere virker frivilligt og ulønnet, så vi kan holde den måske laveste højskoleopholdspris i Danmark. Det vegetariske køkken var forrygende og både morgen- og aftensamlingerne styrkede fællesskabet og den varme og kærlige samværsform, som præger dagene. Tak for en herlig uge, som må betegnes som en stor succes.
Se stemningsbilleder fra sommerhøjskolen nederst i nyhedsbrevet.
Klimafolkemødet i Middelfart - 28.-30. august
Over 40.000 deltog i Klimafolkemødet sidste år. Alternativet har et stærkt frivilighold, som står blandt andet for et Å-telt, debatarrangementer og bridgewalking på Den Gamle Lillebæltsbro. Gruppen søger stadig flere frivillige, for eksempel til at hjælpe nogle timer i vores telt. Hvis du har lyst til at give en hjælpende hånd, så skriv til Sune Scherfig - alternativet@sune.dk
Støt Alternativets Unge’s kampagne: ALLE FOR ÉN
Alternativets Unge har brug for støtte fra jer, så de står endnu stærkere. Der er brug for hjælp til nye medlemmer. I sidste nyhedsbrev fik I en lille opgave til sommerferien: Find mindst én person under 30 år i jeres familie, blandt venner eller i jeres netværk, som melder sig ind Alternativets Unge i løbet af juli måned. Lykkedes det? Hvis I har flere, som vil være medlem af Alternativets Unge, så kan I finde link til indmeldelse HER.
Vi glæder os til at se jer til Klimafolkemødet i Middelfart i slut august og til Halvårsmødet den 7. september i Aarhus.
Kærlig hilsen
Jonathan Ries, forperson
På vegne af hovedbestyrelsen