Nyhedsbrev - Opdatering fra Den Grønne Gang

Kære alle

Med dette nyhedsbrev vil vi gerne give jer en opdatering fra Den Grønne Gang. Det gælder både en opdatering fra vores folketingsmedlem Sascha Faxe og en orientering om vores sekretariat.

For Sascha føles det som et kapløb med tiden at skrive nyhedsbrev som udenrigs- og forsvarsordfører i disse dage, for verden når at ændre sig, inden teksten er blevet sat op i systemet og sendt ud til jer. Men Sascha giver det et skud alligevel:

Retorik og droner

Selvom Alternativet ikke er med i forsvarsforliget, så mener vi, det er meget vigtigt at styrke både forsvar og beredskab i Danmark. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man gør det. Dette har jeg italesat gennem al den tid, jeg har haft ordførerposten. Alligevel er det først nu, hvor en sværm af droner kommer indover Danmark, at vi begynder at få ørenlyd i medierne.

Statsministerens retorik er uhørt konfrontatorisk og direkte uforsvarlig. Hvis nogen skulle have været i tvivl før, så er det ikke længere til at tage fejl af: Danmark er rykket fra forsvarspolitik til krigspolitik.

Peace
Peace - taget lige uden for den døde zone på Cypern.

Det vil vi ikke være med til i Alternativet. Formålet med et forsvar, og med forsvarspolitik, må og skal være fred og sikkerhed. Vi skal kunne passe på os selv, men vi skal ikke konfliktoptrappe. Lige nu gør Danmark det modsatte: Vi eskalerer uden at kunne forsvare.

Torsdag den 25/9 var Franciska i Debatten om emnet og igen i Deadline den 2/10, og jeg har deltaget i radio på det: P1-debat-2025/er-danmark-klar-til-dronekrig. I kan læse det lidt uddybet i dette debatindlæg i JyllandsPosten: Droner-i-luften-over-danmark-er-det-der-sker-naar-man-skifter-fra-forsvars-til-krigspolitik.

Jeg fortsætter arbejdet ved at stille spørgsmål til ministeren samt med diverse debatindlæg og pressearbejde om vores tilgang til forsvar for at være en modvægt til regeringen og deres våbenglade venner i forsvarsforliget.

Udover retorikken, så er der en stribe andre ting regeringen gør, som undergraver sikkerheden fremfor at højne den:

  • gradbøjningen af folkeretten er dybt problematisk, for hvis folkeretten ikke gælder for alle, så gælder den for ingen (se bl.a. min video fra våbenmessen - Link til Instatgram samt til FaceBook).

  • det enorme fokus på tungt og dyrt materiel, som vi først får om flere år fremfor opbygningen af forsvaret som organisation og hybrid beskyttelse (her tænker jeg ikke kun på droner men en lang række andre områder også - fx er Aula bedre beskyttet mod cyberangreb end vores vandværker, hvilket reelt er vildt).

  • den totale ignorering af at klimaforandringerne er den ubetingede største sikkerhedstrussel (klimaministeren har fx svaret mig, at der ikke findes beregninger for forsvarets klimaudledning, og at man heller ingen plan har om at lave sådanne - det er jo vildt). Zetland.

Med den stigende risiko og sandsynlighed for, at vi i Danmark skal bidrage med soldater til et aktivt krigsområde, bør så stor beslutning kræve en større opbakning end almindeligt flertal. I Alternativet mener vi, at det bør være med 3/5 af Folketinget i ryggen før dette kan ske. Derfor fremsætter jeg et beslutningsforslag i den kommende samling om netop dette.

Det livetransmiterede folkemord

Situationen i Gaza er så umenneskelig at ord ikke rækker, og alligevel handler den danske regering stadig ikke - EU formandsskab og plads i FNs sikkerhedsråd til trods.

Jeg ved, at mange tænker at samråd er vejen frem, hvis man gerne vil skubbe til regeringens politik. Men det er langt fra altid det bedste redskab. I en akut situation, som den vi ser i Gaza, er samråd i min optik ikke det bedste fra den parlamentariske værktøjskasse (og faktisk findes ‘hastesamråd’ ikke - det er ren spil for galleriet, når nogen kalder det det). Fra man indkalder til samråd, til det faktisk finder sted, går der nemlig ofte en del uger, nogle gange måneder - det er et tungt system med mange menneskers kalendere og arbejdstid, der skal gå op. I løbet denne ventetid forværres situationen, og det man spørger om, kan nå at blive forældet. En hurtigere metode er at stille skriftlige spørgsmål med kort svarfrist. Eller stille dét som hedder mundtlige paragraf 20 spørgsmål. Det sidste er en kondenseret seance på ca. 7 min. i folketingssalen med kun minister og ordfører - altså uden det der hold af rådgivere, som ministrene har med til samråd, og som hvisker dem i øret undervejs. Disse mundtlige sprørgsmål kan stilles fra uge til uge og dermed være langt mere aktuelle, og der kan følges op ugen efter. De foregår onsdage efter efter kl. 13, når folketingssalen er åben. Første gang i denne sæson bliver onsdag efter efterårsferien. Jeg håber, I vil kigge med på Tv fra Folketinget.

Da salen jo har holdt ferie indtil på tirsdag, har jeg siden sommerferien i stedet skruet gevaldigt op for de skriftlige spørgsmål til udenrigsministeren bl.a. om anerkendelsen af Palæstina som stat og Danmarks forpligtelse på at handle på mistanke om et folkemord. Selvom størstedelen af svarene er, hvad vi kunne forvente (ligesom de er i samråd), så er der alligevel noget at arbejde videre med. Der var dog lige ét som overraskede lidt. Jeg spurgte til Løkkes reel om at “dansk anerkendelse af Palæstina i virkeligheden er noget Israels regering bestemmer”. Til det svarer han, at “Der er selvsagt tale om ‘vetoret’ i overført betydning”. Det første jeg tænkte, da jeg læste hans svar var: Hvordan skal jeg vide, hvornår jeg kan tage hans ord for pålydende. Hvis du har en god idé til, hvordan jeg skal følge op på hans svar med et nyt spørgsmål, så send gerne dit forslag til min politiske assistent Simon på simon.puggaard@ft.dk.

Jeg er med på, at jeg her ikke skriver så meget om den konkrete situation i Palæstina, men tænker, at den følger I i medierne. Jeg ville derfor hellere bruge pladsen på at fortælle lidt om, hvordan vi går til det bag om linjerne. Hvis du nørder i udenrigs- eller forsvarspolitik, så kan du abonnere på mine spørgsmål og svar inde på folketingets hjemmeside. Abonnement på ft.dk.

I mandags holdt jeg sæsonens første onlinemøde om den globale spilleplade. Jeg regner med at holde et nyt i november. Hold udkig og kom og vær med.

Det grønne lys skinner klart

Og der skal altså lige lyde et shout out til alle jer, der allerede er i fuld gang med valgkampen til byråd og regionsråd. Både kandidaterne og jer, der støtter. Dét, jeg når at se på Instagram og hos jer, jeg kommer ud og besøger: Kæft, det ser godt ud!

Nyborg
Billede fra Nyborg med Bjarne, som er kandidat, på besøg hos Moussa og Hanie Chibli

Man kan komme med alle mulige gode råd, når man har en del valgkampe bag sig, men tror egentlig bare jeg vil sige: Kandidater, min erfaring er, at hvis man inviterer venner, familie og medlemmer til at hjælpe med helt konkrete opgaver, så er det langt lettere at få mere hjælp, end hvis man spørger generelt - de fleste kan lave et par kander kaffe, afsætte to på forhånd aftalte timer til flyers eller hænge 10 plakater op. Og til alle jer, der måske gerne bager en kage eller giver et par timer, ræk ud til en kandidat i en kommune eller region i nærheden af dig - det betyder alverden som kandidat ikke at skulle klare det hele selv.

Som altid håber jeg, du har lyst til at følge med i det, jeg laver på mine kanaler. Følg gerne både min side på FB og insta. Udover opslag så laver jeg mange stories om mit daglige arbejde og den konkrete situation.

Nye ledelsesstruktur for sekretariatet

Hovedbestyrelsen og Daglig Politisk Ledelse har besluttet at omstrukturere ledelsesstrukturen på sekretariatet. Vi vil gerne styrke kontakten til den brede medlemsorganisation, udvikle samspillet med eksterne interessenter, samt skabe tættere og mere enkle forretningsgange mellem folketingsgruppen, Hovedbestyrelsen og baglandet. Det betyder, at sekretariatschefstillingen bliver nedlagt i den nuværende form. Det betyder samtidig, at vi nu efter fælles overenskomst og forståelse siger farvel til vores sekretariatschef gennem knap 4,5 år, Mark Desholm.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke Mark for hans dedikerede indsats med drift og udvikling af sekretariatet og ønske ham alt det bedste med hans professionelle virke fremover. Vi har været glade for Marks inddragende og empatiske ledelsesstil, der har været med til at skabe et godt arbejdsmiljø i sekretariatet.

Den daglige drift af sekretariatet og personaleansvaret ligger hos Mieke Bak og Andreas Lange, som begge refererer til Franciska og Jonathan. Samtidig tilknyttes HB-næstforperson Rasmus Rydahl ledelsen med ansvar for KVRV25 og som tovholder for valgstyregruppen. Som medlem er der ingen ændringer for jer. Hvis I har spørgsmål til ovenstående, så kan I kontakte Jonathan Ries - jonathan.ries.hb@alternativet.dk.

God vind fremover til Mark!

Med ønsket om et smukt efterår og rigtig god valgkamp til os alle

Mange hilsner
Sascha Faxe og Jonathan Ries

2 Synes om