Kære alternativister i Storkreds København
Ligesom november banker på, får I her heldigvis både læsestof og udfordringer til de lange mørke aftener. Vi præsenterer flere nyheder.
Vores lokale folketingsmedlemmer debuterer med deres eget nyhedsbrev inkl. indbydelse til Politisk Laboratorium d. 1 november. Se nedenunder
Også vores borgerrepræsentanter har masser af indbydelser til politikudvikling. Deres nyhed er en spørgeskemaundersøgelse. Se nedenunder
Til novembers SøndagsbrÅnch har vi et lille oplæg fra Mette Bram, tidligere kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg. Ikke mindst hvis du er Frederiksberg borger, så kom og hør hvor hårdt der er brug for Alternativet på Frederiksberg både nu og i fremtiden. Men også almindelig hygge som vi plejer. Det sker på Liflandsgade 2, kl. 11.00 - 13.00, d. 5 november.
Der er indkaldt til ekstraordinært landsmøde om Europa parlamentsvalget d. 16 november på Zoom. Vi indbyder medlemmerne i København til at mødes fysisk i Liflandsgade 2 og se det sammen. Fra kl 18.30, en halv time før landsmødet.
Vores julehygge dag med gløgg og æbleskiver bliver lørdag d. 25 november kl 15.00 på Liflandsgade. Det bliver en god og festlig dag at vise Alternativets faner, fordi lige udenfor defilerer Amagers traditionsrige juleparade forbi på Amagerbrogade.
Husk også diskussion og nye politiske vitaminer findes hver måned i bogklubben. Næste gang 30. oktober. Du behøver ikke læse bogen. Få en briefing af indholdet og gå direkte ind i diskussionen.
Bemærk, at vi aflyser møde med spisning omkring Politisk Tænkeboks d. 31 okt. De sparede kræfter kan bruges på politikudvikling på rådhuset fra kl 16.30 til 18.00.
Endelig har vi sammen med Landsorganisationen besluttet at fjerne bydelsforeningerne i Københavns Kommune fra AlleOs. I realiteten har der ikke været nogen aktivitet i bydels foreningerne i meget lang tid.
Nyt fra storkredens medlemmer i Folketinget
En ny sæson er officielt skudt i gang med Folketingets åbning d. 3 oktober.
Det betyder, at vores to medlemmer, Franciska Rosenkilde og Christina Olumeko, er i fuld gang med at behandle lovforslag. Samtidig er diverse forhandlinger i ministerierne også kommet godt i gang nu. Så der er rigtig travlt inde på Christiansborg.
Franciska forhandler eksempelvis om tiltag til Danmarks 2025-klimamål. Selvom vi ikke forventer et grønt gennembrud, så gør vi alt, hvad vi kan for at skubbe regeringen i en grønnere retning.
Samtidig forhandler Franciska og Christina også finansloven for 2024. Regeringens finanslovsudspil bød ikke på de store visioner, så vi håber, at vi kan få nogle bæredygtige strukturelle ændringer med i finansloven. Vi har indtil videre haft to forhandlingsmøder med regeringen, og det er uklart, hvor langt forløbet bliver.
Christina er som finansordfører i gang med et nyt økonomisk udspil, som I medlemmer er inviteret med til at influere. Udspillet skal konkretisere, hvordan økonomien kan understøtte en fremtid, hvor vi har mere fritid og mulighed for mindre lønarbejde.
Det første Politiske Laboratorium bliver afholdt onsdag d. 1. november kl. 17-20 i København.
Vi har inviteret Kristoffer Glavind, der har en phd. i økonomi, og Helen Kobæk, der er tidligere direktør i Pensam, til at klæde os godt på med viden i laboratoriet. I finder eventet på AlleOs her: AlleOs // Alternativet. Vi håber på at se rigtig mange af jer!
Hvordan skal vi arbejde i Alternativet København?
Sæt dit præg på den organisatoriske strategi for Alternativet København. Lav din rangering af forskellige fokus for vores arbejde i spørgeskemaet her: https://forms.gle/DinSeydiLauVbQVA8
Besvarelsen er anonym, medmindre du vælger at tilføje dit navn og email i fjerde og sidste spørgsmål.
Dit og andre medlemmers svar bliver brugt til at vi laver en prioriteret strategi for vores alle sammens arbejde for en bæredygtig hovedstad.
Nyt fra rådhuset
Op til efterårsferien havde Emil Sloth Andersen og den nye baggrundsgruppe for Børn & Unge-udvalget forberedt et lille udspil om nogle forsøg med skærmfri-undervisning i de københavnske folkeskoler. For meget tyder på, vi i folkeskolerne har satset lidt for meget på skærmbaseret undervisning. Har du lyst og mod på at være med i den baggrundsgruppe, kan du kontakte Emil på Emil_Sloth_Andersen@kk.dk
Vi planlægger at fremsætte to politiske forslag i forbindelse med Black Friday, som vi jo allerhelst vil forvandle til Green Friday. De er udviklet af Birgitte Kehler Holst og Jonathan Ries, og handler begge om, at vi skal blive bedre til at reparere ting. Det ene skal styrke kommunens koordinering og rammer for frivilliges RepairCaféer rundt omkring i byen. Det andet er et forslag om, at vi i København kopierer et tiltag fra Wien, hvor borgerne kan få dækket en del af regningen for reparationer hos byens erhvervsdrivende.
Vi ser også frem mod december, hvor vi vil forberede nogle forslag, der især har fokus på den sociale bundlinje. Vi har flere idéer på tegnebrættet, men hvis du har en god idé til et enkelt politisk forslag, der kan skabe bedre social bæredygtighed i København - eller hvis du gerne vil være med til at sparre og udvikle på de idéer, der allerede er i spil - så skriv til Troels Chr. Jakobsen på Troels_Christian_Jakobsen@kk.dk
Mange grønne hilsner fra bestyrelsen