Nyhedsbrev: Lancering af politisk program for Købehavn

Kære medlem

Denne søndag er særlig. Historisk, ligefrem.

Det er nemlig nu, vi lancerer Alternativets første politiske program for Københavns Kommune. Du kan læse programmet her.

Vi er ambitiøse i vores ønske om en bæredygtig fremtid, og derfor er vores politiske program formuleret ud fra FN’s 17 verdensmål – vi kalder dem københavnermålene. For hvert mål er der fem politiske forslag. De er blevet til på baggrund af politiske laboratorier med jer medlemmer, med byens borgere og ikke mindst med kandidaterne til kommunalvalget. Tak for indsatsen og for et resultat, vi kan være stolte over.

Vi kan også anbefale dig at læse Berlingske artikel, hvor det politiske program præsenteres således:

"Det er svært at koge et fyldigt valgprogram ind til en lille maggiterning, men skal man gøre forsøget med Alternativets politiske program til det forestående kommunalvalg i København, vil den først og fremmest være grøn og bæredygtig, demokratisk i konsistensen og smage af frihed og en bedre fremtid.”

Læs hele artiklen her.


Vi skal endvidere oplyse, at Stine Bardeleben Helles har meddelt Alternativet Københavns bestyrelse, at hun har besluttet at trække sig som kandidat for Alternativet til kommunalvalget i København. Stines beslutning er begrundet i en række overvejelser, som bestyrelsen er orienteret om, og som betyder, at hun ikke længere har et ønske om at være en del af partiets kommunalpolitiske arbejde. Stine forlader sit kandidatur i en venskabelig ånd og ønsker alt muligt held og lykke med den kommende valgkamp. Stines ordførerskaber vil blive fordelt blandt de øvrige kandidater, og hendes plads i kandidatgruppen bliver ikke overtaget af en suppleant, da bestyrelsen tidligere har besluttet ikke at have suppleanter. Vi ønsker Stine alt held og lykke med hendes øvrige gøremål og takker hende for hendes indsats, samvær og ser frem til noget koldt at drikke sammen i nær fremtid.


Vi håber, du vil læse programmet og får lyst til at dele det med venner og familie. Måske vil du også bidrage til valgkampen? Så er der rig mulighed for at engagere sig, uanset om du kan bruge er få eller mange timer. Uanset om din spidskompetence er at hænge plakater op, dele fortællinger på sociale medier eller møde medborgere og fortælle om, hvad vi i Alternativet vil med København. Skriv til frivilligkoordinatorer Lise Smørum og Anne-Sofie Lütken på frivillig.kbh@alternativet.dk

God søndag :green_heart:

Alternativet Københavns bestyrelse