Kære alle
For mange af os står sommerferien for døren. Tid til at nyde det gode vejr og lade batterierne op igen. Med dette nyhedsbrev får I sidste nyt om trepartsaftalen omkring landbrug, forskellige sommeraktiviteter, en crowdfunding-kampagne og nogle praktiske informationer.
Aftalen om landbrug
Politisk har den grønne trepartsaftale fyldt en del både på Christiansborg og i medierne. Vores folketingsgruppe og især Franciska har været tæt på forløbet.
I Alternativet er vi dybt skuffede over, at den grønne trepart ikke har løst den opgave, den blev sat i verden for: nemlig at finde langsigtede løsninger på landbrugssektorens klimaudfordringer og en grøn omstilling af erhvervet. Trepartens løsningsforslag rummer interessante takter på natur og skov, men altså en meget uambitiøs håndtering af landbrugets klimaudfordringer.
I kan læse mere om vores reaktion på Facebook her
Sommerhøjskole i uge 30
Med tilmeldingsfrist den 1. juli er der stadig få pladser tilbage til Alternativets årlige sommerhøjskole. Planlægningsgruppen har samlet et fantastisk program på Kalø Højskole. Årets tema er væredygtighed og bæredygtighed. Alternativets Sommerhøjskole er åben for alle: medlemmer og ikke-medlemmer, enlige og par, børn og voksne, unge og ældre. Læs mere her:
Den Alternative Sommerhøjskole 2024 - åben for alle - uge 30 Tilmeld dig via tilmeldingsformularen her: Tilmeldingsformular.
Er du på Roskilde Festival?
Så tag forbi Alternativets Unges camp i næste uge. ÅU har samlet en gruppe på omkring 20 medlemmer, som tager på Roskilde Festival sammen.
I det hele taget har ÅU gang i mange spændende initiativer. Som eksempel lykkes det at tiltrække flere end 50 nye medlemmer til ÅU i løbet af juni, blandt andet med forskellige aktiviteter på Folkemødet.
Støt vores crowdfunding-kampagne
Hundredtusinder af danskere oplever, at det offentlige træffer forkerte afgørelser. Det drejer sig ofte om syge, udsatte og fattige danskere. Det er på handicapområdet, på børneområdet, på sundheds-, social- og beskæftigelsesområdet. Det resulterer i at Ankestyrelsen modtager 50.000 klager om året - dvs. ca. 135 hver dag - fra borgere, der føler sig ramt af forkerte eller ulovlige afgørelser i det offentlige system.
På den baggrund planlægger vi udgivelsen af en bog, der beskriver konkrete borgeres oplevelser plus indlæg fra relevante eksperter og videnspersoner. I forbindelse med lancering af bogen afholder vi en 24-timers event på Christiansborg, hvor kendte personer læser op, og eksperter diskuterer. For at finansiere bogudgivelsen har Alternativet sammen med flere samarbejdspartnere startet et crowdfunding projekt, som I meget gerne må støtte op om og dele: De retsløse / Boomerang
Har du en lokal sag?
I de seneste uger har jeg haft møder med flere storkredse. Min fornemmelse er, at EP-valgkampen har givet mange energi og lyst til mere politik og mere Alternativet.
Til flere af møderne talte vi om ambitionerne for kommunal- og regionsvalget i november 2025.
Efter sommerferien vil vi i Hovedbestyrelsen gerne binde de mange gode, lokale initiativer bedre sammen på tværs af landet, så alle får inspiration fra hinanden. Det vil vi naturligvis gøre med input fra storkredse og kommuneforeninger, men selvfølgelig også fra enkeltmedlemmer. Tænker DU på en lokal sag, som kunne være et interessant emne for kommunal- eller regionsvalget, så kontakt din storkredsbestyrelse, og send gerne en kopi af din henvendelse til mig på jonathan.ries.hb@alternativet.dk
Hvis det allerede nu kribler i fingrene, og du overvejer at blive kandidat eller aspirant, så henvend dig til din storkredsbestyrelse med kopi til vores nationale kandidatudvalg, som styres af Rasmus Rydahl. Hans mailadresse er: rasmus.rydahl.hb@alternativet.dk
Du forpligter dig ikke til noget. Vi vil bare gerne danne os et samlet overblik over alle dem, som er interesserede i det kommende KV25/RV25. Efter sommerferien samler vi op med uddannelsesforløb og kampagnearbejde, og så vil du høre nærmere.
Aktivitetspulje til lokale aktiviteter
Til jeres orientering har Hovedbestyrelsen i år sat 150.000 kr. af til en aktivitetspulje. Der er 120.000 kr. tilbage i puljen og den næste ansøgningsfrist er den 30. september. Hvis I har et Å-initiativ lokalt, så kan I søge støtte på op mod 10.000 kr per projekt. Kontakt Mark Desholm (mark.desholm@ft.dk) for at høre mere ansøgningsproceduren.
Sekretariatet er lukket i juli
Til jeres orientering holder sekretariatet en velfortjent sommerferie fra på fredag frem til den 2. august. Mulige henvendelser til sekretariatet bliver først besvaret i august. Hvis I har noget kritisk, der skal håndteres, så kan I henvende jer til Mark Desholm eller mig.
Rigtig god sommer til jer alle sammen!
Kærlig hilsen
Jonathan Ries, forperson
På vegne af Hovedbestyrelsen
PS: Til sidst nogle stemningsbilleder fra et fantastisk Folkemødet