
Kære medlemmer i Alternativet Københavns Omegns Storkreds (KOS)
Tillykke til MF Signe Wenneberg
Først og fremmest tillykke til Signe Wenneberg, som d. 24. marts i år blev valgt til Folketinget i storkredsen. Det var en kæmpe præstation af hele teamet og ikke mindst af Signe, der førte en forbilledlig valgkamp.

Nu er der forhåbentlig lang tid til næste valg. Der er kommunal- og regionsrådsvalg i 2029 og samme år valg til Europaparlamentet. Næste Folketingsvalg skal senest udskrives i 2030, men med det Folketing, der netop er valgt, kan et valg selvfølgelig godt komme før.
De næste par år sætter vi gang i flere spændende aktiviteter i Storkredsen. Nu i samarbejde med vores nye Folketingsmedlem. Det gælder politiske samtaler, konkrete grønne og sociale projekter og samarbejder med andre bevægelser, foreninger og NGO-er.
De politiske forandringer vi arbejder for skal netop ske i en vekselvirkning mellem de lokale initiativer og fællesskaber og så de politiske niveauer. Til gavn for mennesker, dyr og natur.
Landsmøde d. 9.-10. maj 2026
Husk at der er Landsmøde - du kan blandt andet forvente:
- Strategiske spor om organisering og medlemsengagement
- Politikudvikling med fokus på de dagsordener, der skal definere os frem mod 2029
- Arbejde med kandidater og talentudvikling
- Workshops, der omsætter ambitioner til konkrete initiativer
Den fulde oplevelse får du ved at være med begge dage – hvor vi både sætter retning og begynder arbejdet med at realisere den.
Hvornår: 9-10. maj 2026. Lørdag kl. 09.00-23.00 og søndag kl. 09.00-16.30.
Hvor: Spinderihallerne i Vejle, Spinderigade 11, 7100 Vejle
Hvordan: Billetter købes via Billetto – vi har et begrænset antal pladser, så det er efter først til mølle-princippet. Landsmødets hovedprogram live streames, og alle medlemmer kan deltage og stemme digitalt. Tilmelding til afstemninger her: AlleOs // Alternativet
Overnatning: Du står selv for overnatning – Vejle har mange gode muligheder. Der er igen i år mulighed for billig overnatning - læs mere her.
Årsmødet i Storkredsen d. 10. april 2026
På årsmødet evaluerede vi valgkampen og glædede os over det gode resultat. Og vi valgte en ny bestyrelse. Alle genopstillede. Bortset fra Hekla Hekla, som holder en pause efter et intensivt år, hvor Hekla både var bestyrelsesmedlem og kandidat til Kommunalvalget i Lyngby. Tusind tak for dit store arbejde med events, SOME og meget andet.
Johnny Westh og Jesper Callesen blev valgt til Politisk Forum (POFO) og Jesper Callesen blev genvalgt til Hovedbestyrelsen (HB), såfremt Landsmødet godkender valg til en 4. periode, ellers som suppleant.
Revisor blev Uffe Meulengracht.
Tilbagemeldingen fra Johnny Westh og Hekla Hekla, der har siddet i Politisk Forum (POFO) i den forgangne periode, er at der er for lidt aktivitet og for lidt interesse for det, der foregår i POFO. Ikke mindst fra politisk hold. Der er nedsat et udvalg, der sammen med Hovedbestyrelsen (HB) arbejder på at styrke politikudviklingen og forbindelsen mellem politiske laboratorier (POLA-er), visioner, vedligeholdelse af partiprogrammet og fagrådene. Det er et strategisk fokuspunkt de kommende år.
Jesper Callesen fortalte om Hovedbestyrelsens (HB’s) arbejde. Det er tid til at evaluere oven på to valg, hvor Alternativet ikke helt har fået den opbakning, vi håbede på. HB’s analyse er, at vi trods stærke valgkampe, ikke har stået tilstrækkelig tydeligt i det nationale politiske arbejde i perioden. Vi skal blive bedre til at arbejde strategisk og til at sætte en tydeligere retning for projektet i et tæt samarbejde mellem det organisatoriske og det politiske.
I HB arbejdes der med at skabe akademiforløb for kandidater og styrke kandidaternes rolle mellem valgene. At skabe flere alliancer med organisationer og NGO-er og lokale foreninger om konkrete projekter og dermed skabe bevægelse sammen med andre.
At styrke sekretariatet, vores IT og kommunikation og forbindelsen mellem de politiske niveauer og organisationen. Der er også fokus på samarbejdet med Alternativets unge (ÅU), ikke mindst på storkredsniveau, og der skal tænkes i generationsskifte i organisation og ledelse.
I det hele taget er organisationsudvikling og styrkelse af ledelse i parti og bevægelse centralt i den periode uden valg, vi nu går ind i. Noget den nye Folketingsgruppe også er opmærksom på.
Storkredsens beretning siden årsmødet i 2025
På Storkredsens årsmøde d. 30.3. i Glostrup valgte vi til bestyrelsen Forperson Jesper Callesen, Næstforperson Thomas Anker, Kasserer Johnny Westh, Hekla Hekla og Daniel Larsen. Alle genopstiller, bortset fra Hekla Hekla.
Vi valgte også Folketingskandidaterne (FV26) Thomas Anker, Sofie Groth og Jesper Callesen, Regionsvalgskandidaterne (RV25) Thomas Anker og Nana Buttenschøn samt Kommunalvalgskandidat (KV25) Nana Buttenschøn.
Senere på året valgte vi kommunale kandidater i Lyngby.
Første del af året var præget af forberedelsen til KV/RV25 valgkampen d. 18. november.
Vi stillede op i Lyngby med Camilla Dolberg og Hekla Hekla, samt i Glostrup med Nana Buttenschøn. Det var to gode kampagner, og kandidaterne høstede værdifulde erfaringer.
I Lyngby indgik vi i et strategisk valgforbund med de Konservative, det gav en del omtale og stillede os stærkere i det politiske netværk.
Efterfølgende fik Camilla en bestyrelsespost i kommunens forsyningsselskab, og der er også åbnet for andre samarbejdsmuligheder.
På regionsplan stillede vi op på et gennemarbejdet regionspolitisk oplæg, med fokus på sundhedsreformen og mere lighed i sundhed.
Vi fik næsten 25.000 stemmer til valget i den nye store Region Øst. Det var ikke nok til et mandat, men nok til at organisationen får ca. 150.000 p.a. over de kommende 4 år.
Det giver mulighed for at folde regionsarbejdet ud, evt. gennem en ansat i sekretariatet, så vores kandidater kan komme i spil i perioden frem mod næste valg i 2029.
Kæmpe tak til alle frivillige, der deltog i arbejdet.
Efter KV/RV25 har der været et stort arbejde i gang for at sætte et stærkt hold til FV26. Det blev til en liste på 7 kandidater med Signe Wenneberg, som spidskandidat, sammen med Tim Wodskou, Thomas Anker, Jesper Callesen, Peter Samir, Nana Buttenschøn og Thomas Lindqvist.
Det lykkedes at få valgt Signe til Folketinget, gennem en kæmpe fælles indsats med deltagelse i mere end 100 arrangementer rundt i Storkredsen, opsætning af næsten 4000 plakater, busreklamer og meget andet.
Det er en stor succes for os, og vi glæder os til at udbygge samarbejdet med Signe og arbejdet i Folketinget.
Det tegner nogle spændende perspektiver for Københavns omegn. For nye alliancer, for mobilisering af medlemmer og politisk påvirkning af konkrete projekter i storkredsen.
Året har vist, at der er brug for Alternativet i Københavns omegn, og der er sket en mobilisering - især på dyrevelfærdsområdet, på drikkevand, bygningskulturarv, biodiversitet og klima.
Og ikke mindst den samlede tilstand i landbruget/svineindustrien har vist sig at have en betydning for os alle sammen.
Både Nana Buttenschøn og Stefan Leander er gået foran på dyrevelfærdsområdet. Tak for det.
Kæmpe tak til Signe, som fik partiets næststørste stemmetal på 3349, gennem en stærk og kompetent kampagne.
Og til alle frivillige, til bestyrelsen og til alle kandidater, der trak et meget stort læs for at komme i mål og tiltrække det samlede store antal stemmer til listen.
Det har været en fornøjelse at løfte storkredsen til nye højder.
Alternativet gik lidt tilbage på landsplan, men der ligger en masse ideer i pipeline og en lyst til at udvikle det Alternative projekt.
Til at sætte en markant og klar retning, så vi står tydeligere efter den kommende Folketingsperiode.
Så projektet kan konsolidere sig og blive en endnu stærkere faktor i dansk politik.
Vi satte de vigtigste dagsordner under valgkampen, men vi manglede noget tydelighed i perioden op til.
Der skal arbejdes med kommunikation, alliancer, politiske målsætninger, en bredere politisk platform, en tydelighed om hvilket idegrundlag, vi står på, og et stærkere politisk internt udviklingsspor.
Det bliver spændende at arbejde videre med.
Udfordringen bliver at koble temaerne til et samfund i bedre balance, som også rummer en systemforandring i forhold til sundhed, trivsel, fællesskaber og mindre forbrug og ikke mindst mindre energiforbrug.
Tak for i år!
På bestyrelsens vegne
Forperson Jesper Callesen
Kontakt os meget gerne!
Du er altid velkommen til at tage fat i en af os fra storkredsens bestyrelse, hvis du vil vide mere om vores aktiviteter, og hvordan du kan deltage. storkreds.kbh.omegn@alternativet.dk. Du kan læse mere og finde kontaktoplysninger på os her: AlleOs // Alternativet
De grønneste hilsner
Forperson og referent Jesper Callesen, Næstforperson Thomas Anker, Kasserer Johnny Westh, Daniel Larsen
