NYHEDSBREV fra Franciska, marts 2023

Kære alle

Med forårets komme kommer også her et nyhedsbrev fra mig.

Den seneste måned har jeg brugt flere weekender på fjerne budskads og forberede foråret i min lille have i Stubbekøbing, hvor jeg har et fritidshus - som stadigvæk mest af alt er et håndværkertilbud. Og under det visne krat pibler forårstegnene frem.

Det samme gør sig gældende i vores parti og bevægelse. Vi er dog ikke (længere) et håndværkertilbud. Vi er kommet rigtig langt i opbygningen af Alternativets organisation efter valget. Ja, jeg vil faktisk mene, at man nu kan sige, at huset næsten står færdigt. Og nu venter indretningen.

franciska01

Nu er ikke bare Mikkel Lauritzen, vores nye presse- og kommunikationschef startet. han har også fået selskab af en ny presserådgiver og en kommunikationsrådgiver. Og så er vores nye politiske chef startet - Mieke Bak, som kommer fra en stilling som souschef i Klimaministeriet. Derudover har vi fået selskab på den grønne gang af seks nye politiske assistenter, der understøtter folketingsgruppen og flere vigtige funktioner i sekretariatet.

De sidste ansættelser, der står for, er to politiske rådgivere. Find links til opslagene her. Job – og opgavebørsen // Alternativet

Selvom omorganiseringen siden valget og dermed tilførelsen af ressourcer er ved at falde på plads, så vil jeg også være åben om, at vi stadigvæk løber rigtig stærkt på den grønne gang. Det er uden tvivl svært at undgå på Christiansborg. Men vi er Alternativet, og hvis nogen skal forsøge at bryde med den heftige arbejdskultur, der eksisterer på borgen, så er det os. Jeg vil derfor appellere til, at I udviser forståelse for medarbejderne (og MF’erne), hvis de nogle gange ikke har ressourcer til at løfte jeres idéer og visioner på de måder, I håber.

Vi har nogle fantastiske medarbejdere, og dem skal vi passe på!

franciska04

Den politiske proces
På den politiske del er vi også rigtig langt. Vi har gang i et vigtigt strategiforløb i folketingsgruppen, som jeg leder. Det er enormt givtigt at komme ned i den politiske substans og sammen skærpe de rammer, vi sammen skal lave politisk arbejder under de næste tre-fire år (alt efter, om SVM kan holde sammen på sig selv).

Den politiske strategiproces lever parallelt med en organisatorisk strategiproces, som hovedbestyrelsen driver, og de to spor krydser selvfølgelig hinanden. Jeg glæder mig til, at vi skal indvie hinanden i tankerne og idéerne – den 15. april kl. 10-12 er det muligt at deltage i et onlinemøde, hvor inputs til strategien er velkomne. Launch Meeting - Zoom
Derudover vil vi selvfølgelig drøfte det på landsmødet i Odense den 20. og 21. maj. Jeg håber virkelig, at vi ses!

Vi kommer hinanden ved
Jeg oplever, at der er godt gang i Storkreds-foreningerne rundt i landet. At vi har fået sovet ud ovenpå den seneste valgkamp, hvor alt var på spil. (Og hvor vi sejrede stort - det skal vi fortsat huske på og glæde os over!) Nu virker det som om, at kræfterne mange steder er ved at vende tilbage - også hos mig.

Det betyder, at der nogle steder er mere overskud. Hvis du føler, du har et overskud, du gerne vil bruge i Alternativet, så håber jeg, du vil kaste dig ud i det. Lige nu har gode folk i sekretariatet igangsat en proces, der handler om at understøtte en ny bølge af politiske laboratorier. Det er et fantastisk værktøj - ikke mindst til politikudvikling, men også til at skabe fællesskab. Med folk fra Alternativet, men også for nysgerrige, der måske står udenfor vores parti, men som på et særligt fagområde er interesseret i at være med. Og hvem ved, måske nogle af disse nysgerrige venner kunne få lyst til at melde sig ind. Jeg vil dele nogle af vores PoLa-tanker med jer på landsmødet.

Og hvad angår landsmødet og fællesskab, så er jeg og resten af folketingsgruppen lige nu på en del besøg hos jer rundt i landet. I weekenden besøgte jeg Nordsjællands Storkreds og deltog i deres årsmøde - tak for jeres gæstfrihed! I næste uge tager jeg til Aarhus for at deltage i Regionernes Topmøde. Og så besøger jeg samtidig Østjyllands Storkreds og Midt- og Vestjyllands storkreds i Viborg. Det ser jeg meget frem til. Jeg ser også frem til at nå forbi jer andre- vi arbejder på en tur til Fyn og Sydjylland inden landsmødet og en længere tur efter sommerferien.

Derudover kommer vi selvfølgelig til Bornholm til Folkemødet, til Hirtshals til Naturmødet, til Middelfart til Klimafolkemødet - og uden tvivl mange andre steder. Sæt endelig en masse krydser!
https://folkemoedet.dk/ https://naturmoedet.dk/ https://klimafolkemoedet.dk/

franciska02

Min egen politiske praksis
Her til sidst vil jeg give jer et lille indblik i, hvad jeg bruger en del tid på af politisk arbejde lige nu.

Tirsdag og torsdag (og nogle gange onsdag) behandler vi lovforslag og beslutningsforslag i folketingssalen. Jeg har selv hovedansvaret for forslagene i de udvalg, jeg er medlem af. Det er lige nu landbrug, fødevarer, kultur og sundhed. Derudover sidder jeg i ligestillingsudvalget, hvor Christina dog er ordfører.

Derudover er jeg selvfølgelig som politisk leder inde over sager og forslag på mange områder. Fx når vi samarbejder med partiledere fra de andre partier. Jeg har den seneste tid samarbejdet med SF, Enhedslisten og Radikale Venstre for at undersøge, hvordan vi bedst kan lægge pres på regeringen for at opprioritere naturen politisk.

I valgkampen stod Alternativet fx sammen med SF, Enhedslisten og Radikale Venstre og præsenterede et krav til en ny regering om en naturlov, der - ligesom klimaloven - skulle forpligte på og vise vejen til at opfylde EU’s målsætning om 30 procent beskyttet natur og 10 procent strengt beskyttet. Mette Frederiksen bakkede op - men da SVM-regeringen landede, smuldrede den plan, selvom der stadig er flertal. Vi forsøger nu at genoplive sagen.

franciska03

Naturpolitik kan laves fra mange vinkler. Og som I ved, banker mit faglige hjerte hårdt for landbrugs- og fødevareområdet. Det er et område, som har stor betydning for klimaet, for miljøet og for naturen. Og for vores folkesundhed, fødevaresikkerhed og kultur. Det talte jeg - blandt mange ting - med Informations Anton Geist om ved et arrangement. Det er der kommet denne podcast og denne artikel ud af:

Derudover har jeg været i DR Debatten en del gange den seneste månedstid. Senest var jeg forbi Clement og co. i en debat om økonomi og ulighed. Debatten: Sæson 2023 – Klar hvis krisen kommer? | DRTV

Vi ses snart
Det var nyhedsbrevet for nu. På falderebet vil jeg bare krydse fingre for, at vi ses til landsmødet i maj, hvor vi også skal fejre, at Alternativet i år har eksisteret i 10 (!) år. Det er vores fortjeneste, og det er simpelthen fantastisk.

Kærlig hilsen
Franciska

Ps. Jeg er nysgerrig på, hvad I synes om dette nyhedsbrevsformat. Er det for kort? Er det for langt? Hvad drømmer I om at høre fra mig og Christiansborg?

image002

4 Synes om

Kære Fransisca,
Tak for et dejligt nyhedsbrev. Jeg har længe være imponeret af dig, både mht energi, arbejdsevne/mængde, og det overblik og kompetente rolle, du står med i TV. Stor ros.
Men du er så energisk, at det forbavser, at du kan holde til det. Overvejer og justerer du løbende, hvormeget din psyke og krop kan holde til?
Kh Gunner

2 Synes om

Jeg synes at formatet er fint. Tak fordi du holder os opdateret.

3 Synes om

Det er et fint og informativt nyhedsbrev. Vi ses nok d. 30/3 i Århus :slightly_smiling_face:

1 Synes om

Hejsa

Vil også tilslutte mig, at det er et fint format for nyhedsbrevet. Det linker fint til ting, der foregår, områder at dykke ned i, og bliver ikke for langt i sig selv.

2 Synes om

Tak for dit fantastiske nyhedsbrev

Kære Franciska
Jeg har været medlem af Alternativet Aarhus siden 2015, og således været med på det meste af rejsen i partiet. Jeg har været aktiv i Alternativet på mange planer, f.eks. finde og uddanne kandidataspiranter til KV17, støtte som baggrundsgrupper til Liv Gro Jensen, fra hun kom ind i 2017 til hun forlod Alternativet den 27. juni 2020 til fordel for SF, støtte til lokalbestyrelsen, medvirket i kampagner til KV21 og FV22. Det har været svingende sjovt, fordi det til tider kunne være svært at se meningen. Partiets program, manifest, værdier, debatdogmer, har jeg altid været meget enig i, men lederskab og organisatorisk sammenhængskraft har haltet gevaldigt. Kræfterne har peget i mange retninger, der har været tale om spredning mere end samling, og fra FV 19 og de næste 2 år aftog mit engagement i partiet. Jeg kunne ikke se meningen. Jeg stillede min aktive medvirken på hold. Jeg ville afvente og se, om der fra centralt hold kom ledelsesmæssige og organisatoriske initiativer, der gjorde en forandring. Om de samlende og målrettede aktiviteter blev stærkere end de spredende. Og det gjorde de heldigvis. Og det blev især forstærket af valget af dig som politisk leder 7/2-2020. Foråret piblede ligeså stille frem, som du så malende beskriver det i dit herlige nyhedsbrev. Din politiske erfaring, dit strategiske overblik, din robusthed og din energi toner lige så stille frem på alle kanaler. Du overtog et håndværkertilbud, ja ingen tvivl om det, men du har formået at skabe samling og fællesskabet styrkes. Du evner at skille stort fra småt, og fokusere og skabe fælles tro i et tolerant lys. Jeg er selv håndværker, og håndværkeren bruger hænder og forstand for at grave værket frem. For værket findes derinde. Vilje og fælleskab er vigtige ingredienser. Den 3. marts 2023 var vi to fra Aarhus, der aflagde sekretariatet på Christiansborg et besøg. Mark, folketingsgruppe og medarbejdere i sekretariatet tog venligt imod os, og vi mærkede, at Mark og medarbejdere tydeligt bakkede op om din linje. Det var befriende at se lyset bryde frem i det spirende forår. Det giver fornyet energi og håb til fremtiden. Tak for et fantastisk nyhedsbrev. Bliv ved med den stil. Med det får du mennesker i tale. Grønne hilsener Poul Burian, Aarhus, tømrer og meget andet.

1 Synes om

Superfint nyhedsbrev. Det eneste jeg mangler, og drømmer om at høre mere om, er tanker og overvejelser om opstilling af en statsministerkandidat som vi kan bakke op om ved næste valg, da Mette Frederiksen vil være utænkelig for mig. Er der samtaler om det blandt de rød-grønne partier? Det håber jeg meget. :slight_smile: