Kære alle
Året er ved sin afslutning, og det kalder på en hilsen fra mig – og en stor TAK. Det kalder på et tilbageblik på nogle af de fede ting, vi har lavet sammen i Alternativet i årets løb. Og så vil jeg gerne tage lidt forskud på året 2025.
Men først et lille indblik i nogle begivenheder og nyheder fra den seneste tid.
Holder tale til demo mod Den Grønne Trepart
Ferien nærmer sig på den grønne gang
I disse dage arbejder vi hårdt på den grønne gang med at få gjort rent skrivebord inden ferien. Der er fuld gang i folketingssalen med lovbehandlinger og afstemninger. Og alle medarbejdere og MF’ere knokler med at få styr på det sidste, inden vi går fra nogle dage over jul og nytår.
Ferien markerer afslutningen på en periode med mange gode oplevelser. Vi er nu “fuldt hold” i sekretariatet med ansættelse af kommunikationschef Andreas Lange - og senest Astrid Søby, der starter op som SoMe-rådgiver for mig efter nytår. Flere af jer mødte Andreas til halvårsmødet, og I kommer helt sikkert til at møde Astrid til det kommende landsmøde.
En anden glædelig nyhed er, at vi igen er repræsenteret i byrådet i Aarhus med tilgangen af Thure Hastrup. Thure har været løsgænger i byrådet i et par år, men han har nu valgt at melde sig ind i Alternativet. Det er super fedt, og jeg glæder mig til, at Thure får nogle alternative kollegaer ved kommunalvalget til november. Vi er allerede oppe på 100 kandidater og aspiranter frem mod KVRV25 - det tegner godt!
En sidste ting, jeg gerne vil nævne, er, at Alternativets Unge for nylig opstartede tre nye foreninger. Én i Hillerød, én i Roskilde og én i Viborg. Det er rigtig skønt at følge, hvordan de gode folk i ÅU får det hele til at vokse. En stor tak til alle jer for det arbejde, I løfter! Jeg håber, at alle I alternativister vil bakke op om de nye (og gamle) ÅU-foreninger. Og her op til jul kan man jo overveje, om man kender én eller flere mellem 0 og 30 år, der skal have et ÅU-medlemskab under træet. LINK til ÅUs kampagne.
Nyt format for “spørgetime med statsminister”
Det er tid til at eksperimentere!
Efter en hel del år, hvor vi har inviteret alle jer til at bidrage med spørgsmål til Folketingets spørgetime med statsministeren, har jeg nu besluttet, at det er et godt tidspunkt at eksperimentere lidt.
I stedet for at invitere bredt hver gang vil vi nu prioritere at invitere mindre grupper. Særligt vil vi prioritere at invitere Alternativets Unge til at formulere spørgsmål til statsministeren. Men vi har også tanker og planer om fra tid til anden at invitere aktivistgrupper, NGO’er, fagråd i Alternativet - og indimellem også bredt ud, som vi plejer.
Baggrunden er, at vi gerne vil prøve noget nyt, som forhåbentlig kan generere god - og forøget - energi omkring spørgetimen. Og så ønsker vi samtidig at give ÅU muligheden for at få en direkte adgang til magtens rum. Noget, vi altid har prioriteret i Alternativet, og som vi nu giver endnu en form.
Jeg håber, I vil tage godt imod eksperimentet!
Spørgetime med Statsministeren 10.12.2024
Det nye år i Alternativet
2024 har været et vildt år i politik. Endnu et vildt år, må jeg hellere tilføje - for jeg synes, vi rider på en bølge af intensitet i disse år.
Meldingerne om voldsomme globale temperaturstigninger bliver flere og flere. Klimakrisen er reel - vi ser det rundt omkring i verden - jeg glemmer fx sent billederne fra oversvømmelserne i Valencia. Men vi ser det også, når vi kigger ud af vinduerne herhjemme. Samtidig kan vi om kort tid følge indsættelsen af Donald J. Trump som ny præsident i USA - ikke ligefrem en klimaaktivist.
Det er hårde fakta - men jeg forsøger selv at bruge det som inspiration til mit politiske engagement. Relevansen af et stærkt klimaparti er i hvert fald stor! I den anledning ser jeg meget frem til, at vi i 2025 fortsætter arbejdet med at udvikle på vores politik om de planetære grænser. Det hører I meget mere om.
Til demo med Klimabevægelsen foran Trepartsministeriet
Det nye år byder også på KVRV25 - kommunal- og regionsrådsvalg i november 2025. Det er en vigtig begivenhed for os. Som vi både i sekretariatet, men ikke mindst ude lokalt, er i fuld gang med. Som jeg nævnte tidligere i brevet her, så er vi allerede oppe over 100 kandidater og aspiranter over hele landet! Og jeg håber, at flere af jer vil melde sig.
Og hvis du har bare den mindste aspirant i maven, så meld ind til din lokale forening eller registrer dig HER. Lige så, hvis du har lidt kræfter i overskud til at engagere dig som frivillig - for så ved jeg, at der står et hold af kandidater klar med åbne arme!
Det betyder alt med stærk opbakning i valgkamp. Vi har ikke de samme pengetanke, som de andre partier. Men til gengæld har vi hinanden. <3
Jeg har mange ord i mig, og flere temaer, jeg gerne vil dække, men jeg ved også, at tiden her op til jul for mange er fyldt med gøremål. Så jeg vil så småt runde af. Inden jeg runder af vil jeg dog gerne give en besked - til dig.
Du gør en forskel
Selvom man kan føle afmagt over tidens heftige begivenheder… Og selvom man indimellem kan have en oplevelse af, at magten og forandringerne er langt væk… Så vid, at selv de små forandringer gør en forskel.
Vores handlinger har en betydning – både de store og små. Om det er Folketinget eller i lokalmiljøet. På børneværelset eller i baghaven.
Når du beder om friske grøntsager eller mere økologi i din lokale brugs … Når du samler skrald i dit nærmiljø … Når du organiserer grønne fællesskaber, hvor du bor - i gården til din lejlighed eller i dit parcelhuskvarter … Så gør det en forskel!
Vi har alle en rolle at spille, og vi bidrager alle på hver vores måde. Fra mig skal der lyde et kæmpe tak. For dit engagement i vores fælles verden og i Alternativet. Og jeg håber, du vil klappe dig selv på skulderen over, hvordan du engagerer dig i vores fælles verden. Det betyder alverden. TAK!
Landsmøde 2024
Jeg glæder mig til at se mange af jer til landsmødet i foråret 2025. Jeg ved, at der er planer om, at vi skal være et nyt og super fedt sted. Så sørg for at melde dig til, når tid er.
Ha’ en skøn jul - hvis du fejrer den. Og rigtig godt nytår!
Kærlig hilsen Franciska