Kære medlemmer
Efter et rigtig godt årsmøde har den nye bestyrelse konstitueret sig som følgende:
Forperson er Hanne Stender Damkjær
Næstforperson er Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen
Kasserer er Marianne Ammitzbøll
Karen Rasmussen
Vores suppleant hedder Søren Frandsen.
Nikoline er helt ny i bestyrelsen i Skanderborg men bestemt ikke ny i Alternativet. Her er hendes præsentation af sig selv:
Mit navn er Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen og jeg er nyvalgt næst-forperson i Alternativet Skanderborgs bestyrelse. Mit politiske engagement i Alternativet er imidlertid ikke nyt. Jeg har været aktiv i Alternativets unge i lidt over to år, og er landstovholder og bestyrelsesmedlem i Alternativet Østjylland. Jeg har valgt at sidde i bestyrelsen i Alternativet i Skanderborg, fordi jeg synes vi manglede en ung stemme, som er tæt på unge- og studielivet i kommunen. Jeg er 17 år, snart 18 år og går i 1.g på Skanderborg Gymnasium. Jeg bor i Ry, hvor jeg også har gået i skole. Udover at være politisk aktiv og at gå i gymnasiet, spiller jeg håndbold og er frivillig træner for en flok U10 drenge. Jeg ved, hvordan det er at være ung i Skanderborg Kommune - og jeg håber, at jeg gennem min plads i bestyrelsen kan være med til at sætte mit præg på Å og på ungelivet i Skanderborg.
Resten af bestyrelsen er meget glade for, at Nikoline har meldt sig, dejligt at få ungdommen repræsenteret,
Mira holder hver måned et formøde før byrådsmødet. Her gennemgåes dagsordenen til byrådsmødet og vi diskuterer og finder i fællesskab Alternativets holdning til de enkelte punkter. Alle kan deltage og dermed være med til at præge hvad Mira skal tage med i byrådsssalen. Der er for første halvår af 2019 planlagt møder på følgende datoer:
25/2 - 25/3 - 29/4 - 27/5 - 24/6
Klokkeslæt hver gang er kl. 14-16.30
Sted er på Fælleden på vielseskontoret - skriv til en af os, hvis du har behov for at vi mødes med dig ved indgangen og viser vej.
Ellers vil vi bare opfordre jer til at kigge med på byrådsTV på kommunens hjemmeside, hvis i er interesserede i at følge Alternativet i byrådet og i det hele taget have indblik i, hvordan der arbejdes i byrådet.
Og så selvfølgelig en opfordring og et håb og stort ønske for bestyrelsen: Hjælp os med at hænge valgplakater op når valget udskrives. Vi skal hænge plakater op for alle Østjyllands storkreds’ kandidater. Et alt for stort arbejde at stå med for bestyrelsen alene. Derfor har vi brug for jer. Problemet er jo, at det er svært at sige allerede nu om man kan, da vi ikke kender datoen. Men en tilkendegivelse af, at du ønsker at hjælpe tager vi imod med kyshånd og åbne arme.
Vi har allerede nu folk der har meldt sig, men vi skal gerne være flere. Skriv til hanne@damkjaer.net hvis du vil på listen over plakatophængere.
Det kommer til at foregå sådan, at vi mødes til fælles morgenmad som Alternativet er vært for. Her fordeler vi hold og ruter og man kører ud typisk 2 personer sammen. Hvis vi er nok, kan det klares på et par timer og er faktisk rigtig hyggeligt. Vi har bestilt det gode vejr på forhånd.
Dette var alt for denne gang. Skriv endelig til os, hvis i har ideer, ris og ros, ønsker til noget vi skal gå videre med og sidst men ikke mindst, hvis i vil hjælpe med plakater.
Mange grønne hilsner fra bestyrelsen.