Kære medlem,
Vi håber du har haft en dejlig sommer med tid til afslapning og gode oplevelser.
Nu er september næsten over os, og efterårssæsonen bliver fyldt med aktiviteter i lokalforening, storkreds og på landsplan. I dette nyhedsbrev kan du læse om bl.a. Bæredygtighedsfestival og Klimamarch, besøg fra Folketinget og frivillig-middag med Uffe Elbæk.
Der sker så meget i dette efterår at nyhedsbrevet denne gang er (endnu) længere end sædvanligt, beklager Kig på overskrifterne og vælg, hvad du har lyst til at nærlæse. Der kommer selvfølgelig flere nyhedsbreve, så aktiviteterne i oktober og november får du præsenteret igen.
HUSK i øvrigt at du altid kan se aktuelle arrangementer på Alternativet Aalborgs Facebook-side, og på AlleOs…
VALGET KOMMER!
Først og fremmest ved vi jo, at der kommer et folketingsvalg i løbet af de næste 8 måneder. Statsministeren har ganske vist sagt at det først kommer til at ske i 2019, men det kan sagtens ændre sig. Derfor er vores folketingskandidater i fuld gang med at lave kampagne. Planlægningen sker mest i storkredsens regi, men der er ingen tvivl om at der bliver brug for alle gode kræfter til at sikre genvalg af Torsten Gejl, og meget gerne valg af endnu et folketingsmedlem fra storkredsen.
I Aalborg-området er der stort potentiale for flere Å-stemmer, og det skal vi selvfølgelig gøre alt for at udnytte. Vi håber at du vil være med i den proces med den tid og de kræfter, du nu engang kan afse.
Hver torsdag fra 30. august står vores folketingskandidat Christian Gade Bjerrum bag Torsdagsbar i partilokalet kl. 16-18. Her kan du komme og lytte til musik, snakke om livet og vejret - og lidt om politik.
Næsten alt hvad vi gør fra nu kommer til at være et element i valgkampen, men der bliver også plads til lidt hygge og en STOR demonstration.
AALBORG ØST-DAGEN
Allerede lørdag den 1. september er vi tilstede på Aalborg Øst-dagen. Kom og mød os ved indgangen til området. Kig efter campingvognen
BÆREDYGTIGHEDSFESTIVAL
Lørdag den 8. september åbner Aalborg Bæredygtighedsfestival, og Alternativet har en stand på åbningsdagen. Det er vores folketingskandidater, der står for standen og for temaet, der bliver “Emballage”. Kom og mød dem lørdag frem til standene lukker kl. 16. Seje frivillige giver hver dag i festivalugen rollen som “emballage-familien”, der går rundt i Aalborgs gader med kapper, påsyet al den emballage, en familie på fire får genereret.
FOLKETS KLIMAMARCH
8. september er også den internationale “Rise for Climate”-dag, og det markerer vi selvfølgelig sammen med en masse andre klimabevidste organisationer. Når standene lukker på Aalborg Bæredygtighedsfestival kl. 16, begynder Folkets Klimamarch fra Toldbods Plads. Vi går til Karolinelund, og der bliver bannere, taler og fællesskab med deltagere fra Ung Energi, FN-forbundet, Radikale, Enhedslisten, Bedsteforældrenes Klimaaktion og mange andre. Alternativets taler er vores MF, Torsten Gejl.
Alternativet Aalborg har taget initiativ til at få en march i Aalborg, men marchen er ikke partipolitisk. Den tilhører alle, der er optagede af klimaspørgsmålet. Tag dine børn, din familie, dine venner, dine naboer, dine kolleger og alle andre, du kan få fat i med til klimamarch, og lad os vise alle at klimaet kalder på handling NU!
EKSTRAORDINÆRT LANDSMØDE
Alternativet holder ekstraordinært landsmøde 8. september i København. På landsmødet skal der vælges spidskandidat og rækkefølge af de øvrige kandidater til EU-parlamentsvalget i maj 2019. Da dagen falder sammen med Folkets Klimamarch, der også afvikles i København, går deltagerne først med i marchen og derefter til landsmøde. Som I kan se ovenfor har vi i Aalborg både Bæredygtighedsfestival og vores egen march den dag, så der er nok ikke mange der har tid til en tur til København. Til gengæld vil storkredsen arrangere mulighed for afstemning i ugen op til landsmødet, formentlig torsdag den 6. september i partilokalet på Vesterbro.
DEN GRØNNE SALON
Den Grønne Salon holder “DOME-amok modelbygning” 3. september kl. 16.00-21.00 i partilokalet og møde med temaet “Bæredygtig udfordring” 11. september kl. 18.30-20.30, hvor Kennith Nielsen holder oplæg.
DE TRE BUNDLINJER - BESØG FRA FOLKETINGSGRUPPEN
Allerede 17. september har vi et nyt, spændende arrangement. Under titlen “De tre bundlinjer” kommer de respektive ordførere fra Alternativets folketingsgruppe og fortæller om hver bundlinje, samt hvordan de hænger sammen i vores politik. Den GRØNNE bundlinje repræsenteres af Christian Poll, den ØKONOMISKE bundlinje af Josephine Fock og den SOCIALE bundlinje selvfølgelig af vores egen Torsten Gejl. Det sker på Kulturhuset Trekanten i Aalborg Øst, kl. 19-22. Find begivenheden på vores Facebook-side og på AlleOs snart!
TIL MIDDAG MED UFFE ELBÆK
Uden frivillige kan vi ikke drive Alternativet, og uden frivillige kan vi ikke give den gas med den bedste folketingsvalgkamp nogensinde. Derfor holder vi en “langbords-middag” 26. september for folk, der gerne vil være en del af vores arbejde. Vi får besøg af Uffe Elbæk, og selvfølgelig vil alle vores seje folketingskandidater også være tilstede. Der bliver musik, fællesspisning og taler fra Uffe, Torsten Gejl, m.fl. Der kommer nærmere oplysninger når datoen nærmer sig, så hold øje på Facebook og AlleOs.
UD I NATUREN
Vi hygger os med en svampeudflugt 30. september, hvor vi mødes hos Elena Smith og går på svampejagt sammen med en kyndig ekspert. Bagefter laver vi suppe på svampene og spiser den sammen.
Der er plante-træer-event hos Elena 21. oktober
SOCIALE SALONER
19. november afholder arbejdsgruppen for social aktivisme deres første sociale salon, hvor gæsterne er Næstehjælperne og Torsten Gejl.
Husk at du altid er velkommen til at kontakte os med idéer og forslag til arrangementer, med spørgsmål, eller med et ønske om at blive frivillig. Skriv til aalborg@alternativet.dk, eller ring til Anne-Marie på 25 11 49 84.
Vi GLÆDER os til et virkelig aktivt efterår fyldt med grønt og socialt fællesskab!
Kærlig hilsen
Din bestyrelse, Alternativet Aalborg