Nyhedsbrev December

Indhold

  • Indledning
  • Valgevaluering med MF Torsten Gejl
  • Ny forperson i storkredsen
  • Halvårsmøde i Ringsted
  • Referater på hjemmeside

Indledning
Et nyt år folder sig ud om ganske få dage, og vi kan gøre status for 2017, som har været præget af valgkampagne fra start til slut. Et stort antal gæve nordjyder har prøvet kræfter med at være kandidat i en lokal valgkamp og erfaringerne har været mange. Flere har fået blod på tanden til yderligere udfordringer, og fire personer har allerede meldt sig på banen som aspiranter til folketingskandidater for storkredsen.

Valgevaluering med MF Torsten Gejl
Vi inviterer alle medlemmer til en samlet valgevaluering for hele storkredsen, så vi kan få samlet erfaringer fra alle hjørner af Nordjylland, og dermed fremadrettet få gavn af hinandens forskellige oplevelser – Hvad virkede godt? Hvad skal vi i hvert fald aldrig gøre mere? Hvilken betydning havde den landsdækkende mediestorm på det lokale valg? Det sidste vil vores MF Torsten Gejl gerne være med til at belyse, og der vil være åbent for spørgsmål vedrørende Christiansborgs rolle i forhold til valget.

Også normalt passive medlemmer er meget velkomne, da vi har brug for at få alle vinkler med i denne store valgevaluering.

Begivenheden finder sted den 10. januar fra kl. 18.30-21.00 i partilokalet på Vesterbro 57, 9000 Aalborg.

Ny forperson i storkredsen
Årsskiftet byder også på en udskiftning af forperson i storkredsen. Nuværende forperson, Bente Holm Villadsen, har valg at træde tilbage ved årsskiftet, og fortsætter som almindeligt bestyrelsesmedlem. Ny konstitueret forperson bliver Jens Harder Larsen og ny næstforperson Nadia Flyvholm Bak.

Denne rokade sker i fuld forståelse og enighed i den samlede bestyrelse, og vi glæder os alle til nye, spændende og grønne opgaver.

Halvårsmøde i Ringsted
Alternativets Halvårsmøde afvikles lørdag den 20. januar i Ringsted, og i år er der arrangeret fælles bustransport fra Aalborg til en pris på 150,- kr. tur-retur. Der er allerede mange tilmeldte, og vi vil også gerne have dig med, hvis du ikke allerede er tilmeldt.

Link til tilmelding.

Referater på hjemmeside
Alle referaterne fra storkredsens bestyrelsesmøder i 2017 vil i løbet af et par dage være tilgængelige på vores hjemmeside nordjylland.alternativet.dk

Med et ønske om et endnu grønnere 2018 ønsker vi alle et godt nytår!

1 Synes om