Nyhedsbrev / årsmøde 16.1.2021 kl.14 / referat af møde 3.11.2020
Kære Alternativister i Lejre.
2020 rinder ud og vi ser desværre tilbage på et år med den laveste aktivitet i lokalforeningens historie. Årsagen hertil er mange, men det kommer nok ikke bag på nogen hvis vi nævner Corona og så ikke mindst helt centrale frontfigurers farvel til partiet og folketingsgruppen i marts måned i år. Fire ud af fem folketingsmedlemmer forlod således partiet og herefter stod Torsten Gejl alene tilbage som sidste mand på vagten. Den nye politiske leder, Josephine Fock, fik således mere end travlt med at samle stumperne og i skrivende stund må vi tilmed konstatere at hun forlader posten, således at et nyt valg ligger lige om hjørnet.
Bestyrelsen har dog holdt møde tirsdag d.3.11, som i kan læse under det her brev og som et af de vigtige punkter har vi besluttet at afholde årsmøde så hurtigt som muligt, hvilket er d.16. januar 2021. Men vi afholder årsmødet, Corona eller ej og vil samtidigt opfordre til at man tilmelder sig mødet, da vi meget vel stadigvæk kan være ramt af forsamlingsforbuddet på 10 personer. Deltagerne i bestyrelsesmødet er allerede tilmeldte, således at der måske kun er 6 pladser herudover. De som så ikke kan deltage fysisk vil dog kunne få lejlighed til at deltage elektronisk. Men hvorom alting er, så er årsmødet nu berammet til følgende tid og sted
Årsmøde lørdag d.16.1.2021 kl. 14
Fælleshuset i Bofælleskabet Buske
Raunsbjergvej 26
4330 Hvalsø
Dagsorden vil være ifølge vedtægterne og forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 4 uger før mødets afholdelse dvs. senest lørdag d.19.12.2020.
Forslag sendes til lejre@alternativet.dk og tilmelding kan ligeledes ske via denne email.
Bestyrelsen står iø for en større udskiftning, idet vores kasserer Ulla Jensen ikke genopstiller og forperson Carsten Teichert træder også tilbage efter årsmødet.
Næstforperson Kai Drewes derimod fortsætter, hvis og såfremt vi kan få sat en ny bestyrelse. Hvis ikke vi kan sætte en ny bestyrelse må vi enten gøre foreningen passiv eller få den lagt sammen med et antal nabokredse.
Men som i kan læse i nedenstående referat er partiet stadigvæk aktivt og har bl.a. besluttet at støtte en aktion rettet mod borgerinddragelse vedrørende fase II af Søtorvet i Hvalsø og vi er også i dialog med lokallisten “Levende landsbyer” ift. evt. at indgå i et samarbejde med dem til næste kommunalvalg.
Dette var alt for nu.
Vi håber at se flest mulige af jer d.16.januar
Vh bestyrelsen forlokalkreds Lejre
Carsten Teichert, forperson
Kai Drewes,næstforperson
Ulla Jensen, kasserer
Referat af bestyresesmøde tirsdag d.3.11.2020 kl. 18:30-20:30
Tilstede:
Carsten Teichert, forperson; Kai Drewes,næstforperson; Ulla Jensen, kasserer; Jonas Thyregod, menigt medlem
-
Dato for årsmøde: 16/1 2021 kl 14
-
Hvad skal der ske med Alternativet Lejre:
Carsten (formand) og Ulla (kasserer) genopstiller ikke. Såfremt der ikke kan findes en ny bestyrelse vil vi forsøge enten a) sammenlægning med andre lokalforeninger eller b) gøre foreningen passiv indtil der dukker nogle op.
Dette skrives ud til medlemmerne med opfordring til at melde sig.
-
Levende Landsbyer vil gerne i valgforbund med os til det kommende kommunalvalg - en evt. ny bestyrelse må tage stilling til det.
-
Bedre Hvalsø: Jonas fortalte om samarbejdet i Hvalsø om borgerinddragelse mv ifm Søtorvet etape II - vi besluttede at donere kr. 6.000 kr, såfremt vi modtager en beskrivelse/indstilling.
Jonas fik tilladelse til at skrive læserbrev på Alternativet Lejres vegne, såfremt bestyrelsen godkender det.
Evt. Ulla søger partistøtte for 2020 (er gjort)