Nyhedsbrev april 2023

Kære skønne alternativister

Det er en spændende tid, vi går i møde; landsmødet - hvor vi endelig igen skal mødes - kommer nærmere, der er kandidater, der får lov til at prøve kræfter med arbejdet som MF’ere i Folketinget, og strategien er nået til den sidste justeringsfase, hvor alle I medlemmer får mulighed for at komme med respons.

Der venter også i denne måned både et ÅndSpirationsmøde og En Politisk Tænkeboks, som I kan glæde jer til, og så er det med at få bestilt plads på årets sommerhøjskole. Og sidst men ikke mindst, arbejdes der på, at vi kan blive klar til EP-valget, men mere om alt det i herværende nyhedsbrev.

Jeg ønsker jer god læselyst.

Med forårsgrønne hilsner

Trine Aslaug Hansen, forperson for HB
på vegne af Hovedbestyrelsen

Møder om strategien

Siden årsskiftet har hovedbestyrelsen, folketingsmedlemmerne og sekretariatet været i gang med at opdatere vores gamle strategi, der tog afsæt i drøftelser mellem medlemmer, MF´ere og HB-medlemmer. Vi har fortsat haft fokus på at få strategien til at afspejle hele organisationen, men som noget af det nye har vi tydeliggjort opdelingen i de tre søjler: det parlamentariske, det politiske og det organisatoriske, og så udbygger vi også strategien med et afsnit omhandlende arbejdet i byråd.

Målet er med andre ord: en samlet strategi for det parlamentariske arbejde i Folketinget og byrådene, det politiske arbejde, som sammenbinder det hele og arbejdet med det organisatoriske. Og nu er tiden kommet til at inddrage alle jer medlemmer og derefter alle tillidsvalgte. Vi indbyder jer med andre ord til at dukke op og høre om strategien og komme med forslag og input:

Den endelige strategi præsenteres på landsmødet, hvor vi vil bruge tid på at drøfte, hvordan vi kan omsætte strategien til handling nationalt og lokalt.

Vi glæder os til at se jer.
Bh. Hovedbestyrelsen

Optakt til EP-valget

Som I nok ved, er der valg til Europa-Parlamentet maj/ juni 2024, og det bliver en fest, vi naturligvis skal deltage i. Går du derfor med en lille EP-politiker i maven, er det med at komme på banen nu, og det gør du ved at henvende dig til din lokale storkredsbestyrelse eller Det Nationale Kandidatudvalgs tovholder, Rasmus Rydahl rasmusrydahl@gmail.com . Du har også mulighed for at deltage i EP-møderne beskrevet herunder.

  1. møde ons. d. 12. april kl. 17.30 - 18.30 (for EP-kandidater/ -aspiranter, Valgstyregruppen, Det Nationale Kandidatudvalg, POFOLU) - Link til mødet: meet.google.com/ecp-coem-xdd

  2. møde man. d. 27. april kl. 16 - 17 (EP-kandidater/ -aspiranter, Valgstyregruppen og repræsentanter for Det Nationale Kandidatudvalg.) - Link til mødet: meet.google.com/poa-atsk-bpo

  3. møde lør. d. 7. maj kl. 13 - 15. (EP-kandidater/ -aspiranter, Valgstyregruppen og repræsentanter for Det Nationale Kandidatudvalg.) Link til mødet: meet.google.com/vvx-kvvn-dyp

Møderne er som udgangspunkt digitale - så alle kan være med. Dog er der mulighed for at det sidste møde gøres fysisk, hvis der er stemning for det.

EP-kandidaterne vælges på opstillingsmøder ude i alle storkredsene, og i den forbindelse er HB på trapperne med et vedtægtsændringsforslag til Landsmødet, hvor vi anbefaler, at vi fremover kan vælge to EP-kandidater pr. storkreds og ikke kun én, som vedtægterne siger nu. Om alt går vel, kommer vi derfor til at opstille 20 kandidater på Å´s liste. Da valget falder på et lidt uheldigt tidspunkt ift, hvornår vi vælger kandidater, har HB i øvrigt valgt at forlænge alle nyvalgte EP-kandidaters valgperiode frem til EP-valget.

På Landsmødet kommer EP-valget også til at fylde, bl.a. skal vi have valgt en midlertidig spidskandidat. Listerækkefølgen og det endelige valg af spidskandidat kommer til at foregå på et ekstraordinært landsmøde efter sommerferien. Alle storkredse skal derfor have valgt deres kandidater inden - og gerne hurtigst muligt have sendt eventuelle aspiranter i retning af Det Nationale Kandidatudvalg, så de kan være med i træningsprogrammet så lang tid som muligt.

Landsmødet

Som I ved, nærmer landsmødet sig, og det bliver en fest, da Alternativet jo fylder 10 år. Planlægningen skrider fremad, og vi tør godt sige, at programmet bliver godt, så det er med at få sig tilmeldt - hellere i dag end i morgen!

Hvornår: den 20.-21. maj 2023. Lørdag kl. 09.00-01.00 og søndag kl. 09.00-18.00.

Hvor: Odense Congress Center i Odense, Ørbækvej 350, 5220 Odense SØ

Hvordan: Køb din billet her - senest d. 19. april kl. 14.00. Vi kan maksimalt være 250 alternativister fysisk til stede – så det er efter først til mølle-princippet - men alle kan være med og stemme via livestream.

Uanset om du deltager fysisk i Odense eller følger med på livestream, skal du være tilmeldt digital afstemning her på AlleOs, hvis du ønsker at afgive din stemme under landsmødet. Vi stemmer udelukkende digitalt. Du skal have været medlem af Alternativet i minimum 90 dage op til Landsmødet for at være stemmeberettiget.

Det er også nu, man skal indsende forslag og vedtægtsændringsforslag, man ønsker at fremsætte. Og det er nu, man skal melde sig som kandidat til Hovedbestyrelsen. Der er bl.a. brug for kvinder, så hold dig ikke tilbage.

Poster man kan opstille til er følgende:

  • Politisk leder/lederpar (Franciska Rosenkilde genopstiller)
  • Forperson for Hovedbestyrelsen (Trine Aslaug Hansen genopstiller)
  • Midlertidig spidskandidat til Europaparlamentsvalget
  • Hovedbestyrelsen (5 pers.)
  • Politisk Forum (POFO; 6 personer fordelt på: 1 folketingsvalg-kandidat, 1 Europa Parlaments-kandidat, 3 regionsrådsvalg-kandidater og 1 kommunalvalg-kandidat)
  • Dialogrådet (3 pers.)
  • og Vedtægtsudvalget (3-5 pers.).

Deadline er 22. april. Se mere her.

Politisk Tænkeboks og formøde til Politisk Tænkeboks

Denne måneds Politiske Tænkeboks tors. d. 27. april kl. 19 - 20.30 har temaet: Hvordan melder man sig mere ind?
Og vores gæste politiker, der denne gang er Troels Christian Jakobsen fra Borgerrepræsentationen i København, stiller os spørgsmålene: Hvordan er den bæredygtige frihed og det bæredygtige fællesskab? Hvordan tænker vi frihed, solidaritet, individ og fællesskab i Alternativet?
Du kan læse mere om Den Politiske Tænkeboks og finde menúen til jeres lokale Formøde til Politisk Tænkeboks her: https://drive.google.com/drive/u/0/folders/1cv1MsNiue0wYNiPbITo3y9JBvFL9HkSz
Mødelink til Politisk Tænkeboks finder du her: Launch Meeting - Zoom

ÅndSpiration - sommerhøjskole hele året

Denne måneds ÅndSpirationsmøde handler om den gode arbejdsplads og dens betydning for det gode liv. Og hvordan gør vi så det? - Vi taler med erhvervspsykolog Maike Glue, der arbejder med kurser og debat om livsbalance og med Marie Storkholm, ledende overlæge på Horsens Sygehus, der har skabt en arbejdsplads med en udviklingskultur, som giver arbejdsglæde og personlig tilfredshed.

Mødet ligger tirs. d. 25. april kl. 19 - 20.15.
Link til mødet: Launch Meeting - Zoom

Vi glæder os til at se dig.
Hilsen ÅndSpirations-teamet

Sommerhøjskole

Alternativet inviterer alle unge, gamle, singler, par, familier og børn, til en inspirerende uge i højskoleånden og det politiske engagements tegn søn. d. 23. juli kl. 16 - lør. d. 29. juli kl. 12.

Tag med på sommerhøjskole på Kalø. Stedet er naturskønt og tæt på skov og strand.

Der er 30 km til Aarhus og 20 km til Ebeltoft, så det er let at komme til i eget transportmiddel eller med bus fra Aarhus eller færge og bus fra Sjælland.

Der er nu åbnet for tilmelding ved mail til sommerhoejskolen@alternativet.dk

Vi skal bruge dit navn, alder, telefonnummer, oplysninger om allergier (maden er plantebaseret), og hvis I er nogen, der ønsker at sove sammen.

Priser:

  • Voksne i delt dobbeltværelse - kr 1825
  • Voksen i telt - kr 1675
  • Børn på madras på voksens værelse 4-12 år - kr 650
  • Unge sovesal/shelter/telt 13-18 år - kr 1000
  • Medlemmer af ÅU sovesal/shelter/telt op til 30 år - kr 550
  • Tillæg for enkeltværelse - kr 500
  • Sengelinned tillæg - kr 125/person, bestilles senest 25. maj - man kan medbringe sit eget

Prisen inkluderer overnatning, lækker, næringsrig og inspirerende vegansk mad, kaffe, te og mellemmåltider og selvfølgelig deltagelse i programmet. Maden bliver lavet af et skønt hold af kokke, så vi alle har god tid til at slappe af og nyde opholdet.

Som sidste år samskaber vi højskolen, både det praktiske og indholdet, og du må meget gerne allerede nu byde ind, hvis du har noget du brænder for at bidrage med eller synes der er noget vi skal have med. Det er brede sociale, kulturelle, kreative, politiske emner der bliver taget op. Vi bygger videre på successen fra sidste år, og kender højskolen og området bedre, og vi kommer til i højere grad at give plads til at bruge naturen og området, og til spontane aktiviteter.

Det er ikke et krav, at man er medlem af Alternativet for at deltage, så Inviter venner og familie med.

Vi glæder os helt vildt til en skøn og inspirerende uge i sommerlandet.

Kærlig hilsen arrangør-gruppen

ÅU-møder - invitation til LOS-møde

Som en del af vores fokusområder i strategien, har vi besluttet, at ÅU skal have en håndsrækning, så de bl.a. kan få øget deres medlemstal. Vi er derfor en lille gruppe bestående af Sekretariatsleder Mark Desholm, Forperson i HB Trine Aslaug Hansen, Politik- og kampagnechef Allan Lindemark samt ÅU-medlemmer Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen og Mikkel Høj Bagger Larsson, der forsøger at igangsætte aktiviteter, der kan støtte op om ÅU. I den forbindelse vil vi gerne invitere alle de tillidsvalgte i storkredsbestyrelserne til et LOS-møde, hvor vi kan brainstorme idéer til lokal opbakning af ÅU. Dette møde ligger tirs. d. 2. maj kl. 18-19. Link til mødet: Launch Meeting - Zoom

Velkommen til Emil Sloth Andersen

I den forgangne måned er der også sket det dejlige, at vi har fået et ekstra medlem i Borgerrepræsentationen i København. Dette skyldes, at Emil Sloth Andersen, der var medlem af den radikale gruppe, efter lang tids overvejelse, valgte at gå over til Alternativet. Vi byder Emil varmt velkommen og glæder os til samarbejdet.

Nyt fra Borgen og Sekretariatet

Vores nye politikere på Borgen er for alvor kommet i arbejdstøjet, og de har alle gang i mange spændende opgaver og projekter. Der er dog også allerede udsigt til et par udskiftninger for en tid, da Helene Liliensdal Brydensholt går på barsel og Christina Sade Olumeko skal skrive sit speciale. Christina har allerede overladt pladsen til Noah Reinert Sturis, og Helene bliver erstattet af Nanna Høyrup fra maj og to måneder frem. Det er en spændende chance Noah og Nanna nu får for at deltage i det parlamentariske arbejde, så det ønsker vi dem held og lykke med.

Franciska har taget hul på sin rundtur i landet, og hun har foreløbig været i Nordsjælland, Midt- og Vestjylland og Østjylland. Det har været gode arrangementer, og Franciska takker for den imødekommenhed, hun har mødt hos både tillidsvalgte og medlemmer, og hun glæder sig til at komme ud i de øvrige storkredse og hilse på dér også.

Sekretariatet er så småt ved at være bemandet, men vi mangler fortsat en miljøpolitisk rådgiver, så del gerne dette jobopslag, og fortæl om det i din omgangskreds: Alternativet søger miljøpolitisk rådgiver // Alternativet

Opstart af nye fagråd

Theresa Scavenius er i gang med at opstarte to fagråd; ét for forsvar og ét for energi, og hun søger derfor fagfolk på de to områder. Har du lyst til at indgå i arbejdet med enten forsvar eller energi, er du derfor velkommen til at kontakte Theresas studentermedhjælper, Emilie Lucia Lumholt Stahlschmidt emilie.stahlschmidt@ft.dk

Frivillige på Folkemødet søges

Vil du deltage i Folkemødet på Bornholm? Vi har brug for din hjælp, og Alternativet kan muligvis hjælpe dig med overnatning og transport.

Vi søger frivillige til at arbejde i vores telt - vi har brug for personer til at bemande en stand og dele vores fantastiske politik, eller måske arbejde et par timer i vores hyggelige bar. Hvis du vil hjælpe, kontakt allan.lindemark@ft.dk - vi tilbyder gratis overnatning på teltpladser eller fine tipi-telte samt masser af god karma og oplevelser til frivillige.

Hvis du har brug for overnatning, men ikke har tid til at hjælpe i teltet, har Alternativet Østjylland lejet en gård tæt på Folkemødet med masser af plads. Kontakt sune.scherfig@gmail.com for mere information.

For transportbehov eller mulighed for at give et lift til et par Alternativister, er der en Facebook-gruppe, hvor vi koordinerer dette. Du kan finde den her: Alternativet - Samkørsel | Facebook

Hvis du ønsker at gøre endnu mere, som at hjælpe med at arrangere events og andre spændende ting, så tilføj Mette-Sasja (Redirecting... ) som ven på Facebook, og hun vil sørge for, at du kommer med i en fælles messengertråd, hvor vi koordinerer alt sammen.