Jeg er forperson for en lokalforening og jeg kan se, at vi har fået nye medlemmer siden Uffe Elbæk meldte ud midt i december. Små tal men alligevel. Vi har pt 63 medlemmer i lokalforeningen hvoraf langt de fleste har været med længe og desværre også er passive og næppe deltager i det kommende ekstraordinære landsmøde. Seneste nye medlem kom i juni og der kom også et i maj. 2 ialt under valgkampen til EU-parlament og folketing. Og nu kommer der 3 indmeldelser på godt 2 uger.
Jeg vil normalt være glad for nye medlemmer men lige nu bliver jeg lidt bekymret. Jeg ser (mindst) en af kandidaterne opfordre sine facebook-følgere til at melde sig ind. Det kunne vedkommende have gjort for længe siden og jeg ville have klappet i mine hænder. Men at gøre det nu, og med opfordring til at stemme på vedkommende ved det kommende valg, så er jeg lidt i syv sind.
3 nye medlemmer gange med små 100 lokalforeninger, jo det kunne godt afgøre valget. Og der er et par uge endnu hvor de kan nå at melde sig ind. 3 ud af 63 lokale er jo ikke så galt. Men 3 ud af de knap 10 lokale, der er aktive, er et lidt andet billede.
Kan nogen med adgang til det samlede medlemstal checke om det er et landsdækkende fænomen eller blot en lokal tilfældighed?
Skal jeg glæde mig over nye, forhåbentligt aktive, medlemmer, der måske tager deres egen politiske leder med? Det kunne godt være at vi ”gamle” ville have valgt samme person. Det er jo ikke til at vide. Men det kunne også være, at vi havde valgt en anden. Måske er de her nye medlemmer præcist hvad vi har brug for? Jeg er nu alligevel lidt bekymret. Hvad syntes du? Ser jeg spøgelser hvor jeg burde se lys i mørket?
Vi, Assens, har fået 2 nye medlemmer.
Jeg er dog ikke bekymret for at der er tale om kupforsøg, jeg tror mere det dels er den opmærksomhed Å har fået via klimaloven og dels den omvendte Uffe-effekt.
Jeg er sikker på der sidder mennesker med sympati for Å, men med begrænset sympati for Uffe, ikke nødvendigvis som menneske men som politisk leder.
Uffe var selv min største overvindelse for at blive medlem, og jeg har fra start haft den holdning at når Uffe engang stoppede, så ville Å enten dø eller blomstre, og jeg håber og tror på st vi kommer til at blomstre.
Jeg er et tidligere medlem, der nu har meldt mig ind igen efter en pause/udmeldelse på cirka et år. Så jeg tæller vel også som et af de nye medlemmer, der kan træde ind og ‘kuppe’ eller måske med vakkelvorent tilhørsforhold ikke burde kunne stemme (?) Derfor lidt om mine tanker og baggrund: I min første periode følte jeg stærkt for Alternativet og arbejdede aktivt i flere sammenhænge. Men jeg mødte også flere skuffelser og blev frustreret, træt og rådvild - i tvivl om hvad Å egentlig var (blevet til), og om Å var det rette forum/parti/personer at støtte og være med i i kampen for de politiske emner, jeg brænder for. Jeg har gennem tiden været meget inspireret af Uffe - af han evne til at være visionær og kreativ, inspirerende, levende og skarp og modig. Der var også tilfælde, hvor jeg kunne være uenig og se skeptisk på følger af hans måde at være leder på (som jeg evnede at se det fra mit sted). Men grundlæggende fandt og finder jeg ham inspirerende. Det var ikke pga. ham, hans lederskab, jeg meldte mig ud - men jeg er enig i hans valg om at give fanen videre nu. Og jeg meldte mig vel ind igen, fordi det åbner et nyt rum for udvikling, MÅSKE en ny epoke, hvor noget af den fantastiske energi og engagement, der var i de tidlige dage, kan genfindes i ny form. Også pga. den aktuelle politiske situation, hvor vi med en S-ledet regering med de støttepartier, der nu er, og megen klappen hænder i medier og måske i bred befolkning af klimalov m.m. kan være sådan brug for Å til at være kritisk og konstruktiv og i den grad et Alternativ, der tør tænke og handle meget mere grundlæggende og bredt samfundsforandrende. Formulere det paradigmeskifte jeg hele tiden har følt, der er brug for.
Nå - det var bare for at give et perspektiv på, at et nyt medlem også kan være et gammelt medlem, der melder sig ind igen. Selvfølgelig vil jeg gerne være med til at stemme på, hvem der skal være ny politisk leder. Det er ikke fordi jeg ikke forstår bekymringen, der formuleres i denne tråd, men måske kan nye og ‘gamle nye’ også bringe noget godt med, et engagement i et potentiale for det nye Å. Da jeg meldte mig ind igen, vidste jeg ikke, hvem jeg ville stemme på - håbede Josephine måske ville stille op igen men uden at være afklaret med, at det / hun ville være det helt rigtige. Det er altså mere et åbent ønske om en ny, spændende udvikling for Å.
Bedste hilsner Malene
Som jeg skrev i mit første svar, så deler jeg ikke bekymringen, men jeg er da åben over for at der kan tages visse forbehold.
Hvis der kort efter valget ses en stor udmeldelse af “nye” medlemmer, og valget til PL blev afgjort med spinkelt flertal, så kunne “vi” enten undlade at vedtage det ændringsforslag om at PL ikke er på valg ved førstkommende ordinære landsmøde, eller på ordinært landsmøde stille forslag om nyvalg.
Så selv hvis der skete et kup, ville vi “gamle” medlemmer stadig have mulighed for at begrænse skaderne.
Tvivler dog stærkt på at der findes folk der er så store modstandere af Å at de målrettet vil sabotere et valg til PL.
Lokalt, hvor ganske få stemmer er afgørende var det nok mere aktuelt med længere tidsfrister, men da disse virker ekskluderende er jeg ikke tilhænger.
Jeg har givet min søn et års medlemskab af ÅU i julegave. Vi snakkede om det før, Uffe’s udmeldning. Så det kan jo også være sådan der er kommet flere medlemmer.
Mvh. Jeanette Dahl
Jeg forstår godt tanken Thorbjørn. Jeg har ikke set ret meget på FB henover julen, men har holdt mig til dialog og messenger, når det handler om vores interne ting.
Ud fra hvad folk skriver her er der nok flere grunde. Jeg vidste ikke, at der er en kandidat, som opfordrer folk til at melde sig ind. Til gengæld har jeg mødt flere, som enten tidligere har meldt sig ud, som nu har genindmeldt sig, eller som nu kan se sig selv i Alternativet og gerne vil være med til at sætte den nye retning.
Historisk har vi set store udsving i medlemstal, når der sker noget i partiet. Fx dengang hvor Mai Mercado forsøgte at gøre alt til Uffes skyld. Fra maj ‘15 til maj’ 16 fik vi ca 8000 nye medlemmer. Efterfølgende kom nogle sager, hvor vi nærmest kunne tælle nedgangen fra dag til dag. Hvis jeg tager de glade briller på, så kan jeg godt se det som en måde at vise engagement og tage stilling.
Jeg er nok som Michael ikke så bekymret, selvom jeg godt kan forstå ønsket om at de medlemmer vi får kommer fordi de gerne vil hele projektet på den lange bane.
Tak fordi du sætter ord på, hvorfor du har meldt dig ind igen. Jeg er, som Michael, ikke bekymret for et kup. Vi har gennem årene, på flere landsmøder, netop diskuteret disse vedtægter og hver gang været enig i, at tilliden til hinanden og andre vægter højest.
Og med det antal nye medlemmer vi har fået står vi altså ikke overfor et kup.
Personligt har flere af de frivillige der har kæmpet ved min side under både kommunal og folketingsvalg meldt sig ind for nyligt for at kunne bakke mig om til dette valg. Og jeg bliver faktisk rigtig ærgerlig over at nogle vil tage stemmerettet fra de mennesker. De har knoklet for mig, og Alternativet gennem årene, frivilligt og uden at få en krone for det. Nu ønsker de at få reel indflydelse. Og det synes jeg ærlig talt vi skylder dem. Og skylder dig.
I ægte Alternativet-ånd har jeg brugt dagene over jul og nytår i samvær med mine nærmeste. Nu er det nye år i gang og det er mit arbejde ifm. valget af ny politisk leder også. I hører fra mig.