Ny Politisk Kultur i et konflikthåndteringsperspektiv

Jeg har forfattet den her - egentligt ment, som en kronik til Information. Men i erkendelse af det sidste afsnit vælger jeg bare, at bringe den her:

Alternativets opløsning – den politiske samtales ophør?

Om hvordan gode viljer og mangel på eftertænksom handling kan ende med at tage livet af Ny Politisk Kultur. Om hvordan konflikt- og spilteori kan bruges til at forstå ny politisk kultur. Og om hvordan jeg har fejlet.

I disse dage flyder pressen over med støtteerklæringer til Josephine Fock. Det er godt og rart, at vores nyvalgte politiske leder nyder opbakning. Desværre er erklæringerne også et udtryk for en ”os og dem”-tankegang, hvor der i selve det, at nogen mener, at de har et behov for at erklære deres støtte til Josephine Fock, ligger en usagt skelnen imellem de rigtige og de forkerte – ”os”, der støtter og ”dem”, der ikke gør.

Når man bruger meddelelser og erklæringer, så lægger man ikke op til dialog. I bedste fald ender det med parallelmonologer, i værste fald et decideret sammenbrud i kommunikationen. Det svarer nogenlunde til at RÅBE til en anden person, at denne skal lytte til en. Det er sjældent befordrende for det ønskede resultat . Ofte er det bare kontraproduktivt .

Ønsket om en Ny politisk kultur er grundlæggende for Alternativets eksistensberettigelse. Vi har snakket en hel masse om det, dog uden rigtigt lykkes med at give det konkret substans. Det har været en flyvsk, abstrakt størrelse. Noget med at tale pænt, lytte meget og erkende egne fejl. Når det har været så abstrakt er det nok fordi kultur generelt er en abstrakt størrelse. Ekspert på kulturer i organisationer, Edgar H Schein siger at kultur er et sæt værdier, som skabes, afdækkes eller opfindes, når en gruppe mennesker løser sine konflikter og når løsningen af konflikterne bliver betragtet som den rigtige måde at løse dem på, i en grad, hvor vi lærer værdierne og konfliktløsningsmønstrene til nye medlemmer af gruppen. Det er med andre ord fornuftigt at kigge på hvordan en gruppe løser sine konflikter, hvis man vil være klogere på kulturen i gruppen.

Set i det perspektiv, hvordan klarer Alternativets sig så? Har vi håndteret vores konflikter på nye måder og dermed lagt fundamentet for en Ny Politisk Kultur? Svaret på det må være et rungende ”Ja - en lille bitte smule”, efterfulgt af et forstemmende ”Nej, helt tydeligvist overhovedet ikke nok!” En lille bitte smule skal findes i vores debatdogmer, delvist i vores værdier (her tænker jeg især på Empati – evnen og viljen til at sætte sig i den andens sted – især, når det er svært) og institutionelt i det, at vi har valgt at have et ”Dialogråd” – oprindeligt ”Konfliktmæglingsråd”. Når det kun er en lille bitte smule – og tydeligvist overhovedet ikke nok – så er det fordi vi har defineret dogmerne, værdierne og nedsat rådet, men vi har kun i meget begrænset omfang brugt dem – især sidstnævnte.

I fredstid har der været rimelig vilje til at tale pænt til og om hinanden og lytte. Når der har været konflikter er Dialogrådet kun i meget begrænset omfang blevet anvendt- Således blev Dialogrådet og mægling ikke inddraget i de tre første eksklusionssager, afgjort af Hovedbestyrelsen (HB). I de seneste to år er det lykkedes at få et samarbejde imellem HB og dialogrådet op og stå og den proces, som HB har igangsæt omkring Josephine kan især tilskrives dette samarbejde. Når der overhovedet kan svares ”en lille bitte smule” så er det fordi der i samarbejdet mellem HB og Dialogrådet faktisk har været en meget positiv udvikling.

Folketingsgruppen er en helt anden historie. Ikke på noget tidspunkt er Dialogrådet blevet inddraget i de konflikter, der har været på den Grønne gang og den foretrukne konflikthåndteringsmetode har tilsyneladende været at stikke hovedet i busken og håbe, at det går væk, eller stemme om det og så må taberen tage til takke med ret ind eller forsvind. Problemet ved sidstnævnte er selvfølgelig, at tabere sjældent rigtigt retter ind og hvis de forsvinder, så er der altid risikoen for, at de kommer tilbage igen.

Jeg sidder i Dialogrådet og har gjort det siden det blev oprettet i ´16. Nu er jeg den sidste, af dem der har været med fra starten. En del af ansvaret er altså mit. Jeg har ikke gjort nok for at række ud – især til den grønne gang, jeg har ikke gjort nok for at komme rundt og forklare, hvordan man kan gøre det anderledes. Jeg skulle have gjort mere for at sætte ord og handling på ny politisk kultur. Gjort mere for at sørge for at det abstrakte begreb blev mindre abstrakt og mere konkret. Deri har jeg fejlet. Undskyld.

James P Carses gren af spilteorien er nyttigt for at forstå begrebet Ny Politisk Kultur. Der er der to typer spil; uendelige (infinite) og afgrænsede (finite) spil. I de afgrænsede spil gælder det om at vinde, i det uendelige spil gælder det om at opretholde spillet og der man er med lige så længe, man har lyst, tid og ressourcer til det. Hvis man vil forstå politisk kultur er dette prisme nyttigt; i klassisk politisk kultur er formålet – det man fokuserer på – at slå den anden, at vinde. I ny politisk kultur ved man at det gælder om at opretholde spillet og blive i det. I ny politisk kultur giver det ikke mening at sige ”vi stemmer om det og hvis du taber, så ret ind eller forsvind” – i ny politisk kultur ved vi godt, at den energi, der er i modsætningen, i kritikken, forsvinder ikke, fordi vi laver en midlertidig opgørelse af stemmer. Den bliver ved med at være der. I ny politisk kultur gælder det altså ikke om at få opbakning, det gælder om at ens idéer har varig styrke. Og idéer bliver stærkere af, at vi lytter til kritik af idéen og integrerer det, ikke ved at vi står fast på idéen og dens perfektion. At se politik som et afgrænset spil er ikke mere rigtigt eller forkert end at se det som et uendeligt spil. Det giver bare forskellige handlemønstre, om man det ene prisme fremfor det andet. Men kan hverken tabe eller vinde det uendelige spil – der er man med lige så længe, man har lyst, tid og ressourcer til at være med.

Jeg har selv været ved at løbe tør for lyst til at være med adskillige gange. Ret nøjagtigt, hver gang jeg oplever, at Alternativet forfalder til klassisk politisk kultur, hvor det gælder om at skaffe eller give opbakning, hvor det gælder om at have ret, om at finde en vinder og om fortælle taberen, at de kan rette ind eller forsvinde. Når jeg ser disse ting, så mister jeg lysten og så er min tid og mine ressourcer mere fornuftigt brugt andre steder.

Ved håndtering konflikter på en empatisk måde, er det vigtigt at spørge sig selv, om man kan gå en runde mere, hvor man prøver at forstå den andens rimelige standpunkt. Om man kan frembringe det overskud, det kræves for at gøre det kontraintuitive og se sagens fra den andens synspunkt. Hvis man kan, så går man en runde mere. Hvis man ikke kan, så gør man ikke.

Hver gang jeg oplever klassisk politisk kultur i Alternativet, stiller jeg mig selv det spørgsmål. Og indtil nu har svaret været, at jeg godt kunne tage en runde mere. Projektet med at skabe en ny politisk kultur er for vigtigt til at jeg giver op nu. Og Alternativet er stadig det sted, der har det størst mulige potentiale. Når nu jeg tager en runde mere, så indebærer det, at jeg sætter mig ned og snakker sammen, lytter mere end jeg taler, og dropper erklæringer og meddelelser.

Og jeg er mig smerteligt bevidst om det ironiske i at forfatte en kronik, som har som udgangspunkt at det er skidt at kommunikere igennem erklæringer og meddelelser. Jeg håber, at det kan være, at nogen griber røret og ringer til mig, så vi atter kan gå gang i den politiske samtale.

12 Likes