Ny mærkesag: Nej til atomvåben!

Det er fint at vi har slået pjalterne sammen med Grøn Alliance, men der er stadig langt op til spærregrænsen. Vi må se i øjnene at klimakrisen er røget ned på vælgernes dagsorden, og det går selvfølgelig ud over Alternativet, idet klimakrisen er vores vigtigste mærkesag. Desuden er de andre partier begyndt at tage klimakrisen lidt mere seriøst, hvilket svækker vores grønne profil, relativt set. Hvis vi skal over spærregrænsen, så er vi nødt til at tale om det, der interesserer vælgerne. Og det er først og fremmest dagsaktuelle temaer som inflationen og krigen i Ukraine. Jeg har en idé til en ny mærkesag i relation til Ukraine-krigen:

Rusland har netop annekteret fire regioner i Ukraine, og præsident Putin har truet med at forsvare russisk territorium med atomvåben, om nødvendigt. Eftersom det går dårligt for russerne på slagmarken, så er der god grund til at frygte at Putin bliver så desperat for at vinde, at han rent faktisk vil bruge taktiske atomvåben mod Ukraine. Det er en frygtelig tanke, som vi slet ikke tør tænke på. Men nu er det på tide at vi danskere begynder at tage atomtruslen alvorligt – ikke bare i forbindelse med Ukraine-krigen, men i det hele taget. Det er det vigtigste politiske tema overhovedet. Endnu vigtigere end klimakrisen. Det handler om vores fysiske overlevelse. En atomkrig kan komme meget hurtigt, og så er det hele slut. Det er vi nødt til at se i øjnene. Vi må italesætte problemet, i stedet for bare at fortrænge det. Dette kunne blive Alternativets vigtige mission i den kommende valgkamp. ”Alternativet – tør hvor andre tier”.

Mange vælgere mener sikkert, at Alternativet har udspillet sin rolle. Men lad os vise dem noget andet. Lad os sætte dagsordenen igen, ligesom i 2019. Hvis Putin tager atomvåben i brug inden valget – Gud forbyde det – så vil vælgerne ikke tale om andet, og vi vil få stor sympati for vores mærkesag.

Men vi har jo ikke atomvåben i Danmark, så hvad kan vi gøre? Der er én ting vi kan gøre: Vi kan underskrive ”Traktaten om forbud mod atomvåben”. Indtil videre har 91 lande skrevet under. Desværre er det næsten udelukkende tredjeverdenslande. Lad os blive et foregangsland på dette område, ved at være det første NATO-land, som underskriver traktaten. Lad os trække NATO ind i traktaten. Det vil i hvert fald skabe debat i NATO, og så sætter vi også dagsordenen der. USA vil utvivlsomt stritte imod, men det er på tide at vi europæere tager bladet fra munden. På denne måde kan vi få stor indflydelse, og yde et vægtigt bidrag til at eliminere atomkrigstruslen. Det er det eneste rigtige at gøre.

Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons - Wikipedia.

2 Synes om

:green_heart:Ja, kære Carl B. det er virkelig en voksen god ide, at sige NEJ tak til a-våben - uanset, hvor F. de kommer fra…

Tak for dit velplacerede indkast til vores udenrigspolitik!

Kærlig hilsen
Gunhild :sparkler:

1 Synes om

En meningsmåling fra 2020 viser at 77 % af danskerne ønsker at vi skal underskrive traktaten. Kun 7 % svarede nej. Så det er en klar vindersag.

www.icanw.org/nato_poll_2021.

1 Synes om