Ny bestyrelse, nyt budget for København og en masse begivenheder den kommende tid

Kære Alternativister i København

Valgkampen nærmer sig med hastige skridt, og vi går ind i en spændende periode fyldt med energi, fællesskab og engagement. Den nyvalgte bestyrelse er allerede trukket i arbejdstøjet og har konstitueret sig på følgende måde.

Bodil Nissen er valgt som talsperson.
Nicholas Woolhead og Uffe Meulengracht er sammen valgt som økonomiansvarlige.
Allan Lindemark er valgt som kampagneansvarlig og Katrine Skov-Hansen er kommunikationsansvarlig.
Mona-Lisa Mortensen er almen medlem af bestyrelsen.
Paul Hartvigson og Uffe Meulengracht er suppleanter til bestyrelsen.

Der er allerede mange begivenheder i kalenderen.
Vi giver derfor et overblik over de vigtigste begivenheder den nærmeste tid herunder.
Nederst kommer vores to medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation med en beretning fra de netop overståede budgetforhandlinger.

Lørdag den 6. september – Supplerende opstillingsmøde

Vi ved godt, at vi har holdt mange opstillingsmøder – men vi har også mange kandidater, der gerne vil være med i valgkampen. Det er et luksusproblem!
Derfor indkalder vi til supplerende opstillingsmøde, hvor Jakob Ravn og Roger Matthisen stiller op.

Det er på lørdag d. 6 september 2025.
Fra kl. 10.00 - 12.00
Sted: København S, Sundholmsvej 8
Tilmeldningen på AlleOs her.
Se opstillingsgrundlag fra de to kandidater her.

Søndag den 7. september – Søndagsbrunch i Liflandsgade 2

Den første søndag i måneden inviterer vi alle medlemmer af storkredsen til brunch i vores lokaler i Liflandsgade.

Den første time har vi hel uformel hyggesnak.
Herefter har vi altid noget opdatering fra Københavns Rådhus - fra et af BR medlemmerne og en dialog om det. Men ofte også andre aktuelle emner.

Lige nu er vi i fuld gang med valgkampen - så kom og bliv opdateret på, hvor vi deler flyers ud næste gang mm.

Der serveres kaffe og the, og et vegansk frokostbord

Det er på søndag d. 7 september 2025.
Fra kl. 11.00 - 13.00
Sted: København S, Liflandsgade 2
Tilmeldningen på AlleOs her.

Mandag den 8. september – Orienteringsmøde om budgetaftalen

Vi inviterer alle medlemmer til et online orienteringsmøde om budgetaftalen for København. Her får du en gennemgang af hovedpunkterne i aftalen, mulighed for at stille spørgsmål og indgå i dialog om de politiske prioriteringer. Længere nede kan du også læse en beretning fra vores repræsentanter på Københavns rådhus, Birgitte Kehler Holst og Emil Sloth Andersen.

Mandag d. 8 september kl. 17.00
Sted: Online link udsendes via AlleOs her

Søndag den 14. september – Bilfri søndag på Nørrebrogade

Glæd dig til Københavns hyggeligste gadefest fra kl. 14.30–18.00. Hele Nørrebrogade forvandles til et byrum med dans, musik, workshops, kridtmaling, sæbekasseløb og masser af aktiviteter for både børn og voksne.

Alternativet finder du ved siden af et stort Å på Nørrebrogade. Nærmere lokation afventes.

Vi er klar med flyers, samtaler og grøn energi og alle KV25-kandidater opfordres til at medbringe egne flyers.

Det er på søndag d. 14 september 2025.
Fra kl. 14.30 - 18.00
Sted: Nørrebrogade
Tilmeldningen på AlleOs her.

Fredag den 3. oktober – Fælles kampagnekickoff

Sæt kryds i kalenderen! Den 3. oktober inviterer Alternativet København og Alternativets Unge København til et fælles kampagnekickoff. Vi starter kl. 16.30, og det bliver en eftermiddag og aften fyldt med energi, oplæg, fællesskab og konkrete idéer til, hvordan vi sammen kan sætte gang i valgkampen.

Arrangement afholdes på Guldbergs Plads 16, 2200 København N, Danmark

SÆT KRYDS I KALENDEREN - VALGPLAKATOPHÆNGNING

Lørdag d. 25. oktober kl. 12.00 må vi hænge valgplakater op. Der bliver kamp om de gode pladser, men vi er klar. Vi mangler bare dig.

Sæt derfor kryds i kalenderen lørdag d. 25. Oktober.
Mere info om sted kommer.

En stor budgetaftale med klare alternative aftryk

Der er netop indgået en aftale om budget 2026 på Københavns rådhus. Alternativet er med i denne aftale. Nedenfor kan du læse en redegørelse vores repræsentanter på Københavns rådhus, Birgitte Kehler Holst og Emil Sloth Andersen.

Boligpolitisk arbejdsgruppe skal skabe betalbare boliger

En ny boligpolitisk arbejdsgruppe skal se på, hvordan særligt penge fra pensionskasser kan bruges på at finansiere byggefællesskaber, andelsboliger og let-tilgængelige lejeboliger – i stedet for de mange dyre lejeboliger vi ser. Det var et meget klart ønske fra Alternativet. Den boligpolitiske arbejdsgruppe ligger i fin forlængelse af ”boligpolitisk redegørelse”, som kommer hvert år. Den var faktisk også en opfindelse fra Alternativet.

Måling miljøfremmede stoffer i vandet

Der måles fremadrettet på miljøfremmede stoffer på alle badesteder i København hvert eneste år. Der måles samtidig på tungmetaller. Det betyder, at vi får et retvisende billede af kvaliteten i vandet i København. Der er frygt for, at anlæggelsen af Lynetteholmen har haft negative indvirkninger på vandkvaliteten. Med målingerne får vi mere oplysning.

3.000 ekstra børn kan besøge grøn oase

En ekstra bevilling betyder, at langt flere børn – hele 3.000 ekstra – kan besøge haven De Glade Rødder. Her kan de lære om planter, passe dyr – alt sammen med dygtige voksne med viden om natur. Det har også været et klokkeklart alternativt ønske.

Menstruations-produkter på skolerne

Der er fundet penge til at fuldende pilotforsøget med menstruations-produkter på en håndfuld skoler. Der har været stor efterspørgsel på at deltage i forsøget og generelt positiv respons. Forslaget udspringer fra Alternativets egen børne- og ungdoms-baggrundsgruppe. Samtidig kommer der en evaluering til sommeren 2026, og viser dén evaluering positive resultater

Ligestilling i front

En ligestillingsenhed skal fortsat udarbejde en ligestillingsrapport for Københavns Kommune. Samtidig skal en række medarbejdere i Økonomiforvaltningen rådgive andre forvaltninger om, hvordan man kan understøtte ligestilling i kommunen.

På børneområdet: to voksne i dansk- og matematik i udskolingen og uddannelse til pædagogmedhjælpere

Der kommer fremadrettet to voksne i både dansk- og matematik i klasserne. Det gælder for 8. og 9. klasse. Det vil kunne mærkes af mange børn. Samtidig sættes initiativer i gang, så voksne i daginstitutionerne, der ikke har uddannelse, kan få basis-uddannelse om børnepædagogik.

Klima- og cykelpakke. Fremskridt men plads til forbedring

Der er i budgettet en klimapakke, og der er en cykelpakke. Der var et meget stort beløb til fordeling blandt partierne, og kun en brøkdel er gået til klima og cykler. Det er bedre end ingenting. Men Alternativet ville have haft mere. Næste store slag om klima skal stå i borgerrepræsentations-salen med mødet i september. Her skal vi stemme om klimastrategien, og Alternativet vil forsøge at få mere grønt ind.

Ét stort kompromis med klare alternative aftryk

Og så er der skattelettelserne! Skatten bliver sænket, og det er ikke kernepolitik for Alternativet. Og vi er også der, hvor vi skal passe på med de kontinuerlige skattelettelser, for der skal være plads til velfærden. Der er der også nu, men vi skal passe på i fremtiden. Alternativet har tilvalgt kompromisset. Og vi er inde i budgetaftalen igen, efter to år at have være ude. Det har givet gode, klare alternative aftryk.

​​Sikring af doughnut-økonomien

Der er fortsat en bevilling til doughnut-modellen, som indebærer, at man i en rapport fra Københavns Kommune med jævne mellemrum laver en rapport, der kigger bredt på, om kommunen er bæredygtig, og om vi holder os inden for de planetære grænser.

Endnu flere arbejdspladser skal have fire-dages arbejdsuge

En ny bevilling sikrer, at endnu flere kan nyde godt af den fire-dages-arbejdsuge, som lige nu bliver mere og mere udbredt. Det er også et klokkeklart alternativt aftryk, og en sag, vi har løftet fra det spæde frø på idé-plan og frem.

Den samlede budgetaftale kan findes via linket her.

Grønne hilsener
Bestyrelsen i Alternativet København
Og Alternativets borgerrepræsentationsgruppe
Birgitte Kehler Holst og Emil Sloth Andersen

1 Synes om