Misbrugsbehandling

Hvordan opnår vi en misbrugsbehandling, der er holistisk, skademinimerende og inkluderende?

1 Like

Indfør tvungen B vitamin i øl, især b1 og b12 er vigtige. Inden man begyndte at pasteurisere øl, indeholdt de b vitaminer, hvilket betød at man ikke som idag, i samme grad, fik ødelagt frontallappen, en lidelse der nu resulterer i alkohol demens, psykose og asocial adfærd.

Åbningstider på misbrugscentre skal ligge når folk er vågne og ikke tidligt om morgenen, hvor det er svært for en misbruger, at stå op med tømmermænd. Centrene skal indrettes så de er hyggelige og imødekommende, frem for at være venteværelser og meget gerne i stueetagen, med mulighed for cafeindretning udenfor, så der skabes et hyggeligt forum og netværk omkring andre ting end at misbruge. Centrene skal bemandes med psykologer, der er eksperter i narrativ og kognitiv terapi, forskellige behandlere og repræsentanter for sundere interesser, samt folk der har klaret sig igennem misbrug. Man har meget gode erfaringer med ayuascha terapi, hvorfor ophold på godkendte resorts med fordel kunne ydes tilskud til. Det vil koste penge til at starte med at oprette et ordentigt behandlingssystem, men vil spare samfundet for hjemmehjælp, plejehjem, psykiatri, familierådgivning og tvangsfytning af børn. Igen er spiselige skovhaver/folkehaver med et socialt aspekt, som bålplads og amfiteater, en terapeutisk mulighed.

1 Like

Madordning til misbrugere. Inden man får udbetalt sin ydelse, kan der trækkes et beløb til f.eks en økologisk kasse, man får bragt til døren, fyldt med alt det man har brug for, for at få en sund afbalanceret diæt.

Det lyder interessant med vitaminisering. Men mon ikke at vores kulturelt accepterede drug… ethanol, alkohol, oh sankta spiritus, amen! … er den væsentligste ødelægger her?

Og er alkohol i øvrigt ikke bare en bedøver, der midlertidigt frigiver os fra neocortex’ tyranni, når vi ikke kan frigøre os på mere permanent basis?

Jeg tilslutter mig i dén grad hvad du skriver her - at have et holistisk livssyn; det er mennesker ligemeget hvad, værdifulde, med ressourcer!

Samtidig er jeg også bare næsten pr reflex anti-drug; psykiatri, cheminova, regnskov eller ej - derfor spørger jeg: Hvorfor ønsker du “ayahuasca til folket”?

Jeg vil lige tilføje at jeg kender flere, der har taget ayahuasca ture - og synes umiddelbart ikke at det fx har øget deres sociale kompetencer. Men måske ser det anderledes ud indefra? Hvad siger du/ I?

Lad mig fortælle en historie om en kvinde jeg har kendt i mange år. Måske kan den bidrage lidt til denne debat, med de observationer jeg har gjort mig omkring de tilbud hun har modtaget.

Hun kom ud i et heroinmisbrug. Men hun var så heldig at møde en god mand, som hjalp til at motivere hende til at stoppe med heroinen. Hun bestemte sig til selv at tage en “kold tyrker” (pludseligt stop med heroinmisbruget, selvom man får meget alvorlige og ubehagelige abstinenser), og så bagefter henvende sig misbrugscenteret for at få hjælp.

Allerede inden abstinenserne var helt overstået, henvendte hun sig på misbrugscenteret. De afviste hende med henvisning til, at hun selv var kommet ud af misbruget. Heldigvis ombestemte misbrugscenteret sig, da hendes praktiserende læge (som havde tilset hende under den kolde tyrker) truede med at gå til pressen med afvisningen.

På misbrugscenteret fik hun metadon. Det var et krav fra misbrugscenterets side.
Det ene ulovlige narkotiske stof blev altså erstattet med et andet lovligt narkotisk stof. Hun accepterede det dog, blandt andet fordi metadonen ikke gav samme voldsomme lykkefølelse som heroinen (hun var bevidst om, at denne lykkefølelse sammen med abstinenserne gav den stærke afhængighed). Det er næsten 30 år siden, og den dag i dag får hun stadig metadon fra misbrugscenteret.

Hun var dog ikke glad for at skulle komme på misbrugscenteret hver dag for at indtage metadonen. Hun ville gerne bryde med sin gamle omgangskreds, som stort set alle også var narkomisbrugere, da ingen andre i længden kan klare at være sammen med en heroinmisbruger. Men på misbrugscenteret mødte hun mange fra denne omgangskreds. Og udenfor, og i nærheden af, misbrugscenteret var der mange narkohandlere, som gerne ville sælge hende det stof hun stadig manglede, men så hårdt prøvede at holde sig fra. Heldigvis modstod hun fristelserne. Men efter den første måned kunne misbrugscenteret ikke tilbyde hende anden hjælp end at give hende metadon.

Det var tydeligt, at hun fik det bedre, og at hendes sociale situation blev bedre. Nye venner i stedet for de gamle narkoman-venner. Og et fast og stabilt forhold med den mand der havde hjulpet hende til at indse hun var nødt til at stoppe med heroinen (de blev senere gift).

Og hun trappede ned med metadonen i samarbejde med misbrugscenteret. Men på et tidspunkt sagde de på misbrugscenteret, at hun ikke kunne trappe længere ned. Hun skulle have minimumsdosis, og hun blev overvåget under indtagelsen, så hun kunne ikke tage mindre. Hun havde altså valget mellem at fortsætte hos misbrugscenteret, eller at stoppe helt med metadonen. Hun forsøgte et par gange at stoppe helt, men så begyndte det efter en dag eller to at “krible i kroppen” som hun har fortalt mig, og hun blev nervøs for om hun ville begynde med heroin igen, og begyndte derfor med metadonen igen.

På et tidspunkt fandt hun en ulovlig kilde, hvor hun kunne købe metadon. Så droppede hun ud fra misbrugscenteret. Selvom hun egentligt kunne købe og tage alt hvad hun ville, trappede hun bare mere og mere ned. Tilsidst var den dosis hun indtog kun fem procent af misbrugscenterets minimumsdosis. Hun fortalte mig, at hun ikke kunne komme længere ned: Hun kunne ikke mærke hun tog den lille dosis, men hvis hun tog mindre begyndte det igen at krible i kroppen for hende. Hun var (og er den dag i dag) stadig lidt nervøs for at komme ud i et heroinmisbrug igen. Det var nok den bedste periode i hendes liv efter hun blev afhængig af det.

Desværre forsvandt hendes kilde til ulovlig metadon. Med hendes ekstremt lille forbrug kunne hun, med det hun allerede havde købt, holde den kørende i næsten et år mere. I den periode forsøgte hun desperat at finde en anden kilde og at trappe yderligere ned eller helt stoppe. Desværre uden held.

Så hun blev nødt til at gå tilbage til misbrugscenteret igen. Her kunne hun få “mindstedosis”, hvad hun blev nødt til. Hun har fortalt mig at hun ikke var glad ved den følelse af “skæv” hun oplevede første gang hun fik 20 gange så meget metadon, som hun var vant til. Det mindede hende alt for meget om hendes gamle dage med heroinen - og fristede hende.

Jeg har fået at vide, at misbrugscenteret er blevet meget bedre siden. Den første forbedring var, at hun ikke skulle komme hver dag, men i stedet kunne komme en gang om ugen for at indtage dagens dosis metadon, og så få de næste seks dages dosis med hjem. De sidste par år har misbrugscenteret også tilbudt personlig rådgivning, og sociale events som for eksempel museumsbesøg. Det har hun brugt efter hendes mand døde.

.

Man kunne konkludere meget ud fra denne historie. Men måske er det bedst at lade det lange indlæg jeg har skrevet stå, og lade andre kommentere først.

Det eneste jeg vil konkludere nu er, at der er tale om en stærk kvinde der kom i uføre, overlevede, og har klaret sig siden, selvom hun - hvis hun ikke var blevet fastholdt i “systemet” - nok var kommet tilbage til arbejdsmarkedet, så det offentlige havde sparet en masse penge, og alle igen havde været meget mere glade.

2 Likes