Medlemsbrev Storkreds Østjylland

Kære medlemmer i Storkreds Østjylland

Så er året snart gået, og det er tid til at sænke skuldrene og komme i julestemning. - Og ingen snak om Corona her!

Det har været et vildt år på alle måder, og det at være medlem af Alternativet har krævet is i maven og evnen til at tro på, at det nok skulle lykkes at holde skansen under og efter valget. Det gjorde vi - omend det var med hiv og sving - og vi står her heldigvis endnu. Fem byrådsmedlemmer blev det til på landsplan, hvoraf det ene heldigvis faldt i vores storkreds. Et stort tillykke til Mira Issa Bloch for den flotte sejr.

Desværre har vi også mistet en plads i Byrådet i Syddjurs, hvor Mette Refshauge Foged ikke kom ind trods et flot personligt valgresultat. Tusind tak til Mette for den store arbejdsindsats.Vi satser på, at hun genvinder pladsen i 2025.

Desværre kom heller ikke Rasmus Foged ind i regionsrådet igen. Vi vil savne at have Rasmus dér, og det vil de helt sikkert også i Regionsrådet, da der altid bliver lagt et seriøst stykke arbejde, hvor Rasmus er. Er der nogen, der skulle have lyst til at sige tak for en god tørn på vegne af Alternativet til Rasmus, er det så heldigt, at han har inviteret til reception d. 8. januar kl. 14. Forhåbentlig er I mange, der vælger at dukke op.

Opsigelse af lokaler og medlemsmøde

Nu er vi så på den anden side af valget, og ud over at evaluere det gennemståede valg skal vi også så småt til at forholde os til den nye virkelighed og alt det, vi har ladet ligge mens valget stod på.

Til den nye virkelighed hører, at vores økonomi er blevet væsentligt forringet, hvorfor vi i bestyrelserne i Aarhus og storkredsen har valgt at opsige lokalerne i Jægergårdsgade. Opsigelsen effektueres 31. marts. Det er selvfølgelig lidt vemodigt og måske bliver det også lidt udfordrende at finde steder at være, når vi fremover skal mødes fysisk, men det skal nu nok gå, da vi jo er idérige mennesker. Hvad, vi derimod ikke blot kan afvente at tage stilling til, er, at finde en opbevaringsmåde og lokalitet til alle vores ting, som lige nu står i containeren i Jægergårdsgade. Vi må derfor gå i tænkeboks og inden længe diskutere en løsningsmodel. - I inviteres derfor til zoom-medlemsmøde i Storkreds Østjylland onsdag d. 12. jan. kl. 19 - 21. - Vi håber, rigtig mange vil dukke op og deltage i snakken.

Punkter på mødet vil omhandle:

  • Opbevaring
  • Kommende aktiviteter
  • Budget/ økonomi
  • Behov for indkøb
  • Diskussion ang. sammenlægning af foreninger

Opstillingsmøde

Ud over medlemsmødet kan I også allerede nu komme det næste opstillingsmøde i kalenderen, da vi jo skal sikre os, at vi har folketingskandidater kørt i stilling til, når der bliver udskrevet valg.

Opstillingsmødet finder sted lørdag d. 26. februar kl. 11 - 14. Vi håber denne gang på et fysisk møde, men derom vil I høre nærmere.

Nuværende og kommende kandidater skal være opmærksomme på, at der er frist for indsendelse af opstillingsgrundlag lørdag d. 29. januar. Og vi opfordrer naturligvis alle til at overveje om det er nu, I skal springe ud som kandidater for Alternativet. I så fald skal I kontakte bestyrelsen på mailadressen: storkreds.oestjylland@alternativet.dk så sender vi den opstillingsskabelon, der skal udfyldes.

Tilbage er nu blot at sige, at vi i bestyrelsen Storkreds Østjylland takker for året der gik og ønsker jer alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.

Med kærlig hilsen
Trine Aslaug Hansen
Forperson/ Bestyrelsen Storkreds Østjylland
Alternativet

1 Synes om