Kan kampen mellem landbrug og miljø løses med Målrettet Regulering?
Af Mogens Buch-Hansen
Det kunne på mange måder have givet god mening, da regeringen for nogle år siden valgte at slå Landbrugsministeriet og Miljøministeriet sammen i et Miljø- og Fødevareministerium. Naturen er gennem årtusinde blevet manipuleret til at producere fødevarer til samtidens smag kloden over. Med en voksende befolkning er der gennem tiderne fremkommet nye teknologier, der har kunnet forøge produktionen, og i Europa har nye plove til bedre jordbearbejdning og nye sædskifter efter det første årtusindeskifte øget landbrugsproduktionen så meget, at det lagde grunden for en arbejdsdeling mellem bønder på landet og en håndværker- og handelsklasse i byerne.
Danmark var jo oprindeligt skovdækket og skoven er fra stenalderen gradvist blevet ryddet for at skaffe næringsstoffer, energi og areal til landbruget. En voksende befolkning skubbede på en teknologisk udvikling til at øge fødevareproduktionen gennem forædling af planter og husdyr, udnyttelse af husdyrgødning og andre teknikker. Det er i dag endt op med et landbrug der hviler på kunstgødning, diesel og pesticider.
Vort billede af landbruget var helt op til 1960’erne stadig det romantiske Morten Korch billede af en rigtig dansk bondegård med karle og piger, høns og grise, køer og får og evig solskin. Dengang var der ca. 200.000 bedrifter i Danmark med en blandet og integreret produktion. I dag er vi nede på ca. 10.000 fuldtidsbedrifter, som kun beskæftiger ca. 1.5 % af arbejdsstyrken i den primære landbrugsproduktion . Det tal var så sent som i 1966 på 12.8 % , hvor 300.000 var beskæftiget i den primære landbrugsproduktion. Gennem de sidste mere end 50 år er landbruget for alvor blevet industrialiseret, hvor traktorer, mejetærskere, malkemaskiner og et utal af andre maskiner har overtaget arbejdet fra hestene, malkepigerne og de mange tusinde der var beskæftiget i dansk landbrug. Kunstgødning, pesticider og en række landbrugskemikalier blev centrale byggesten i det industrielle landbrug, som satsede på høj vækst i udbytter og indkomst og som i stigende grad rettede sig mod eksport. Den stigende industrialisering og kommercialisering betød færre ansatte i den primære landbrugsproduktion, men lidt flere i den forarbejdende industri. Den blev til gengæld globaliseret og koncentreret således at blot fire firmaer i verden kontrollerer op mod 90 % af den globale kornhandel og andre fire firmaer står for 97 % af forskning og udvikling indenfor kylling produktion. Syv firmaer kontrollerer tæt ved 100 % af markedet for kunstgødning og således kunne vi blive ved.
Baseret på tidligere tiders fødevaremangel, blev der efter II Verdenskrig fokuseret vældigt meget på en stigende landbrugsproduktion, og det industrielle landbrug bidrog i starten til at forhøje både udbytter og indtjening. Landbruget blev, ligesom samfundet i øvrigt, underlagt et vækstparadigme med stadigt stigende forbrug af kemikalier, større stalde og maskiner, som banker og kreditforeninger bidrog med lånekapital til. Bønderne pantsatte deres bedrifter og dansk landbrug har i dag en gæld på mere end 380 milliarder kroner, eller knapt fem gange værdien af den samlede årlige landbrugsproduktion.
Landbrugets vækstparadigme, som primært er drevet af samfundets generelle forbrugermentalitet, men ikke mindst af banker og kreditforeninger, der kræver højere vækst som sikkerhed for nye lån til stadigt større maskiner og stalde og øget forbrug af landbrugskemikalier, har bl.a. den konsekvens, at det kvæler jordlivet og dens naturlige frugtbarhed. For at honorere kravet om produktivitet bliver jorden afhængig af et øget forbrug af kvælstof, fosfor og pesticider, som på samme tid skader naturen. Det er vækstens hamsterhjul der gør at fødevareproduktionen ikke længere foregår i pagt med naturen og miljøet, men i stedet bliver hinandens modsætning, som graver en grøft i den nødvendige debat om forholdet mellem landbrug og natur.
Den modsætning har stået klart i fem årtier og blev skærpet, da den borgerlige regering overtog Miljø- og Fødevareministeriet. Med Eva Kjer Hansen som minister blev Landbrugspakken fremlagt i 2016, som efter miljøforkæmpernes udsagn, så stort på de gevinster der indtil da var skabt for miljøet gennem tre vandmiljøplaner og EU’s Vandrammedirektiv. Fortidens store udledninger af kvælstof, fosfor og pesticider i søer og vandløb havde skabt iltsvind og fiskedød i Danmarks vandområder. Havet omkring Danmark var ikke længere det friske klare vand med en sund bundvegetation og masser af fisk og andre vanddyr.
Landbrugspakken fra 2016 skærpede retorikken mellem de to sider af Miljø- og Fødevareministeriets portefølje. De borgerlige ministre har desværre i vid udstrækning støttet vækst imperativet i landbrugsproduktionen på bekostning af miljøet. Det fik i februar 2016 Eva Kjer Hansen til at trække sig som minister på baggrund af forkerte og tilbageholdte oplysninger om konsekvenserne af Landbrugspakkens udledninger af miljøskadelige stoffer i vandmiljøet. Den nye minister på området, Esben Lunde Larsen, har imidlertid fortsat tråden og har for ganske nylig indgået et snævert forlig med Dansk Folkeparti om igen at udskyde indførelsen af den Målrettede Regulering. Den blev ellers brugt som trylleformularen til at få Landbrugspakken igennem.
Der er stor politisk opbakning til ideen om en målrettet regulering og når landbruget efter Landbrugspakkens vedtagelse fik lov at øge gødskningen med kvælstof, var det med løftet om at der i 2018-19 ville blive indført en ’intelligent’ målrettet regulering. Den ville rette op på den overgødskning, der ville være en konsekvens af Landbrugspakken. Med det snævre forlig Regeringen indgik med Dansk Folkeparti om Målrettet Regulering, er den udskudt et år til 2019-21. Hertil kommer, at der mellem de involverede forskere hersker stor usikkerhed om målingerne af udvaskningen af næringsstoffer, samt af hvilke virkemidler der skal indgå i den Målrettede Regulering. Den usikkerhed bliver ikke mindre af det postyr, der har været om forskernes myndighedsbetjening indenfor landbrugsområdet. Ministeriets ønske om at støtte landbrugserhvervets økonomi, samtidigt med universiteternes interesse i de mange millioner forskerne indtjener, især til Århus Universitet, skaber en berettiget tvivl om forskningens uafhængighed. Når Regeringen så oven i dette bruger ønsket om et Danmark i balance til at flytte Miljøstyrelsen til Odense med samtidig overflytning af 150 medarbejdere til departementet, er der potentielt risiko for at skabe kaos i ministeriets faglige betjening af miljøsiden. At man samtidigt beholder Landbrugsstyrelsen i København, tæt på departementet og ministeren, viser med al tydelighed, at fødevareproduktionen styres af ønsket om penge og vækst i erhvervet, på bekostning af miljøet.
Et ansvarligt politisk modspil
Den borgerlige regering har nu gennem flere år opbygget en miljøgæld og når ikke en gang Socialdemokratiet fik lov at være med i det sidste snævre forlig med Dansk Folkeparti, peger det på nødvendigheden af et ansvarligt rødt/grønt modspil, der igen får oprettet balancen mellem landbruget og miljøet, nu da landbruget er blevet afhængigt af produktivitetshamsterhjulet, drevet af gældsbyrden til banker og kreditforeninger. Landbrugspakkens tilladelse til øget gødskning, baseret på et usikkert datagrundlag, må trækkes tilbage indtil et troværdigt datagrundlag for en målrettet regulering er på plads.
Den sidste socialdemokratisk ledede regering nedsatte efter sin indsættelse en Natur- og Landbrugskommission, hvis opgave det var at komme med forslag til, hvordan et lønsomt landbrug kunne etableres og samtidigt undgå de miljøskader, som udledning af næringsstoffer fra landbruget bibringer. Det var Natur- og Landbrugskommissionen, der foreslog etableringen af en målrettet regulering til afløsning af den generelle regulering af landbrugets forbrug af næringsstoffer. Kommissionen foreslog etableringen af et detaljeret retentionskort, hvor der for hver landbrugsbedrift kunne beregnes recipientens følsomhed med henblik på at fastlægge mulige landbrugspraksisser og krav til virkemidler for hver enkelt bedrift.
Danmark har brug for en gennemgribende jordreform. Fundamentet må bygge på en jordfordelingsfond med muskler, så der for alvor kan blive omfordelt jord i landbrugslandet. Intensiv produktion skal flyttes til de robuste jorder, mens de sårbare arealer ekstensiveres og udlægges til natur og fødevareproduktion i balance med naturen. Det Grønne Danmarkskort skal være rettesnoren, så vi både får klaret vores problemer med vandmiljøet og får gjort naturen robust gennem sammenhængskraft og rum til styrkelse af biodiversiteten.
I dag er 62 % af det danske land opdyrket og dermed er Danmark et af de mest intensivt dyrkede lande i verden. Det holdes oppe af EU subsidier på ca. 10 milliarder kroner om året og pantsætning af bøndernes bedrifter til banker og kreditforeninger til at holde hamsterhjulet i gang. Det går ud over naturen, livet på landet og ikke mindst gældsplagede landmænd. Vi står derfor overfor store ændringer i udnyttelsen af det danske land. Ekstensivering af landbrugsproduktionen, udtagning af lavbundsområder og nedslidte og dårlige jorder, sammen med en robust målrettet regulering af brug af næringsstoffer er en redningsplanke for miljøet, samtidigt med at en troværdig målrettet regulering kan tillade en øget gødskning på de robuste jorde. Landbruget må have tid og kompensationer til en omstilling, bl.a. finansieret af EU’s landbrugsstøtte.
Når omlægningen er sket må princippet om at forureneren betaler til gengæld håndhæves, således at en målrettet regulering faktisk sikrer en bæredygtig fødevareproduktion sammen med naturen og ikke imod den.
Mogens Buch-Hansen