I dag blev jeg provokeret i en sjældent høj grad. Jeg blev bekendt med en leder i Berlingske “Kvind jer op”, der omhandler ligestilling, og som jeg læser den er det et skoleeksempel på hvordan ulighed i både familieliv og karriere kommer til at antage en skyld hos kvinderne. Det er vores egen skyld at vi prioritere som vi gør. Vi kunne jo bare give os til at uddanne os mere, i stedet for at indrette vores hjem efter Bo Bedre. Eller bruge pengene på Harvard fremfor designertasker.
Det er sikkert i en god mening lederen er skrevet, men den retorik der bruges og det kvindesyn der ligger til grund for udtalelserne, er med til at bidrage til et konservativt syn på kvinder.
Men det er jo nemt nok at lade sig provokere og forarge, men hvordan skulle sådan en leder så se ud for at have den tilsigtede virkning?
For mig bør den primært tage udgangspunkt i ligeværd mellem mennesker og ikke i en forestilling om at det er en kamp for kvinder om at “blive lige så gode” som mænd. Det handler om hvordan vi kan yde vores bedste som mennesker både i familien og ind i samfundet.
Jeg ville ønske man talte meget mere om ligeværd af mennesker og af de opgaver der ligger foran os, frem for at vende tilbage til en kapitalistisk retorik der er med til at sætte den ene gruppe af mennesker op mod den anden.
“Kvind jer op” skal læses med de humoristiske briller.
Sandheden er, at ingen moderne virksomhed har råd til at fravælge halvdelen af talentmassen alene på grund af køn. Det er økonomisk selvmord for et lille land som Danmark. Desuden er det talrige gange bevist, at arbejdspladser med en passende blanding af begge køn performer bedre på alle parametre.
Ligeværd mellem kønnene kan ikke gradbøjes, men respekten fra omverden er den enkeltes ansvar.
Nu er det sådan, at statistisk set er kvinder bedre uddannede end mænd, så vi har taget i mod lektien og uddannet os. Det kan så ikke ses i erhvervslivet. Det skyldes at kvinder kæmper imod nogle svære ods… et af dem er at mænd vælger mænd. Et andet, at det stadigt er sådan at skal nogen “fravælge” børn p.g.a. karriere, så er det stadig mændene der gør det (et godt argument for øremærket barsel i øvrigt) Et tredje er at kvinder generelt ses som arbejdskraft reserve, da de er nemmere at fyre p.g.a. mange barns sygedage og andre familie/ køns grunde. Derfor er der stadig meget brug for at der tænkes kvinder ind i arbejdsmarkeds tiltag og at det et must med at mændene inddrages i familiepolitikken.