Grønland ligger i USA’s interessesfære, ligesom Ukraine ligger i Ruslands. For at undgå, at USA anvender væbnet magt for at sikre sine interesser i Arktis har Danmark og Grønland lavet en aftale med USA om sidstnævntes adgang til ressourcer, territorier og militær tilstedeværelse i Grønland, og om andre landes forbud mod at få det samme i Grønland. Især hvis man ikke er et NATO-land, er man ikke længere velkommen til frit at drive aktiviteter i Grønland. Selv om den danske regering siger, at alle har fået noget ud af aftalen, så var der nok ikke blevet lavet en aftale af den slags i 2026, hvis ikke Grønland og Danmark oplevede, at de stod overfor en overvældende trussel fra USA om en amerikansk overtagelse af Grønland med magt. Med andre ord var det ikke en frivillig aftale, som de to små lande valgte helt frit.
Derfor må det nu være på tide, at danske politikere vågner og anerkender, at virkeligheden også banker på andre steder end i Grønland. På samme måde som man måtte acceptere, at man som nabo til en stormagt i Nordatlanten ikke bare kan vælge sin egen fremtid helt frit, så må man også anerkende, at USA og andre stormagter også har interesser andre steder, som man ikke kan ignorere. Der er blevet holdt utallige taler om ethvert lands ret til frit at vælge sin udenrigspolitik – herunder sin deltagelse i militære alliancer. Denne virkelighedsfjerne idealisme må afløses af realisme, nu hvor vi har lært det på vores egen jord.
Jeg vil derfor foreslå, at statsledere i Europa igen vil tillade sig selv at tale højt om Ruslands interesser i forhold til sine naboer. Med andre ord at man ikke glemmer, at Rusland, ligesom USA, ønsker en vis kontrol over, hvor tæt andre stormagter eller potentielt fjendtlige stater kan komme på deres grænser. Man vil måske endda opdage, at man har overset nogle signaler fra Rusland, som allerede for 20 år siden tilkendegav, at udbygningen af NATO helt op til Ruslands grænser var et problem.
Jeg ønsker ikke at retfærdiggøre, at Rusland reagerede med krig. De skulle have holdt sig til diplomatiske skridt. Men når man begynder at se virkeligheden i øjnene i Europa, vil det åbne nogle veje for en fredsaftale i Ukraine. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det vil føre til fred, men vi vil åbne en vej. Én af de største forhindringer for fred har nemlig været Vestens overbevisning om, at vi er de gode, og det kun er russerne, der skal give indrømmelser.
For at afslutte med et helt andet perspektiv, som jeg også finder relevant, så har Danmark og Tyskland jo siden det, man i Danmark, kalder Genforeningen i 1920, lært, at gamle fjender godt kan opdele og afstå land, som de begge opfatter som deres, på en fredelig måde og opnå en fredelig sameksistens for begge folk i de berørte grænseregioner. Det kunne også være fremtidsvision for Øst-Ukraine.