Hvorfor handler så meget af den her leder-debat om, hvordan vi får flere stemmer ved de kommende valg?
Det vigtigste må da være, at vi får lavet mest mulig forskel i verden. Nært og fjernt.
Min egen ikke-dokumenterede analyse siger mig, at vores succes ved valget i 2015 skyldtes, at vi var fløjtende ligeglade med meningsmålingerne, men gjorde de ting, der gav mening. De ting, vi vidste, skabte værdi - og gjorde det med charme, højt humør og ægte nysgerrig kærlighed.
Da vi så havde mandaterne blev vi mere og mere ramt af frygten for at miste noget - og blev bange.
Vi holdt op med at danse og give krammere til fremmede. Vi afvejede “de rigtige prioriteringer”.
Landsmøderne kom til at ligne alle de andres - bare med græs på scenen. Væk var de små laboratorier og tilbud om meditationer.
Det har faktisk været så galt, at nogen har kunnet blive helt fornærmede over, at andre partier “overtog vores politik” - har man da hørt noget mindre Alternativt
Da partiet valgte at pege på os selv til statsministerposten, forklarede Torsten Gejl det med en enighed om at det måske kunne risikere partiets eksistens, men at: " vi fandme ikke er kommet i Folketinget for at flytte kommaer, men for at ændre noget for alvor."
Da mærkede jeg suset igen.
Jeg håber inderligt, at vi får en leder, der vil sætte sig selv bagest og arbejde for at alle andre shiner - og at vedkommende vil være klar til at understøtte, at vi genfinder modet til at satse alt på det, vi tror på er rigtigt: Håb, kærlighed og humor
I bund og grund ville jeg ønske, at man faktisk havde lavet den diller-collage i stedet for at frygte reaktionerne. Jeg tror, den ville have været en fed kommentar til rigtig meget af, hvad der er galt i samfundet - men frygten gjorde det i stedet for en skamstøtte.
Love is in the air - og vi skal tilbage til at hylde det