KV25 / RV25 Klar til efteråret... God sommer!

Top

Kære Alternativister,

Lige om lidt går det løs. Der er godt 4 måneder tilbage, inden vælgerne skal sætte deres kryds til kommunal- og regionalvalget d. 18. november, og når vi mødes igen på den anden side af sommerferien, går vi for alvor ind i valgkampen. Så er det kampagneaktiviteterne, der er i centrum, og det glæder jeg mig helt vildt til med alt det, vi er i gang med at bygge op her i Aarhus og i Alternativet i det hele taget.

Politisk

…får vi stort fokus på trivsel. Vi vil udvikle et trivselssamfund, hvor vi kan leve gode liv af høj livskvalitet uden at gøre skade på andre mennesker og andre arter og den jord, vi bor på.

I Aarhus kommer vi til at stå på ryggen af hele 6 udspil, - dels udspil for omlægning til lokal fødevareproduktion, som allerede er lancereret. Derudover er der udspil på vej for trivsel (velfærd), mobilitet, byggeri, klima og kultur, som alle taler ind i den overordnede vision for trivselssamfundet.

På rådhuset kigger vi ind i svære forhandlinger om budgettet for 2026, men sammen med vores byrådsmedlem Thure Hastrup er vi ved at forberede en stribe budgetforslag, som vi kommer til at kæmpe for med alt, hvad vi har. Vi kommer også til at stille flere kritiske spørgsmål til alle skandalerne med Aarhus Havn, lufthavnen, Marselistunnelen og Kattegatforbindelsen for bare at nævne et par af dem.

I regionen arbejder kandidaterne sammen på tværs af landet og er på vej med et stærkt regionalpolitisk udspil, hvor der blandt mange andre ting er fokus på den helhedsorienterede tilgang til sundhed.

Organisatorisk

…er Lissi Bagge og Asger Sandbo klar som kampagneledelse. De vil samle trådene og holde styr på, hvem der har gang i hvad. Det betyder også, at du altid kan gå til dem med spørgsmål til det organisatoriske omkring kampagnen.

Martin Chemnitz og Jes Jessen står for design og grafik og kampagnemateriale. Selvom vi er et lille parti med små midler, får vi lavet noget fedt materiale.

Jeg er rigtig glad for, at vi har stærke kræfter, der er klar til at løfte nogle af de centrale opgaver. Om alt går vel styrker vi snart holdet med en praktikant. Vi har fået flere kvalificerede ansøgere til et opslag, vi har haft ude.

Der er også andre, der hjælper med forskelligt andet, og det betyder meget. Jo flere vi er til at løfte sammen, des stærkere står vi i valgkampen.

Aktivistisk

…er det nu, vi har brug for alle mand på dæk. Der er rigtig mange opgaver, og her er lidt eksempler på nogle af de opgaver, vi gerne vil have hjælp til:

  • Støtte-deltager til debatter (social/mental opbakning, foto til deling på sociale medier og praktisk hjælp fx med roll-ups)
  • Deltage i gadeaktiviteter
  • Dele flyers ud
  • Hænge plakater op (sæt kryds lørdag d. 25. oktober. Her får vi virkelig brug for alle, og det bliver hyggeligt)
  • Opdatere af hjemmeside med indlæg og nyheder
  • Skrive præsentationer/portrætter af kandidaterne
  • skrive opslag til sociale medier
  • skrive indlæg til aviserne

Hvis du gerne vil skrive opslag eller indlæg, men helst ikke selv vil stå med navn i avisen, så vil det også være en stor hjælp med udkast til os kandidater. En af vores udfordringer bliver nemlig at nå at få fortalt om alt det gode indhold, vi har, så al hjælp er guld værd.

Lissi og Asger samler op på alle opgaverne igen efter sommerferien, men send meget gerne allerede nu en mail retur, hvis du har lyst til at være med til at løfte en af opgaverne.

Sæt også kryds lørdag d. 30. august kl. 10 - 16. Her er der kreativ workshop, hvor vi slipper fantasien løs og udvikler kampagneidéer til gadeaktiviteter og lignende. Det bliver helt sikkert sjovt. Det kommer til at foregå i vores nye kampagnelokale, som bliver vores samlingssted i valgkampen. Det er på Nørreport i den gamle arktikektskoles lokaler.

Nu er det blevet tid til ferie. Jeg glæder mig til vi ses på den anden side - til et spændende efterår.

Rigtig god sommer til jer alle sammen!

Plakat_Bjørn_bred_NY2

Kh.
Bjørn Olsen
Spidskandidat til kommunalvalget 2025
Alternativet Aarhus

Bund