Kære Alternativist
Så er det på søndag, at vi vælger, hvem der skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet de næste 5 år!
Valget er af mange journalister og politiske kommentatorer blevet beskrevet som et skæbnevalg. Vi står i en brydningstid, hvor vores valg har en afgørende betydning for vores fremtid. Klimaet kræver handling og vores demokrati udfordres af højrepopulister og store virksomheder, der undergraver vores fællesskab. På søndag afgør vi hvilke politikere, vi mener, skal sætte kursen for et mere grønt, solidarisk og demokratisk Europa.
For mig som europæer og dansker er det en utrolig smuk tanke, at vi på tværs af hele kontinentet går til valg samtidig i løbet af den kommende uge. For Alternativet bliver søndag en historisk dag. Ikke kun fordi det er første gang, at vi stiller op til Europa-Parlamentet, men så sandelig også fordi vi kan fejre den første fælleseuropæiske opstillingsliste og det første fælleseuropæiske politiske program - nogensinde! Både i Grækenland, Spanien, Polen, Tyskland og Frankrig vil borgere kunne stemme på European Spring. De ville kunne sætte deres kryds med et håb om, at tiden er kommet for et nyt grønt og progressivt EU.
Europæisk Forårsvalgfest
Derfor er det med stor glæde, at jeg inviterer dig med til europæisk forårsvalgfest på søndag. Valgfesten er gratis og foregår på Halmtorvet 9 i København. Og husk at tage dine venner med. Du kan læse mere om eventet og dele det via Facebook her eller AlleOs her.
Europa-Parlamentsvalgkampens slutspurt
Dernæst vil jeg gerne bede jer alle sammen om en lille tjeneste. Som I nok ved, er vi ni kandidater, der stiller op til Europa-Parlamentet. I disse dage dedikerer vi al vores tid til kampen for en grøn fremtid. Vi kunne ikke gøre det alene og din støtte er og har været uvurderlig. Jeg vil derfor først og fremmest sige tak til alle de frivillige alternativister, som jeg har mødt ude i landet og som går på gaden for at dele flyers ud. Af hjertet tak!
Men vi har nu en uge, inden krydset skal sættes. Derfor vil jeg bede jer være med på den sidste spurt! Følg vores kandidater på sociale medier - del, like og vær endelig med i debatten, så vi kan få vores budskab så langt ud som muligt. Jeg kan bl.a. varmt anbefale denne artikel i Midtjyllands Avis af folketingskandidat Tatjana Stenvad. Læs artiklen her. Eller til de tysktalende, denne artikel i Der Nordschleswiger om Karin Rohr Genz, der i weekenden spillede bold over den dansk-tyske grænse i protest mod vildsvinehegnet. kan læses her.
Hvis du har ekstra tid i løbet af ugen og måske har nogle venner eller familie, du kan tage under armen, så har vi bestilt ekstra mange foldere med vores Green New Deal, som skal deles ud. Hvis det er en tjans, du har mod på, så kontakt Europamedarbejder Mathias på mathias.henriksen@alternativet.dk. Folderne kan hentes i Århus eller København.
Inden vi når til søndag, kan vi stadig nå at mødes et sted i landet. Den næste uge kan du bl.a. finde mig her:
- I aften, mandag, er jeg til debat på Arbejdermuseet i København. læs mere her.
- Onsdag er jeg til debat hos Mellemfolkeligt Samvirke på Nørrebro. Læs mere her.
- Onsdag aften er der også den sidste store EU tv-debat på DR1
- Torsdag lanceres bogen A Vision for Europe med en talk i Politikens Boghal i København. Her har jeg inviteret vores European Spring kollega David Adler, som er bogens redaktør samt journalist Preethi Nallu, der ligesom jeg har bidraget med et kapitel, til København for at snakke om fremtidens Europa og vores tanker bag bogen. Du kan læse mere om bogen her og boglanceringen her.
- Lørdag er der Folkets Klimamarch på tværs af hele landet og jeg glæder mig meget til at se Gretha Thunbergs tale i København. Du kan læse om klimamarchen her.
Husk at stemme
Valget bliver tæt for vores vedkommende. I skrivende stund ligger vores valgforbund til to mandater og det ser ud til at blive få stemmer, der afgør, om vi får det ene mandat. Desværre ser det ud til, at mange ikke får stemt til både Europa-Parlamentsvalget og Folketingsvalget, nu hvor de ligger så tæt på hinanden. Men i demokratiet tæller hver en stemme og det her valg, er et valg om, hvilket Europa, vi ønsker. Det er derfor et af de vigtigste valg, vi står overfor! Derfor håber jeg, du vil tage en ven under armen på søndag, når du går ned for at stemme.
Jeg tror på et grønt, demokratisk og solidarisk Europa!
God valgkamp!
Rasmus
MØD OS ELLER TAG KONTAKT
Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K
+45 71 79 18 64