Den 17. september indsendte jeg et høringssvar til koranafbrændoingsloven. Jeg fik et autimatisk svar samme dag om, at min mail var modtaget.
Nu, 4. oktober og lang tid efter høringsfristens udløb fik jeg så det svar tilbage fra Justitsministeriet, at man ikke ville modtage høringssvaret, fordi det lå som et link til en hjemmeside, Justitsministeriet ikke kendte i forvejen.
Da hjemmesider blev oprettet i1991, vil efterlevelse jo indebære, at ministeriet ikke kan godkende hjemmesider, der er oprettet efter det tidspunkt.
Afvisningen af mit høringssvar indebærer, at høringssvaret ikke indgår i den politiske debar som materiale i forbindelse med koranafbrændingsloven.
Nedenfor følger høringssvaret ikke som link, men som tekst.
Forslag om beskyttelse af trossamfund mod provokationer, der kan true den offentlige orden
Mikael Hertig
Folkepensionist, cand. scient. pol.
af Mikael Hertig *
Tags: koranafbrænding, ytringsfrihed, trossamfund, provokation, mindretalsbeskyttelse
- Forslag til formulering af en kommende lovbestemmelse
Nedenfor følger et håndtegnet forslag til lovbestemmelse:
”Stk. 1. Med bøde eller fængsel indtil et år straffes den, der udelukkende for at
fremprovokere en reaktion fra et herværende anerkendt trossamfund eller mindretals
identitetsmarkører på en sådan måde, at det truer den offentlige orden eller rigets
sikkerhed.
Stk.2. Ved afvejningen af, hvorvidt der skal rejses tiltale eller ej jf. stk.1 skal der
navnlig tages hensyn til, om provokationen har et artikuleret indhold, der berettiger, at
man i sammenhæng kan anse handlingen som kritik, omfattet af grundlovens bestem-
melser om ytrings- og forsamlingsfrihed.
Beskrivelse , motivation
Vi har religionsfrihed i Danmark. Den er hjemlet i grundlovens § 71, stk. 1, .
Heroverfor står andre frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed (§ 77) og forsamlingsfrihed med begrænsninger ( §§ 78 – 80).
Regeringens lovforslag rejses i skismaet mellem ytringsfrihed og den offentlige orden. Som regeringens forslag er udformet, er det en objektiv konstaterbar handling, der skal forbydes således, at politiet umiddelbart kan gribe ind og forbyde dens gennemførelse.
Justitsministeren har – formentlig af partitaktiske grunde- udelukket, at der skulle være tale om en genindførelse ag blasfemiparagraffen.
Anledningen er den nationale og internationale reaktion på de mange pressevidoer, billeder og -artikler, der viser Jacob Paludans afbrændinger af koraner, omgivet af en beskyttelsesring af uniformeret, bevæbnet politi og et større presseopbud.
Meningen med et nyt forslag er, at der skal tilvejebringes en anden retstilatand, der gør det muligt at sigte og tiltale paludanlignende adfærd.
Man forestille sig en fremtidig retstilstand, hvor politiet i stedet for at beskytte Paludan skulle gribe ind, sigte ham og få ham dømt, idet han jo hidtil har været flittig til at meddele offentligheden, hvor han ville dukke op og brænde en koran af.
Det er min vurdering, at billederne for udlændinge kunne se ud, som om staten støtter forhånelse af koranen, som er en identitetsmarkør for muslimer – fundamentalister som mere sekulære.
Ingen Paludanske provokationer uden politibeskyttelse?
Afvejningen handler om den offentlige orden her i landet. Uden den indtil videre gældende politibeskyttelsespraksis kunne Paludan næppe være sluppet af sted med sine afbrændinger.
Forholdet er, at retstilstanden/praksis beskytter ytringsfriheden på bekostning af mindretalsbeskyttelse og religionsfrihed.
Krænkelse og beskyttelse
For tiden er hele Danmark under forandring med hensyn til seksuelle krænkelser. Bare mistanken om krænkelse er nok. Krænkeren mister job, ære og værdighed med det samme. Ingen har hidtil fundet på at se på krænkende ytringer af typen ”Du har godt nok en lækker numse” som noget indgreb i ytringsfriheden. Tværtimod er der ingen pardon. Om det er i orden eller ej, hører måske ikke denne debat til bortset fra, at der må og skal henses til krænkelsens genstand, beskyttelsesbehovet.
I debatten har det igen og igen lydt, at der skulle være tale om enkeltpersoners religi øse følelser. Det har aldrig været tilfældet i Danmark; og det er den ene grund til, at der har været så få sager. Om enkeltpersoner føler sig stødt på deres tros vegne eller ej handler om fornærmelse. Fornærmelser og stødthed hører det nære, uregulerede liv til, uanset om det handler om tro eller ikke. Måske er der andre straffelovsbestemmelser,der kan regu lere de sammenhænge: injurier, racisme. Det er lodret forkert, men efter dens ordlyd måske forståeligt.
Krænkelsens/ beskyttelsens genstand kunne deles op i to hensyn: Den offentlige orden og et anerkendt trossamfunds identitetsmarkører.
Hvis ikke den offentlige orden var alvorligt truet, bør der ikke kunne rejses tiltale eller dømmes. Det har været misforstået undervejs, også da Trille sang: ”Ham Gud, han er edogmame svær at få smidt ud”.
Pointen er, at det nok kunne støde en eller anden indremissionær, men ikke folkekirkens læresætninger og slet ikke den offentlige orden.
Der var jo aldrig risiko for stenkast i gaderne. Det samme gjaldt de forskellige forsøg på at provokere med et billede af Jesus med ståpik på Birkerød Station. Herregud, folk skulle med toget. Hensynet til trossamfundet – her kristenhed og folkekirke – ville måske med en anden bestemmelse have været beskyttelsesværdigt, det har jeg ikke forstand på. Men det ville aldrig have været omfattet af blasfemiparagraffen, så længe den offentlige orden ikke var truet. Hvis jeg havde været fornærmet, ville anklagemyndigheden skullet afvise min anmeldelse. Kun repræsentanter for trossamfundet ville have været berettigede til at anmelde, på linje med anklagemyndigheden af egen
drift.
Ytringsfrihed og religionskritik
Det har været svært for pressen og mange, inklusive lovforslaget i dets nuværende udformning, at skelne mellem den kvinde fra Orienten, der stod et sted og rev koranen i stykker, og Paludans afbrænding. Hun opfatter koranen og den medfølgende kulturog regeri ngsundertrykkelse som noget, hun skal gøre politisk oprør imod, og ser – som jeg forstår det – sig selv som offer. Det ville jeg opfatte som kontekstuel r eligionskritik. Det bør spille en rolle i afvejningen til ytringsfrihed. Kritik bør være tilladt, men det kræver, som jeg ser det, et materielt og forståeligt indhold. Der er jo ikke tale om uartikuleret, blindt had, som i Paludans tilfælde. Derfor mener jeg, den
forskel skal markeres ved udformning af en ny bestemmelse. Kort sagt, artikuleret religionskritik bør være tilladt.
Danmark bør fortsat være et land med udstrakt ytringsfrihed. Det kunne man markere ved at lempe praksis for ”hate speech”, ”radikalisering” osv., der også har ramt muslimer, der har opildnet til oprør mod demokratiet, men derved fået beskåret deres ytringsfrihed. Det kan holdes udenfor her, men det understreges blot, at indskrænkninger i ytringsfriheden, der har forbindelse til religion, ikke er enestående.
Det må derfor være et mål for bestemmelsens udformning, at indgrebet i ytringsfriheden bliver så skånsomt og nænsomt som muligt.
Kunst, happenings, billeder og teater som ytringer
Forskellige kunstnere og deres repræsentanter i bred forstand har deltaget i kampagnen mod vedtagelsen af en lovbestemmelse. Jeg kender ikke til noget tilfælde, hvor en kommende bestemmelse direkte eller også helst indirekte skal begrænse ytringsfriheden. Nævnt har været Galschjøt, teaterstykker osv. Under Hitler blev nogle malerier med et forkert-religiøst indhold ( Emil Nolde, fx) erklæret udartet og derfor religiøst på en forkert måde. Den ny lovbestemmelse skal ikke begrænse kunstneres provokerende systemkritik, hvis kritikken har et forståeligt indhold ud over provokationen i sig selv. Kriteriet må til syvende og sidst for en domstol blive en afvejning af dels ordenshensynet, dels af, om der er noget materielt indhold i kritikken. Tilbage står det
blinde, udelukkende fornærmede had.
Politiets og anklagemyndighedens indflydelse
Selv om grænsen mellem det tilladte og det forbudte til syvende og sidst skal trækkes af domstolene, så er hensynet til, hvad politiet skal bruge sine ressourcer på naturligvis med til at påvirke bestemmelsens udformning. Imidlertid er billedet af, at politiet alene skal vurdere, hvor grænsen går, upassende. Med tiden vil der kunne udvikle sig en praksis, som retter sig ind efter eventuelle domme. Billedet af samtidig øjeblikkelig indgriben som eneste punkt er utilstrækkeligt.