Kære medlem af Alternativet
Jeg skal lige tage tilløb til at skrive disse ord. For de kommer til at vende op og ned på mit liv. Det, jeg har været vant til, ændrer sig. Det, jeg kender, bliver afløst af noget ukendt. Jeg står på fem-meter-vippen igen og håber, der er vand i bassinet.
Lige om lidt holder jeg nemlig et pressemøde, hvor jeg fortæller, at jeg giver den grønne fane videre. Og at Alternativet derfor skal have en ny politisk leder.
Det er en af de største beslutninger, jeg har taget i mit liv, for Alternativet betyder så meget for mig og har defineret mig i så manges øjne. Og derfor skal I – kære medlemmer og kære venner – også høre det direkte fra mig først.
Jeg er stolt af, hvad vi sammen har opnået, siden Alternativet så dagens lys for 6 år og 19 dage siden. Og jeg har så meget lyst til at arbejde videre på vores fælles projekt sammen. Men fremover bliver det for mit vedkommende i en ny rolle. Som medlem af Folketinget, som medlem af Alternativet, som aktivist med et ønske om at skabe en bedre verden. Som en af den slags samfundsarkitekter, som vi gerne skulle blive – eller videreudvikle os som – gennem vores virke i Alternativet.
For lidt over seks år siden var Alternativet bare en idé, nogle tanker på et papir. En idé om noget andet. Et manifest, et sæt debatdogmer, seks værdier.
Og der kunne det også være endt – uden at blive til mere. Men der var et ekko derude. En tidsånd, som vi ramte eller som vi var med til at definere.
Nu har vi folkevalgte på alle niveauer af samfundet. Vi sidder i byråd, i regionsråd, i Folketinget, i lokaludvalg, i bestyrelser. Vi har tillidsvalgte, folkevalgte, vi har søsterpartier ude i verden og et ungdomsparti, der sætter barren højt. Vi er en stadig ung, men efterhånden også veletableret politisk og social bevægelse.
Vi lykkedes, selvom de færreste troede på os. Selvom vi blev dømt ude, inden vi overhovedet var begyndt. Vi blev kaldt amatører, vi blev kaldt fantaster, vi blev kaldt virkelighedsfjerne drømmere. Men som Margaret Mead vist sagde engang, skal man aldrig tvivle på, hvad en lille gruppe dedikerede borgere kan ændre i fællesskab.
Derfor har vi høstet sejre, som vi i starten, hvor det bare handlede om at indsamle underskrifter nok, slet ikke turde række ud efter. Vi har i de forgangne to uger indgået de to nok vigtigste politiske aftaler i Alternativets parlamentariske historie.
Vi har for første gang været med til at forhandle en finanslov på plads og vi har sat solide aftryk med et øget grønt fokus og en opprioritering af kulturen, ligesom vi sammen med de øvrige partier bag finansloven har arbejdet for et tiltrængt velfærdsløft. Og vi har slidt og slæbt og kæmpet for at få en så ambitiøs klimalov som overhovedet muligt. I klimaloven står nu et mål om en 70%-reduktion af drivhusgasser i 2030, hvilket, som I sikkert ved, er et politisk mål, vi stod alene med blandt alle de politiske partier for bare et år siden.
”Klimaloven er et smukt vidnesbyrd om, at idealismens mindretal med den rette folkelige opbakning kan vinde over det, flertallet anser for realistisk,” skrev Politikens chefredaktør på forsiden i forrige weekend. Lige præcis. Vi er nogle af de idealister, der var i mindretal.
Rundt omkring i landet har vi på kommunalt eller regionalt plan flyttet det ene budgetforlig efter det andet i en mere grøn, socialt retfærdig og progressiv retning. Vi har sat dagsordner og vi har flyttet dagsordner – og vi har gjort nogle af drømmene til konkret virkelighed. Vi har bevist, at der er et alternativ, hvis bare vi kæmper for det.
Det kan vi godt være stolte af. Det er jeg i hvert fald personligt. Det har betydet noget, det vi har gjort i fællesskab. Det kommer til at betyde noget i fremtiden. Og lige præcis dét betyder noget. For mig. Og forhåbentlig også for jer.
Men vi er ikke færdige endnu. Vi er slet ikke i mål endnu. Men godt på vej det er vi. Også selvom det fra tid til anden har været svært. Vi har begået fejl, vi har været uperfekte, vi har af og til været bange for vores egen skygge. Vi har haft børnesygdomme og kommer med garanti også til at fejle igen. Men vi har med seks år på dåbsattesten nu nået skolealderen.
Som grundlægger af Alternativet er jeg meget optaget af at sikre, at Alternativet bliver et langtidsholdbart projekt. Derfor skal vi give en ny politisk leder mulighed for at finde sig til rette i rollen. Den slags tager tid. Og jeg ved, at det nok også kan blive en svær rolle at overtage, når man kommer efter ham, der har stiftet Alternativet. Med formentlig flere år til næste valg, mener jeg, at tiden er inde nu.
Jeg sagde efter valget, at jeg aldrig kunne drømme om at gå fra borde, når skibet er i oprørt hav. Sådan har jeg altid haft det, uanset hvilken arbejdsplads, jeg har stået i spidsen for.
Og som jeg oplever det, er Alternativet et godt sted lige nu. Jeg nævnte før klimaloven og finansloven som to eksempler. Samtidig er folketingsgruppen kommet rigtig godt i gang med arbejdet (det er en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med så gode folk). Vi har på tværs af organisationen fået gennemført en stor og omfattende evaluering af valget. Vi har i Politisk Forum vedtaget nye politiske sigtepunkter. Vi har etableret et konstruktivt samarbejde med regeringen. Vi laver politiske aftaler, der igen og igen rykker Danmark i den retning, vi synes er rigtig.
Så tiden er inde. At jeg i går fyldte 65,5 år og nåede dermed officielt folkepensionistalderen, er måske blot et tilfælde, men der er da en vis symbolik over det. Så jeg pensionerer mig selv som politisk leder, men ikke som politiker.
Det er noget mærkeligt noget med skift af politiske ledere. Ofte er det ikke kønt. Nogle går af som følge af politiske skandaler eller bliver presset ud af deres egne. Andre gange er magtskiftet en udemokratisk overdragelse til en kronprins eller kronprinsesse uden at medlemmerne høres. Medierne vil gerne diktere processen. Fremkalde konflikter. Og konkludere på forhånd. Men det her skal være vores proces.
For mig har det været vigtigt, at det er min egen beslutning. At det er mig, der dikterer timingen. Og at det sker i Alternativets ånd. Modigt. Med mulighederne åbne.
Der er sikkert nogen, der synes, det er for tidligt, der er sikkert også nogen, der synes, det er er for sent. Nogen, der synes noget tredje. Sådan er det. Men nu bliver det sådan her.
Den 1. februar giver jeg på et ekstraordinært landsmøde den grønne fane videre til Alternativets nye politiske leder, som I medlemmer skal vælge.
Hovedbestyrelsen har designet et bud på en proces for valget af en ny politisk leder, som I skal tage stilling til inden – ved et ekstraordinært landsmøde 13. januar. Det glæder jeg mig til at følge med i. Men jeg kommer selvfølgelig ikke til at blande mig i det. Du kan læse mere om processen på Alternativets hjemmesiden i løbet af eftermiddagen.
Nu glæder jeg mig til at fordybe mig i mine ordførerskaber. Og til også at have lidt mere tid til min mand, mine børn og mine børnebørn. Og selvfølgelig at fortsætte med at kæmpe for Alternativet.
Jeg har lyst til at slutte dette nyhedsbrev med de første linjer fra det manifest, som jeg skrev for snart seks og et halvt år siden:
Alternativet er en politisk idé om personlig frihed, social værdighed og levende, bæredygtige fællesskaber. Et håb. En drøm. En længsel efter mening, betydning og medmenneskelige relationer. Alternativet er et svar på det, der sker i verden i dag, skrev jeg.
Det er Alternativet stadig. Vores historie er kun lige begyndt og vores potentiale er så stort. Også større end det, jeg selv har indfriet som politisk leder.
Så: Der er altid et alternativ – også til mig som politisk leder.
Tak for rejsen indtil videre. Den har været af det stof, som drømme er gjort af. Det har været en kæmpe ære at repræsentere alle jer som politisk leder for Alternativet.
Kh Uffe
