Kære medlemmer af Alternativet i Allerød og Rudersdal!
Der er nu 6 uger til bestyrelsen afholder årsmøde i lokalforening Allerød-Rudersdal.
Det er den 21/1 2026 kl. 19. Vi holder det i Andedammens fælleslokale, i Birkerød. Vi arbejder på at få en relevant person med et interessant emne på banen, inden vi over går til alt det formelle ved et årsmøde. Det vil I høre mere om, og I må meget gerne komme med forslag.
Jeg vil benytte lejligheden til at fortælle jer om valgkampen i Rudersdal. Vi havde desværre ingen kandidater i Allerød.
I Rudersdal var vi fire, der stillede op, Maya Raunholt, Susie Cowan, Lene K. Nielsen og mig, Christa If Jensen. Vi havde et godt samarbejde med fokus på frivillighed og fællesskaber mellem generationer, især børne-og ældreområdet. Det tog Maya sig af, og det arbejder hun videre med nu. Susie tog sig af børne- og skoleområdet. Susie fortsætter med at have fokus på de områder, da hun mener, at vores kommune lader meget tilbage at ønske på børnenes vegne. Lene havde fokus på klima, energi, biodiversitet og boligområdet. Hun arbejder videre med oprettelse af andelsboliger og andre slags bofællesskaber i forbindelse med nybyggeri/ ombyggeri i kommunen. Især Bruel&Kjær grunden og Hotel Marina er interessante. Jeg havde mest fokus på retssikkerhed og lovændringerne på beskæftigelsesområdet. Det fortsætter jeg med. Vores økonomiske ramme var hele vejen igennem Trivselsøkonomi til udfordring af den neoliberale økonomi, der har fokus på effektivitet og pengeforbruget. “Trivsel er den nye valuta”.
Vi fik desværre ikke valgt nogen ind. Men det har været en lærerig proces for os alle fire, og vi har lært mange af kommunalbestyrelsens medlemmer godt at kende.
Susie vil arbejde med at skaffe flere medlemmer. Er der nogen af jer, der vil hjælpe hende, så henvend jer til hende på e-mail: Susie_aka_sunny@hotmail.com . Kender I nogen, der bare lige skal prikkes til, så gør det endeligt.
Det vil selvfølgelig være dejligt, hvis nogen af jer ville støtte op om det politiske arbejde, vi fire arbejder med eller foreslå andre områder, vi kunne mødes om. De er relevante både i Allerød og i Rudersdal.
Vi ses d.21/1 til årsmøde.
Bedste hilsner, Christa If Jensen, forperson Allerød-Rudersdal.