Slip vagthunden fri, hold fokus på de mest Alternative politikker og søg bredt samarbejde – Indspark til Alternativets Politiske Strategi for 2019-2021
Det grønne velfærdssamfund skal være overskriften for det samlende politiske projekt og målsætning for Alternativet 2019-2021 skriver Uffe Elbæk i sit nyhedsbrev udsendt kort før sommerferien. En god og bred målsætning synes jeg, især hvis vi understreger at vi mener det globale grønne velfærdssamfund. Spørgsmålet er imidlertid hvordan vi arbejder for det politisk, parlamentarisk, i bevægelser og med privatsektor. Alternativet har politikkerne, har et forslag til fuldt finansieret regeringsprogram der stadig er relevant og partiet har på mange felter store nytænkende og kreative bud på fremtidens grønne samfund i Danmark og globalt. Så langt så godt. Men – for der er et kæmpe men og en potentiel stor uenighed om hvordan.
Ny situation for Alternativet kræver ny strategi
Det afgørende spørgsmål der måske skiller vandene internt er hvordan Alternativet bedst opnår forandringer. Herunder hvordan vi opnår mest politisk indflydelse i den nye parlamentariske situation med en socialdemokratisk regering, der med 3 andre partier er blevet enige om et forståelsespapir, Alternativet ikke indgik i forhandlingerne om. Status er vi nu har en folketingsgruppe med kun 5 medlemmer, en mindre flok lokale folkevalgte, en partiorganisation med hensygnende lokalforeninger, nogle energiske frivillige og et svagt internt demokrati. På den positive side er at de folkelige grønne og sociale bevægelser og initiativer, er i vild vækst og stadig flere danskere handler grønt på den ene eller anden måde. Debatten og beslutninger om den politiske strategi for de næste 2 år er afgørende for om Alternativet forbliver relevant og en aktør, der gør en forskel i virkeligheden. Der skal handling bag de store ord og visioner. Hvordan skal vi arbejde lokalt, nationalt og fra Christiansborg og især hvordan sikrer vi sammenhæng imellem vores indsatser? Hvordan understøtter Alternativet de nye bevægelser?
Alternativet skal ikke være vagthund
I min optik er det ikke som grøn vagthund, kile mellem blokkene eller den lidt floffy ”Folketingets fri politisk stemme” vi fremmer forandring. Jeg kan ikke se vi kan gøre nogen forskel ved at hæve os over de andre grønne partier og stå på sidelinjen med en småhellig kritisk attitude til forståelsespapiret som rød blok er blevet enige om gennem hårde forhandlinger Alternativet ikke deltog i. Det ærgrer mig at vi ikke pressede på for at spille ind og øve indflydelse på forståelsespapiret, som jo vækker manges begejstring og også i min optik viser at der ER forskel på at have en rød og blå regering, selvom vi kunne ønske os den forskel var meget større. Alternativets tilbagelænede kritiske attitude risikerer at blive skinger, utroværdig og øge politikerleden.
Rollen som vagthund giver god mening for presse og NGO’er, der udefra overvåger hvad magthavere og institutioner gør. Alternativet er INDE i Folketinget og skal handle og trække Tinget til grønne beslutninger i samarbejder. Vi lavede før valget et fælles klima-tiltag med SF, Enhedslisten og de Radikale. Vi skal søge det samarbejde igen. Vi skal tage initiativ til at lave beslutningsforslag på alle de gode grønne forslag andre partier lagde frem i valgkampen. Vi skal omfavne, værdsætte og handle på de mange ny-grønnes indstilling med konkrete handlingsforslag, ikke med bidsk gøen.
Alternativet skal ikke på mavesur ørkenvandring
Det er så langt fra den politiske kultur Alternativet blev sat i verden for at praktisere, når vi farer ud med kritik ved enhver given lejlighed og spin-agtigt gentager at forståelsespapiret er ”ufinansieret”. Det klæder os ikke når Alternativet i Debatten beskylder de radikale for løftebrud overfor deres vælgere fordi de ikke har fået mere igennem og det bliver utroværdigt når vi fremhæver os selv som de rene og ranke der ikke går på kompromis. Vælgerne kan godt gennemskue at vi jo altså heller ikke fik noget som helst igennem og dermed ikke gjorde nogen forskel i praksis, så vi har jo heller ikke sikret de resultater vi satte vores vælgerne i udsigt. Hvordan indgår Alternativet i dansk folkestyre, når vi ikke har 90 mandater og ikke kan få hele pakken igennem? Skal vi øve indflydelse ved at gå på kompromis eller skal vi have rene hænder, men ingen indflydelse? Efter min mening skal vi ikke efterligne Enhedslistens ørkenvandring indtil for 10 år siden, hvor de netop holdt egne holdninger og principper i hævd, men ikke opnåede at øve indflydelse på ret meget og dermed fik meget lidt ud af den parlamentariske repræsentation. At være en stemme er efter min mening alt for lidt – vi skal være en handle- og forandringskraft.
Alternativet skal pege på de helt Alternative muligheder OG samarbejde bredt om de små skridt derhen
Efter min mening skal vi ikke bruge krudt og energi på at kritisere de andre. Alternativet skal foreslå og konkret vise vejen for mere radikale og nytænkende forandringer. Alternativet skal stadig være det parti der vender tingene på hovedet og peger på mulighederne for et radikalt anderledes samfund – 30 timers arbejdsuge, bofællesskaber, borgerløn, opgør med vækst og forbrugssamfundet og politisk indsats for andre livsformer og værdier. Vi skal konstruktivt vise og repræsentere de stadig flere danskere der vil noget andet end klimabelastende forbrug og stress. Vi skal indgå i alliancer med erhvervsliv og privatsektor og vi skal fremme de fjerde-sektor virksomheder vi også i starten havde fokus på. Vi skal sammen med folkelige bevægelser konstant trække, presse, skubbe, hive og forhandle os til forandringer – også selvom det ikke bliver 100% som vi gerne vil have det, men skridt i den rigtige grønne retning. Det er nok her vi er uenige. Jeg vil hellere øve indflydelse og gøre en lille forskel på et forslag eller tiltag vi kan skabe parlamentarisk flertal for med og mod den socialdemokratiske regering end holde os udenfor fordi vi ikke kan få så radikale løsninger igennem som vi mener er nødvendige. Det kræver nogle klare strategiske beslutninger der tages af partiet, ikke kun af de enkelte ordførere eller folkevalgte lokalt.
Ny presse- og praksis strategi
Alternativet på Christiansborg faldt efter sidste valg hurtigt i pressefælden, hvor det handler om at komme først med en historie, en politik, og i det hele taget komme i den nationale presse. Nye politisk udspil og pakker blev omgærdet med stort hemmelighedskræmmeri, så de kunne breakes til pressen efter Borgens særlige sans for timing af ”historier”. Målet med nye politikker blev næsten at komme i pressen, mere end at realisere politik og skabe folkelig opbakning og bevægelse bag. Mon ikke Alternativet den kommende tid vil være så uinteressant for pressen at vi er tvunget til at gennemføre en helt ny pressestrategi. Så vil jeg gerne foreslå at vi i stedet lancerer nye politikker i tæt samarbejde med bevægelser og egne lokale partiforeninger. At lokale bevægelser og alternativets partiforeninger samtidig breaker nye politikker med konkrete bud på hvordan forslagene vil blive omsat lokalt. Når politiske udspil og pakker følges op af lokale aktiviteter og events, der kan påkalde sig den lokale presses bevågenhed når vi meget bredere ud end den kortvarige omtale den nationale Christiansborgpresse giver. Lad os da i hvert fald prøve en reel Alternativ presse-strategi.
De største fejl i valgkampen skal italesættes
Vi skal først og fremmest kigge frem, men vi kan kun komme på ret kurs hvis vi også tager stilling hvad der var godt og skidt i kursen frem til valget. Efter min mening var det rigtigt sidste sommer at pege på vores egen politik, fremfor traditionelt blot at pege på den mindst ringe i form af Socialdemokratiet og Mette Frederiksen. Jeg synes dog vi skulle have været mere Alternative og peget på en statsministerkandidat, der realistisk kunne skabes en bred samling om. Vi kunne have sammenlignet klimakrisen med krigsårenes behov for bred samling og en grøn, men midt- og resultatsøgende statsminister. Vi kunne have peget på Connie Hedegaard som statsminister og måske have lykkedes med at slå hak i blokkene ved måske at få en vis opbakning fra dele af blå blok. Vi får aldrig at vide hvordan det kunne være gået.
Derimod ved vi at det gav energi ikke at pege på nogen af de to utilstrækkeligt grønne kandidater og det har efter min vurdering faktisk givet os stor indflydelse fordi det tvang Socialdemokratiet til at skærpe den grønne dagsorden. Men vi skulle i løbet af efterår og vinter 2018 have erkendt at strategien om at samle en grøn blok var kuldsejlet. Da vi åbenlyst stod alene skulle vi have erkendt at den kurs ikke mere gav mening og i stedet tilkendegivet villighed til at indgå i forhandlinger med Mette Frederiksen. Desuden skulle hele kampagnen om ikke at pege på nogen af blokkene have fokuseret på vores Politik fremfor på Uffe som statsministerkandidat. Det blev utroværdigt at vi ville gøre op med præsidentvalgkampen ved selv at promovere en præsidentkandidat, at vi ville gøre op med blokkene ved selv at lave en grøn blok, i stedet for at være et reelt Alternativ og en ny politisk kultur.
Jeg insisterer på at snakke politik før jeg snakker personer. Alternativets politiske kurs er afgørende og skal besluttes demokratisk af de medlemsvalgte fora i partiet. Hvem der skal lede Alternativet når den nye strategi skal gennemføres, er allerede valgt og er først på valg igen til Landsmødet i 2020.
Alternativets nye politiske strategi skal bygge på den oprindelige
Det er med en politisk strategi som den Alternativet fik så stor opbakning til i 2015, nemlig gennem ny politisk kultur, brede samarbejder og at være partiet der tænker i løsninger fremfor kritik, og insisterer på at mennesker kan og vil handle fremfor blot være ofre. Jeg mener Alternativet har akut brug for at komme ud af den selvskabte politiske isolation. Smid vagthunden og den spinagtige kritiske attitude i kompostkværnen og lad os trække arbejdshandskerne på både lokalt, nationalt og på den grønne gang. Stil forslag, byd ind, indgå, skab og opsøg samarbejder, understøt eksisterende bevægelser og søg indflydelse overalt. Det kan ikke gå hurtigt nok. Hvis partiet skal være relevant og rykke på den grønne dagsorden. For klimaets skyld, men også for at sikre partiet overlevelse efter næste valg.
Mit bud på en handleplan for Alternativets ledelser og beslutningsdygtige fora’er:
- Fokuser på og prioriter de dybt samfundsforandrende politikker som primært Alternativet står for
- Styrk og understreg sammenhængene mellem den grønne dagsorden og velfærd, samt social lighed
- Smid vagthund, grøn kile og spin-agtig kritik af vores allierede i Rød Blok i kompostkværnen nu
- Opsøg samarbejder og alliancer på tværs af blokke og bevægelser – alle der vil en grøn dagsorden
- Tæppebomb med grønne forslag fra eget katalog, men også andres forslag som vi gerne driver frem
- Stil forslag i folketinget baseret på lokale initiativer og efter bevægelsers ønsker
- Prioriter Alternativets særlige politikområder til fremsættelse af velgennemarbejdede forslag og pakker, som bakkes op af lokale aktiviteter der giver lokal pressedækning. Det indebærer at droppe den traditionelle pressetilgang som indebærer hemmelighedskræmmeri og døgnflue-berømmelse.