Kære alle skønne alternativister
Tiden nærmer sig, at vi skal til landsmøde - vores årlige fest - hvor vi kan nyde hinandens selskab og blive endnu skarpere på hvem vi er, hvor vi er samt hvor vi vil hen.
Vi står et godt sted, hvor der er ro på bagsmækken og derfor plads til at tage de vigtige samtaler, som er nødvendige i en politisk organisation, og det kommer landsmødet bl.a. til at bære præg af. Der har, som I ved, været en lang medlemsdrevet proces fra halvårsmødet til nu med ORLA´er og POLA´er. Og der er stadig mulighed for at melde sig som stillere og kommentere på div. vedtægtsændringsforslag på Dialog.
På landsmødet lægger vi også op til at skabe en markedsplads med boder, hvor I som medlemmer kan byde ind på en stand med mangfoldige typer indhold til inspiration for andre medlemmer, så hold jer ikke tilbage. Lad os se, hvor farverige, kreative og inspirerende vi kan blive.
Landsmødet er også stedet, hvor du er med til at bestemme hvem, der strategisk skal lede Alternativet igennem det næste år, når vi vælger/genvælger politisk leder, hovedbestyrelsens forperson og medlemmer til Hovedbestyrelsen, Politisk Forum, Vedtægtsudvalget og Dialogrådet. Lørdagen står i politikkens og europaparlamentsvalgets tegn og søndagen på afstemninger og debatter.
Og sidst men ikke mindst er det dagen for de store taler bl.a. fra vores politiske leder Franciska Rosenkilde og tidspunktet, hvor vi skyder vores EP-valgkamp i gang. Så der er meget at glæde sig til. Vi i hovedbestyrelsen glæder os i hvert fald til to uforglemmelige dage i selskab med alle.
Hvornår: den 11.-12. maj 2024. Lørdag kl. 09.00-01.00 og søndag kl. 09.00-15.00.
Hvor: Odense Congress Center i Odense, Ørbækvej 350, 5220 Odense
Hvordan: Køb din billet her - senest d. 18. april kl. 14.00. Vi kan maksimalt være 250 alternativister fysisk til stede – så det er efter først til mølle-princippet - men alle kan være med og stemme via livestream.
Overnatning: Du skal selv stå for at fremskaffe eventuel overnatning, men der findes et utal af muligheder i Odense og b.la. også på Hotel Odense der ligger lige ved kongrescenteret, hvor landsmødet afholdes. Hvis du ønsker at få en god Å-pris på Hotel Odense, så brug kampagnekoden “alternativet”.
Handicappulje
Hovedbestyrelsen har sat penge af til en handicappulje, hvor medlemmer med handicap kan søge om transporttilskud til deltagelse i vores Ordinære Landsmøde 2024 og halvårsmødet/medlemsmødet til efteråret 2024. Der kan søges om op til 5000 kr. per møde per person - det kræver en motivet ansøgning, som sendes til mark.desholm@ft.dk. Vi opfordrer selvfølgelig generelt til samkørsel i så stort omfang som muligt.
Information om vores ordinære Landsmøde 2024
Følgende information omkring Landsmødet 2024 kan du finde på AlleOs:
● Opstilling til poster i Alternativet (se nedenfor i indkaldelsen her)
● Fremsætte forslag
● Fremsætte vedtægtsændringsforslag
● Køb af billetter og priser (for fysisk deltagelse)
● Digital afstemning
● Programmet for dagen (kommer senere)
Digital afstemning
Vi skal alle stemme digitalt under de to dage – både dem der er fysisk til stede i Odense og dem der følger landsmødet på livestream. Læs mere om og tilmeld digital afstemning her.
Frist for indsendelse
Lørdag d. 13. april 2024 er der deadline for indsendelse af kandidaturer til følgende poster: politisk leder/lederpar (Franciska Rosenkilde genopstiller), forperson for Hovedbestyrelsen (Trine Aslaug Hansen genopstiller) og desuden medlemmer til Hovedbestyrelsen (5 pers.), Politisk Forum (POFO; 3 x kommunalvalgskandidater, 3 x regionsrådskandidater, 1 x europaparlamentskandidat), Dialogrådet (3 pers.) og Vedtægtsudvalget (3-5 pers.). Se mere her.
Honorar til politisk leder/lederpar
I forhold til honorar til vores politiske leder/lederpar så har Hovedbestyrelsen besluttet ikke at afsætte midler til dette i budgettet. Dette fordi vi nu har fem folketingsmedlemmer heraf én politisk leder, der jo alle får deres løn betalt af Folketinget.
Forslag
Vedtægtsændringsforslag og almindelige forslag, der ønskes behandlet på Landsmødet, skal ligeledes være fremsendt til sekretariatet senest lørdag den 13. april 2024. Find mere information og skabeloner her.
Medlemstaler
Hvis du ønsker at holde en fem minutters medlemstale på landsmødet, så send en e-mail herom til landsmoede@alternativet.dk senest den 13. april 2024.
Programmet
Programmet opdateres løbende her, men du kan allerede nu glæde dig til inspirerende taler fra Franciska Rosenkilde og mange andre gode alternativister. Det er vigtigt, at du løbende holder øje med AlleOs her, hvis du er interesseret i at deltage, da vi vil lægge mere information ud, jo tættere vi kommer på Landsmødet. Vi holder dig løbende orienteret på mail og alt materiale ligger senest klar to uger før landsmødet den 27. april 2024.
Husk nu at du BÅDE skal købe en billet her og tilmelde dig til digital afstemning her, hvis du ønsker at deltage fysisk til landsmødet. Følger du Landsmødet via livestream, så kan du nøjes med at tilmelde dig til digital afstemning her.
Vi glæder os til at se dig til et skøn landsmøde med masser af hygge og politiksnak.
Kærlig hilsen Alternativet