Ikke rigere, men bedre

Under valgkampen blev de borgerlige ved med at sige, at Danmark skal blive rigere. Og det mener partierne på venstrefløjen sådan set også, for de vil fortsætte med at vækste. Selv Pelle Dragsted sagde det på et tidspunkt under debatterne. Alle de andre partier er underlagt vækst-imperativet. Her har vi en mulighed for at skille os ud, og blive relevante.

Alternativet er ikke bare et grønt parti ved siden af mange andre grønne partier, men meget mere. Vi er systemkritiske, og vil skabe et helt andet samfund. For eksempel vil vi erstatte vækst-økonomien med en trivsels-økonomi. Men det taler vi ikke ret meget om. Vi tager meget små skridt. Sprøjteforbud og svinevelfærd er trods alt kun detaljer. Det er på tide at vi tager et stort skridt hen imod det samfund, vi gerne vil have.

Vi må argumentere for at Danmark er rigt nok i forvejen, men goderne skal fordeles bedre. Dette kan let gøres via skattesystemet. Det har jeg argumenteret for i et andet opslag (”Stort opgør med ulighederne”).

Vi må også argumentere for at vores rastløse bestræbelser på hele tiden at blive rigere, forhindrer os i at skabe et bedre samfund. Det er væksten, som ødelægger naturen. Politikernes forsøg på at maksimere væksten forhindrer dem i at reducere ulighederne. Arbejdstagerne ønsker lønforhøjelser i stedet for at gå ned i arbejdstid. Og så videre. Man kan ikke både blæse og have mel i munden.

Vores vigtigste valgslogan til det næste folketingsvalg kunne for eksempel være ”Ikke rigere, men bedre”.