Ved arrangementet for folketingets åbning fredag d. 30. september stillede Mikkel Nørskov Kjær spørgsmål omkring hvordan vi kan balancere behovet for inddragelse af medlemmerne og kredsbestyrelserne i lanceringen af ny politik med behovet for at holde datoen for lancering hemmelig og aftale datoer med pressen m.v.
Mikkel gav et eksempel på hvornår vores ønske om gennemsigtighed og medlemsinddragelse havde ødelagt opmærksomheden omkring en ellers stærk og gennemarbejdet politisk pakke, med henvisning til at De Radikale havde lanceret deres iværksætterforslag få dage før vores iværksætterpakke og med stort set enslydende overskrifter tydeligvis hentet fra vores og med intentionen om at tage opmærksomheden fra vores forslag - hvilket også i høj grad lykkedes. Så kan man sige at det da er fint at andre stjæler vores politik, da det er politikken det kommer an på, men det blev påpeget at De Radikales forslag var uigennemtænkt, ubearbejdet og manglede det solide indhold som gjorde vores iværksætterpakke til god politik frem for blot slagord.
Jeg stillede ved mødet spørgsmålet om vi måske kan vinde mere ved at tillade muligheden for at andre kan ‘stjæle’ vores politik, om den langsigtede påvirkning af den politiske kultur gennem en (ualmindelig) åbenhed også på dette område. At benytte De Radikales tyveri af vores politik og vores spotlight til at henvende os direkte til deres folketingsgruppe og sige: “Hvorfor spænder I sådan ben for vores politik? Endda når I tilmed synes godt om den? Vi ville aldrig have gjort sådan over for jer. I kunne i stedet have foreslået at vi sammen lancerede en fælles plan for iværksætteriet. Det ville have været stærkt - for begge partier.”
Uffe Elbæk indvendte rigtig fint herfor at vores værdier ikke skal ses som en hæmsko eller benspænd for vores arbejde, men som en hjælp, og at det hele tiden skifter hvilke af dem som er vigtigst at prioritere. Nogle gange, som ved personsager, tager hensynet til empatien en større og vigtigere plads end hensynet til gennemsigtigheden. Og Mikkel påpegede også at vi i forvejen har stor åbenhed over for alle andre dele af politikudviklingsprocessen - så det er ikke et spørgsmål om om vi er lukkede eller åbne, men om åbenheden ikke har blot en lille grænse her.
En sidste kommentar jeg lige vil nævne, er Rolf Bjerres pointe om at det er muligt (og langt det letteste) at programmere en lancering af ny politik på alle vores egne platforme - dvs primært lokale og nationale facebooksider - frem for at blive enige om hvornår vi i hver kreds skal trykke på knappen. Dette betyder også, siden det er centralt styret, at lanceringen af en politik hvad det angår, ikke behøver at være fastsat til en bestemt dato, men kan udskydes til nogle uger senere, hvis den oprindelige dato bliver ‘kuppet’ af et andet parti.
Det jeg derfor gerne vil høre jer om her, er:
-
Hvilke fordele og ulemper kan vi se ved enten at have åbenhed om vores lanceringsdatoer eller ej?
-
Giver det overhovedet mening at ‘invitere’ til at andre kan stikke os en kæp i hjulet, blot for at vise dem at vi arbejder med ny politisk kultur?
-
Hvilke værdier skal vi lægge vægt på i dette spørgsmål, og er der overhovedet nogen af vores værdier som taler for lukkethed i denne sammenhæng? Og hvis ikke, mangler vi så en værdi, som vi faktisk allerede arbejder med, men ikke vil stå ved?
-
Gør teknologien idag det egentlig overflødigt at træffe dette valg? Eller gør den det måske i stedet mere lukrativt at vælge det ene eller det andet?
Bare lige som en lille poetisk tilføjelse, så fandt jeg idag dette citat fra Tao Te Ching, sammen med en lille kommentar fra filosoffen Ray Billington:
Therefore the sage relies on actionless activity
Carries on wordless teaching
But the myriad creatures are worked upon by him: he does not disown them
He rears them, but does not lay claim to them
Controls them, but does not lean upon them
Achieves his aim, but does not call attention to what he does
Ray Billington:
Western social reformers are likely to argue that, if he does not call attention to himself, he will make little impact on a world whose major events are financed and controlled by big business, which could not survive without attention. Lao Tzu’s response would have been: wait and see.