Hold øje med epidemiloven
Sent tirsdag aften blev epidemiloven – efter en del tumult – vedtaget af Folketinget. Desværre blev loven ikke helt, som Alternativet havde ønsket den, men det var godt, at vi alligevel endte med af stemme for.
I forhold til regeringens oprindelige forslag i efteråret 2020 er der sket klare forbedringer. Nu er regeringen ikke længere helt så almægtig, som den havde ønsket sig.
Lad mig bare nævne:
Nogle dele af loven kommer under parlamentarisk kontrol, så nu bliver regeringen nødt til at lytte til Folketingets partier.
Dele af loven kommer under kontrol af domstolene. Dette betyder, at vi stadig har en vis retssikkerhed.
På minus-siden tæller det, at nogle af frihedsrettighederne stadig er udfordrede.
Derfor glædede det mig, at der i mandags var et flertal (uden om regeringen) for, at loven skal revideres i oktober 2021.
Desværre smuldrede flertallet i løbet af tirsdagen.
Til gengæld er det lykkedes at få skrevet ind i tillægsbetænkningen, at regeringen i oktober 2021 skal komme med en rapport om erfaringerne med loven.
Dette må vi bruge som afsæt til at kræve loven revideret i løbet af efteråret eller vinteren 2021/2022.
Lad os samle vores kritikpunkter til loven i løbet af sommeren, så vi kan fremsætte vore krav til en revision til efteråret.