Grøn Alliance og Alternativet samler kræfterne

Kære alternativister,

Til jeres orientering, så har vi fra Alternativet og partiet Grøn Alliances side lige udsendt følgende pressemeddelelse til Ritzaus Bureau omkring vores fælles fremadrettede samarbejde. Ja det er en spændende tid for os grønne Å-folk og for den grønne dagsorden i dansk politik.

Her pressemeddelelsens ordlyd – de grønneste hilsner Trine Aslaug Hansen:

Grøn Alliance og Alternativet samler kræfterne

Pressemeddelelse fra Alternativet og Grøn Alliance
Nu er den grønne samling en realitet. Partierne Grøn Alliance og Alternativet er nået til enighed om en model, hvor Grøn Alliance melder sig under Alternativets faner. Det gør de for at sikre den grønne fløj den stærkeste stemme i folketinget.

Politisk leder Franciska Rosenkilde: ”Vi er så glade for at Grøn Alliance har valgt at melde sig under Alternativets faner. Det viser tydeligt, at når man sætter den grønne omstilling først, så opnår man virkelig resultater. Jeg har stor respekt for den tillidserklæring og det mandat, jeg er blevet givet af Grøn Alliance, og jeg byder dem velkommen i Alternativet”

Også Grøn Alliances politiske leder Henrik Vindfeldt er glad for beslutningen:

”Ved at samle kræfterne og de grønne partier sikrer vi, at vælgerne har et stærkt, grønt parti at stemme på. Den grønne omstilling og kampen for en klode, hvor dyr og mennesker trives, kommer før alt andet.”

Det er lidt over tre uger siden at Alternativet i et åbent brev i Politiken inviterede Grøn Alliance og Frie Grønne til at lave en fælles, grøn front, og nu er det altså lykkedes at lande en aftale med partiet Grøn Alliance.

Det glæder politisk leder Franciska Rosenkilde: ”Vi har haft en rigtig god dialog de sidste par uger, og vi er begge enige om, at det vigtigste er, at der er en fælles grøn stemme på stemmesedlen ved et kommende valg. Klimakrisen kræver, at vi står sammen, så vi kan få omlagt landbruget og sikre en sund klode til vores børn og børnebørn.”

Henrik Vindfeldt udtrykker sin fulde opbakning til Franciska Rosenkilde: ”Jeg synes Alternativet har et fremragende projekt, og jeg har fuld tiltro til at Franciska Rosenkilde kan bære de vigtigste, grønne mærkesager frem.”

Mange har længe talt for at samle de grønne partier, og Den Grønne Ungdomsbevægelse gik for nylig ud i Information og foreslog, at de grønne partier slog sig sammen. Det ønske er nu en realitet.

For aftaler om interviews mv. kontakt pressechef Karina Mosegaard Willumsen på telefon 61623161 eller karina.willumsen@ft.dk (skriv en sms, hvis du ikke kan komme igennem.).

2 Synes om

Super! Men hvad er det helt præcist for en konstruktion? Pressemeddelelsen bruger en meget vag formulering: “Grøn Alliance melder sig under Alternativets faner”. Jamen hvad vil det sige? Bliver Grøn Alliance nedlagt, og melder deres medlemmer sig ind i Alternativet enkeltvis? Eller er der bare tale om at Grøn Alliance anbefaler at vælgerne stemmer på Alternativet til det næste folketingsvalg? I så fald kan deres egne kandidater ikke blive valgt.