Rene: POLA processen er en proces for medlemsindragelse. Den fungerer når de som har ansvaret for den forvalter denne rolle med integritet. Den aktuelle POLA proces har været karakteriseret af rod, utidige indblandinger, en tovholder der har været ansat på grønne gang og derfor ikke virket som neutral i processen, medarbejdere fra politisk sekretariat som micromanager processen og en lang række andre ting som slet ikke flugter med ideen om politik nedenfra.
Global politik er så central for vores identitet og retning at processen SKAL være i orden på dette vigtige område hvis idéen om Alternativet skal kunne tages alvorligt.
Det handler ikke kun om processen men i høj grad også om resultatet. OG her er altså brug for at de som har siddet med ansvaret og ignoreret den kritik der er kommet løbende tager til efterretning at der under hele denne lange proces har været fremført kritik og synspunkter som er blevet ignoreret - og tager skridt til i PRAKSIS at imødekomme denne kritik i stedet for - som man plejer - at gøre det til et spørgsmål om nogle få besværlige personer, når det reelt er et spørgsmål om dårlig og illoyal procesledelse.
Helt centralt i dette er at de som har siddet og skrevet disse oplæg i praksis er håndplukket er ledelsen og at de som gerne ville være med, men som man måske har vurderet ville være mere loyale overfor medlemmerne og processen nedefra end ledelsen brød sig om er blevet skubbet ud af processen - det skete fx for mig.
Jeg fik lodret at vide af politisk sekretariat at jeg ikke måtte deltage i skriveprocessen selv om jeg ansøgte om det den gang anmodningen gik ud. Det accepterede jeg så, selv jeg syntes det var urimeligt, men sidenhen er problemerne ved processen blot tårnet sig op indtil vi er hvor vi er nu, med et behov for en alvorlig evaluering af hvordan disse processer kører.
Nu hvor jeg har læst vision for Alternativets globale politik 1-6, er min første tanke, at det ikke giver mening at diskutere de 6 kapitler selvstændigt fordi de i meget høj grad hænger sammen. Jeg læser nogle smukke ord man dårligt kan være uenig i. Mest omkring effekterne og mere begrænset omkring de grundlæggende årsager til problemerne. Og mest af alt mangler jeg anvisninger til hvad der konkret skal til for at gøre noget ved de grundlæggende årsager til udfordringerne i denne verden på globalt plan. Hvis jeg fik jobbet som udenrigsminister, ville jeg være dårligt stillet med dette visionspapir.
Har I set Hathaway´s forslag til løsning af flygtningekrisen. I FN regi kunne man gøre følgende:
Giv penge direkte til flygtninge så de kan klare sig selv i nærområdet.
Efter 6 år er der 1/3 del rejst tilbage til sit land og 1/3 har skabt sig et liv der hvor de er, i nærområdet.
Den sidste 1/3 fordeler FN videre igennem kvoter til hele verden.
Med denne metode giver vi magten til den enkelte menneske. Ingen mellem institutioner, bureaukrater eller magthavere.
Det kunne være et konkret tiltag vi kunne støtte på den globale plan.
Læs om det, det er meget inspirerende.
Som jeg forstår forslaget udfra linket, har jeg et par indvendinger:
Der lægges op til at alle flygtninge skal indkvarteres i 6 år i det første land de kommer til. Havde der været tale om et mindre antal personer, eller var de mere ligeligt fordelt geografisk, kunne det forsvares, men aktuelt ville fx Syriens nabolande skulle indoptage ekstremt store nye befolkningsgrupper. En sådan demografisk omvæltning kunne undgås, ved at fordele flygtningene direkte ud til de endelige modtagerlande.
Hele opdelingen i trejedele er meget teoretisk - idet den baserer sig på gennemsnit iover mange lande samt ikke mindst på de nuværende regler, systemer og kulturer. Det er muligt at langt over 1/3 i det foreslåede ville blive i første modtagerland,hvis man gave dem mulighe for at skabe sig en tilværelse.
De positive sider af forslaget er ideen om at lade UNHCR overtage registrering og fordeling i alle lande, samt at afskaffe begrænsningen i arbejde og bevægelighed, kombineret med støtte til modtagerlandet.
Indlægget om adressering af befolkningstilvækstudfordringen er for mig et godt eksempel på, hvordan man kunne skrive sin vision mere konkret, og hvor der stadig er masser af rum for politikerne for udspil og pakker inden for området.
Det sidste afsnit kan måske nok læses som lettere imperialistisk med en insisteren på specifikke modkrav til modtagerlandene. Jeg ville nok foretrække mindre “tvang” og mere stole på, at økonomisk udvikling af sig selv lægger en dæmper på befolkningsvæksten, ligesom økonomiske fremgang giver grobund for tolerance, ligestilling og demokrati m.v. En af grundene til at Kina er populær i Afrika, er bl.a. at de (Kina) ikke kommer rendende med alle mulige krav til modtagerlandene. Så set ud fra et strategisk synspunkt (“Realistisk tilgang, (Realisme)”), så burde vi nok fare med lempe over for lande der modtager vore hjælp.
Jeg er uenig i en enkelt detalje i René’s gennemgang, og det er at POFO behandlingen af visioner også er en del af POLA’et. Som jeg ser det, afslutter et POLA sit arbejde ved at indgive et forslag til POFO, hvorefter en af POFO besluttet proces går i gang. Herefter kan det indleverede blive godkendt eller sendt tilbage til POLA-bearbejdning. Da det ikke er POFO’s opgave at udvikle visionen, men at trykprøve den op i mod vores værdier, eksisterende visioner m.v., og fordi vi går fra den kreative “ja … og” proces til den kritiske “ja … men” process, vil det i mine øjne være godt med en adskillelse af POLA og POFO. Med andre ord, når jeg sidder som Sydjyllands repræsentant til et POFO møde, ligger min loyalitet ikke hos POLA teamet og deres ønske om at få deres vision godkendt, men hos partiet og alle de medlemmer, som ikke har været involveret og deres holdninger, tanker og synspunkter . De to skulle helst være nogenlunde sammenfaldende, men det er ikke givet at det forholder sig sådan.
erstat arbejder på istedet for insistere på, det vil hjælpe på Jens P indvendinger. Ved at “arbejde på” undgås en dømmende/domminerende stil men lægger op til kompromis.