Kære Medlem,
Hvis du er frustreret, vred og ked af situationen i Alternativet er du bestemt ikke alene. De sidste uger og dagen i dag har været et sort kapitel i Alternativets historie. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi har mistet vores mandat i Folketinget, men det er samtidig vigtigt for os at sige, at storkredsens bestyrelse bakker fuldt op om medlemmernes valg af politisk leder og hovedbestyrelsens beslutning.
Vi tror fuldt og fast på, at det er nu, at Alternativet går fra at være en kaotisk døgnflue til at vise sig som et bæredygtigt parti og bevægelse. Et parti fordi vi gennem fem år har opbygget en struktur, hvor den enkelte person kan udskiftes, uden at alting falder sammen. Alternativet er et parti fordi vi søger parlamentarisk repræsentation. Alternativet er også en bevægelse fordi vi ikke søger parlamentarisk repræsentation for enhver pris. Alternativet er kun lige startet på begyndelsen. Vi har stadig en klode der brænder, og demokratier der ædes op indefra i samme tempo, som regnskov brændes ned. De problemer løses, hvis vi sætter mennesket og kloden højest. Alternativet er stedet, hvor de dagsordener kan sættes igennem, og gammel politik kan ændres. Alternativet er stedet hvor medlemsdemokrati tages så alvorligt, at vi er villige til at ofre parlamentarisk repræsentation for princippet.
Storkredsen har kombineret års- og opstillingsmøde lørdag den 21. marts i Prismen med indtjekning fra klokken 09.00. Det bliver både sjovt, spændende og rørende. Det bliver endnu et kapitel i ny dansk politik, og du er inviteret. Vi håber at se dig - for hvad er Alternativet?
Grønne og håbefulde hilsner,
Bestyrelsen