Lad os i stedet tale om ligestilling mellem kønnene.
Hvis vi taler om øremærket barsel er sagen tabt på forhånd, da det bliver drejet til et spørgsmål om at tage fra det ene køn og give til det andet, og at man vil bestemme hvordan folk skal leve deres familieliv.
Lad os i stedet sige: “Hvis du får et barn, har du ret til et halvt års barsel.” Uanset dit køn.
Forskellen er den samme, men fokus bliver på ligestilling i stedet for. Hvad synes I?
God idé. Det er trættende, når kønsdebatten bliver kørt ud på et sidespor, som handlinger om hvem der får mest.
Gennemsigtighed
Jeg synes at dit indlæg handler om spin. De forslag, der hidtil har været fremsat indskrænker det enkelte forældrepars valgfrihed set ift den nuværende situation. Det skal vi stå ved. Hvis vi mener at en sådan indskrænkning er en tabt kamp - så skal vi måske ikke kæmpe den?
Der er mig bekendt ikke fremsat forslag om “ret til et halvt års barsel”, ej heller andet der ligner “lige ret til barsel”.
Øremærket barsel til mænd er netop en kamp som vi kæmper, men taber fordi fokus ligger forkert. Om man vil kalde fokus på ligestilling for spin, er jeg ligeglad med, men det er dér fokus bør ligge.
Det er korrekt, at vi ikke har noget forslag om at man deler barslen 50/50, men det bør være målet, hvis vi vil opnå reel ligestilling på arbejdsmarkedet. En af grundene til at vi ikke har ligeløn er netop, at det oftest er kvinden der tager hele barslen (mænd tager ca. 8%), og at dennes livsløn derved bliver lavere.
Det er selvfølgelig et stort spring at gå fra 14 dage til et halvt år for mænds barsel. Mindre kunne nok også gøre det. Hvis man kigger til f.eks. Island, så har hver forælder tre måneders barsel, og så har et forældrepar tre måneder, som de kan dele mellem sig. På papiret ligner det mere ligestilling, end vi har.
Jeg går fuldstændigt ind for Jakob Nielsens forslag - det kan være svært for kvinder at gå fra barsel tilbage til arbejdslivet. En opdeling af barslen efter 4 mnd. og så 3 mnd. til manden, er en rigtigt god idé - det passer med amning og mandens behov for at kunne indtræde i en omsorgsrolle og forbedre tilnytningen til barnet - dernæst giver den resterende barsel mulighed for en fælles ferie og en god overgang til pasningsordning - hvor begge forældre har brug for en blid overgang og løsrivelsesproces.
Alternativt kunne vi bare tage den islandske 3-3-3 model og skalere det op til nuværende danske forhold, så det bliver en 4-4-4 model: fire måneder til moderen, fire måneder til faderen, fire måneder til frit valg.
Småbørn kan starte på grød fra de er fire måneder gammel, så det virker som en naturlig skillelinie.
Hvordan skulle det forslag give reel ligestilling mellem forældrene?
De uformelle udfordringer, der gør at mænd ikke tager ligeså meget af barslen som kvinder, har jeg svært ved at gennemskue, bliver løst ved dit forslag?
Dit forslag er en strukturel ændring, men de uformelle årsager, søges ikke løst med forslaget!
Kan du hjælpe mig lidt på vej her?
I dag har vi 2 ugers barsel til far og (så vidt jeg husker) 18 til mor. Det er ikke ligestilling.
I dag er det forventet af samfundet og ikke mindst af arbejdsgiverne, at det er moren der tager barslen. Det er svært for fædre at få lov til at holde barsel, og kvinders løn bliver negativt påvirket af det.
Hvis vi i stedet laver en løsning, hvor barslen fordeles ligeligt - et halvt år til hver er nok optimistisk, men så lad os sige fire måneder til far, fire måneder til mor, og fire måneder til parret. Så har vi både ligestilling og fleksibilitet, og det er ikke ilde set, at fædre vil holde barsel, på samme måde som det ikke er, for de to uger de har på nuværende tidspunkt. Hvis man ser på den islandske model, som jeg nævnte tidligere, så kan man i analysen omhandlende fædrebarsel fra institut for menneskerettigheder læse at:
I Island, som på nuværende tidspunkt har øremærket tre en halv måneds orlov til hver af forældrene og tre måneder til deling, tog omkring 90 procent fædre orlov, og i gennemsnit tog de mere end en tredjedel af de i alt ni måneder, som indtil i år var den samlede forældreorlov i Island. SFI anfører i sin rapport, at Island bliver anset som et foregangseksempel på, hvordan man via lovgivning kan skabe forandring i praksis.
Loven om øremærket barsel til mænd er ikke ændret siden 1986, hvor mændene fik 2 uger. Så vi er helt enig i, at det er et sted, hvor vi bør sætte ind ift. at øge ligestilling og ligeret til barnets første tid.
Arbejdsmarkedets partnere skal løse denne problemstilling og i det offentlige, behøver der ikke være så lang vej endnu, for at kunne træffe sådan en beslutning.
3-3-3 ordningen er jeg stor tilhænger af. I island indførte man denne ordning, uden nogen indfasningsperiode og det viser sig, at 37 % af de islandske fædre tager barsel, hvor det i Danmark kun er 11% af fædrene der tager 2 ugers barsel.
Dog tror jeg stadig, at den valgfrie periode, vil blive taget af kvinderne, fordi familier ofte kigger på højeste indtægt (forståeligt nok), når sådan en beslutning skal træffes. Her har mænd stadig ‘førertrøjen’’ på og tjener i gennemsnit mere end kvinden!
Langt mere udfordrende bliver det i det private, hvor undersøgelser stadig viser, at det ikke er ’ hot’ for en mandlig medarbejder, at bede om at afholde sin barsel. Nogen undlader endda at spørge til det, fordi at det vil være en meget upopulær prioritering i arbejdsgivers øjne.
Jeg ser dog en generation af mænd/fædre som er meget insisterende på at være tilstede og prioritere tid med deres børn - også deres nyfødte.
Så nu mangler vi egentlig bare, at der tages action på denne situation/mulighed og at vi reelt laver denne ændring i barselsreglerne.
Ifølge denne kilde har Island i 2012 indført en gradvis forøgelse af den øremærkede barsel til begge køn, samtidig med at de har øget barselsperioden fra 9 til 12 måneder.
Fra 2016 er den islandske barsel: 5 måneder til kvinden, 5 måneder til manden, og to til deling. Se tabellen nederst på side 2, der beskriver hvordan det bliver indfaset. Man må kunne lave noget lignende i Danmark.
Er ligestilling mellem kønnene - i det tilfælde far og mor til et nyfødt barn - vigtigere end barnets tarv?
I praksis kan der forekomme situationer, hvor barnet er bedst tjent med at den ene forældre - oftest moderen, men det kan også være faderen - får mere end et halvt år. Det ‘lukker’ forslaget for.
Det gør den Islandske model ikke.
I en perfekt verden skulle hvert barn blot udløse 12 måneders barsel, og så kan forældrene selv bestemme, hvorledes denne skal fordeles. Problemet er blot, at det ikke vil flytte ved ret meget, andet at det ser godt ud på papiret.
Det er et dobbelt ligestillingsproblem at kvinder tager størstedelen af barslen. Dels fordi de afholder manden fra at deltage i familieforøgelsen på lige vilkår, og dels fordi det påvirker kvindernes tid og tilhold til arbejdsmarkedet. Der findes et hav af sager om diskrimination af kvinder, fordi de fx bliver spurgt til planlagte børn ved ansættelsessamtaler, fordi de fyres eller bliver kørt ud på et sidespor under barslen, og fordi de mister langt mere anciennitet end mændene, når de bliver forældre. De lønmæssige aspekter hører vi ofte om i debatterne.
Derfor er jeg en klar tilhænger af, at vi får en længere årrække med 6 måneders barsel til hver forælder uden mulighed for selvfordeling. Hvorfor det, når jeg startede mit indlæg med at sige noget andet? Svarer er ganske enkelt: vi har brug for en barselskulturændring. Dels skal vi vænne forældrene til, at barsel er noget, der deles ligeligt, og dels skal vi have vænnet arbejdsmarkedet til det samme. Det første for at gamle vaner ikke blot videreføres, og det sidste for at få fjernet stigmaet om varslende mænd blandt arbejdsgiverne og kollegerne. Dette vil også fjerne en del af de ovennævnte diskriminationsproblemer, som kvinder oplever i forbindelse med at få børn.
Derfor støtter jeg Jakob Nielsens forslag.
Desuden så lugter øremærket barsel til mænd også alt for meget af kvindekvoter. Vi kan ikke forvente reel ligestilling ved at tildele specifikke samfundsgrupper særstatus i forskellige henseender.
hvilket resulterer i dårligere pensioner (oftest kvinden) dårligere karriere muligheder o.s.v.
ja - hvad er vigtigst?
Barnets tarv - moderens økonomi?
Barnets tarv er altid vigtigst, men skal vi være enige om at barnets tarv er at have mulighed for at være sammen med både far og mor?
Kunne man forestille sig at en overgangsperiode ville gøre det lettere at implementere og få politisk flertal for?
Måske noget i denne stil:
| Barsel i uger | Nu | År 1 | År 2 | År 3 | År 4 |
| Mor | 18 | 18 | 18 | 22 | 26 |
| Far | 2 | 10 | 18 | 22 | 26 |
| Deling | 32 | 24 | 16 | 8 | 0 |
| Total | 52 | 52 | 52 | 52 | 52 |
Tabellen ender med en 26/26/0 deling i år 4, men man kan også vælge at skære år 4 af, eller sågar skære både år 3 og 4 af, hvis der ikke er politisk flertal for det.
Jo flere år man man går ud af tabellen, des mere acceptabelt bliver det for faderen at tage barsel, hvilket øger ligestillingen for begge forældre.
Det typiske modargument er, at man skal lade den enkelte familie bestemme, men når kun 8% af barslen går til faderen, bliver det normen i samfundet, at det er moderen der tager på barsel, og så er beslutningen alligevel ude af familiens hænder.
Jeg mener at en version af din model, der ender i år 2 er et rimeligt kompromis mellem barnets behov for begge forældre, tilskyndelse af fædrene til at tage orlov - og familiernes ret til selv at vælge rollefordelingen.
Præcis hvor “snittet” skal lægges er som jeg ser det en afvejningssag. Jeg forestiller mig at 18-18-16 har den fordel, at den indfører øremærket barsel til den ikke-fødende forældre i præcis samme omfang som der er for den fødende i dag - 18 uger.
Min eneste tvivl i forhold til modellerne er, om man bør bibeholde en forskelsbehandling til fordel for den fødende ifm perioden op til fødslen. Modellen kunne så hedde
Fødende: 4+16
Ikke-fødende: 16
Deling: 16