‘Planned Obsolesence’ er en teknik indenfor marketing+ingeniørvidenskab hvor et produkt kan designes på en sådan måde at det forældes “før tid”. Det betyder at en udviklingsafdeling kan indbygge fejl med vilje i den måde man har valgt at konstruere et produkt, hvorved forbrugeren er tvunget til at købe en ny - stort set ens - dims efter ca. to år eller hvornår garantien nu er udløbet.
Det jeg kan foreslå er at man ulovliggøre denne praksis. en formulering a’la “En producent må ikke med fortsæt sælge produkter der har indbygget prematur forældelse”. Derefter er der så et prekært spørgsmål om bevisbyrde.
Et eksempel. Det er en relativt kendt sag at Samsung producerer fladskærms-TV enheder hvor transistorer der udvikler varme ikke er placeret nær ved et kølegitter, men derimod lige ved siden af et elektronisk komponent der er varmefølsomt. Det betyder at hvis dette komponent udsættes for en varmepåvirkning over tid, vil det gå i stykker, og TV-apparatet ikke længere fungere.
Jeg tænker det kunne være en sag for forbrugerombudsmanden, og at en forbruger der vil anklage en producent skal løfte en bevisbyrde om “formentligt fortsæt”. Derefter skal producenten tage produktet tilbage og erstattet det med et produkt fra en konkurrerende virksomhed.
Bevisbyrden kan løftes hvis man ved en gennemgang af produktet kan påvise at der er tale om enten inkompetence eller grov teknisk uagtsomhed, eller hvad sådan noget nu kunne hedde…
Bottom line: Det burde være forbudt, og vi burde kunne lave en regel eller lov der kan indfange forsætlig inkompetence.
Det er rigtig svært at bevise, at der er tale om bevist PO (Planned Obsolescence) - og ikke bare besparelser for at sænke prisen, til glæde for forbrugeren… Mit forslag ville derfor være
At forbyde visse praksisser der ofte bruges i PO.
At øge forbrugerbeskyttelsen ift andre praksisser.
Ad 1: Det kunne fx være u-udskiftelige batterier, eller batterier der ikke kan købes separat. Eller at det ved lov forbydes at begrænse antal print fra en blækpatron (fx). Eller garanti for opdateringer til software i et antal år (svært at definere).
Ad 2: Her tænker jeg på en udvidelse af reklamationsretten i tid, eller af perioden for den såkaldte formodningsregel. - evt på udvalgte produkter, produktgrupper eller typer af fejl/reklamationer.
Hvad med forbrugeroplysning i stedet for forbud? Så forbrugeren kan overveje “vil jeg helst have det her produkt, der holder 4 år - eller et tilsvarende, der holder 10?”
På den måde ville producenterne måske begynde at konkurrere på holdbarhed også?
Et krav om forbrugeroplysning ville efter min mening være bedre end forbud. Det kunne netop få producenterne til at konkurrere mere på holdbarhed end på at vildlede forbrugerne om de solgte produkter.
Længere garantiperiode
Vi har arbejdet med oplysning og bløde incitamenter i laaang tid, uden at det gør nogen målbar forskel. Klimaet og naturen kan ikke vente mere.
En nem måde at klare den sag indenfor en liberal markedsøkonomi ville være at fordoble garantitiden til fire år - eller måske endnu mere. Min garanti: Det virker omgående
Jeg er heller ikke helt vild med forbudsmodellen, da det er et svært område.
Jeg vil derfor foreslå at vi pålægger producenterne at oplyse om planlagt forældelse på deres produkter. Når en producent af en elpærer kan oplyse om antal timer, kan en printerproducent også oplyse om antal prints, som deres produkt forventer at kunne printe. Fladskærmsproducenten oplyse om antal timer, deres tv vil virke, og så videre. Producenterne har den viden der skal til - de skal blot tvinges til at dele den med os, så vi kan vælge de bedste produkter for kloden.
Derudover vil jeg foreslå at vi kopierer Norge, når det kommer til garanti og reklamation. Denne sætning siger alt:
Når du handler med en profesjonell selger, er reklamasjonsfristen to eller fem år. Om varen er ment å vare vesentlig lenger enn to år, er fristen fem år. Det gjelder varer som for eksempel kjøleskap og vaskemaskiner. (Kilde, Forbrukerrådet.no)
Jeg skal indrømme at jeg ikke kender de norske regler. Men for de produkter, hvor reklamationen vil være fem år, vil jeg foreslå at garantien udvides til to år. Det er ikke rimeligt, at forbrugeren skal bevise en fejl på eks. et køleskab eller tv, som er under to år gammelt.
Jeg tror at en kombination vil sende et stærkt signal - både til forbrugere og producenter.
Det her er et område hvor vi virkelig kan bruge EU.
Et europæisk forbud mod elektronikprodukter (og andet) med uudskiftelige dele, og en kraftig opfordring til producenterne om at sælge reservedele, om ikke decideret i løssalg, så i hvert fald i bulk til reparationsværksteder. Det må simpelthen være muligt for så stort et marked som EU at få gennemført det. Vi har før set EU sætte kraftigt ind overfor producenter, for eksempel med indførelsen af en fælles standard for telefonopladere. Det her er naturligvis et noget større krav, men på den anden side kan det ikke være så svært at gøre det muligt f.eks. at åbne en telefon.
Teknologien til at der kan ændres på der her er tilstede.
[Hvis der kan komme nok pisk eller gulerod for at lave langtidsholdbare produkter]* så vil vi kunne få de gamle radiotekniker butikker tilbage, små værksteder med 3printere, og gamle ræve med hænderne godt skruet på, måske endda pensionistfælleskaber for ingeniører og teknikere…
Disse butikker vil kunne reparere rigtigt meget, hvis
Produkter ikke bliver designet så de er umulige at åbne, umulige at reparere ie. meget dyrere i løntid end at udskifte = nysalg.
Virksomheder lægger 3d tegninger frit ud, og opbygger modulært og med elektronik standardkomponenter.
Der er også lavet en dokumentar for emnet, der skildrer hvor langt tilbage denne business case har været kendt/anerkendt. - The Lightbulb Conspiracy - I grove træk handler det om en lyspære der har… damdam… lyst i over 100 år, og ergo lavet for over 100 år siden, så tænker man jo hvad sker der så lige for 100 års udvikling inde for lyspærer ?
*Problemet i en nøddeskal er at der er ikke nogle straf ved at frådse med vores resurser, havde virksomhederne et ansvar for deres produkter afvikling, ie. hvis der f.eks. var en lov om at" alle produkter skal RFID mærkes, og sendes for producents regning tilbage til producenten efter sortering på losseplads, med mindre anden aftale er indgået med producent."
Business case er jo simpel, det kan ofte ikke betale sig at lave højkvalitets produkter i vores tid og dage, ikke sådan rigtigt, højkvalitets, som vi teknologisk og håndværksmæssigt er i stand til. Derfor er det også sørgeligt når dansker virksomheder med produkter af høj kvalitet får problemer, f.eks. B&O.
@Salik - jeg tror dog at der var Kina der gjorde det kom til at ske, de har væsentlig lettere ved at vride armen rundt på firmaerne med produktion i Kina, end vi har i EU. Beijing kunne godt se problemet da det for 10 år siden, blev estimeret at der hvert år vil blive købt 500 mio. konsumer elektronik opladere , internt i kinas konsumer marked, pr. år.
