Kære Avocado,
Du som smager så godt, og du som er med i vores tanker når vi planlægger hverdags – og festmad. Det er bare ikke alting ved dig, der er så godt som jeg troede. Fx går der ca. 1000 l. vand til at producere 1 kg. af din slags. Til sammenligning går de kun 180 l. vand til fremstilling af 1 kg. Tomater. Og vand er en mangelvare rundt om i verden.
Og hvis dit oprindelsesland er Sydafrika, så er der en transporttid på mindst 4 uger i et lastrum, der skal være kølet ned til 6 grader – det kræver en masse el. Og derudover skal luftfugtigheden også være tilpasset dine behov. Med andre ord: du har en meget energi-intensiv transport til os rige forbrugere i Europa.
Jo flere avocadoer som dig vi spiser i Vesten, jo mere trænger produktionen andre planter væk. Således at lokalbefolkningen, der arbejder på avocadoplantagerne ikke kan dyrke egne fødevarer. Du fortrænger på den måde lokalbefolkningens majs, te og tomater – det må i nogle områder importeres nu!
Ved Limpopofloden, i Sydafrika, har en af de største leverandører af dig og dine hjemme. Her er et område på størrelse med Hamburg omdannet til monokultur, hvor kun de 2 m. høje avocadotræer vokser i lange lige rækker. Kun på den måde kan storbonden passe jer med dyre maskiner og give jer alt det vand i har brug for. Vandet kommer nemlig i 30 km. lange rør oppe fra bjergene – og væder jorden for dig lille ven og dine venner. Ja, så kun med stordrift er det muligt at frembringe dig. Så de mindre lokale farmere må dreje nøglen om, og tage job på storfarmen.
Når du så ankommer til fx Rotterdam, så bliver du taget godt i mod af importfirmaet Nature’s Pride, der har udviklet en program, der udvikler dig fra en hård hvidlig uspiselig frugt til den udgave vi alle sammen kender og elsker at spise.
I store lagerrum, der konstant overvåges holdes temperaturen mellem 6 – 25 grader, for at sætte en kontrolleret modningsproces i gang. Og det er de rigtig dygtige til i Holland, således at vi nu i vores supermarkeder kan købe dig påklistret et lille mærkat med ordene * moden og klar til at spise*. Ja, og hvem skulle tro, at det var så energikrævende en proces, der går forud for sådan et lille uskyldigt mærke?
Kære avocado: bliv hvor du vokser! Uanset hvor populær du er blevet her hos os. Du er et miljømæssigt meget dyrt bekendtskab!
Mange grønne hilsner
Lone A. Sperschneider (kilde Die Zeit. Nr. 43-2016)