Kære medlem af Alternativet
Det er i dag en historisk dag. Forleden var Alternativet med til at vedtage vores første finanslov og for kort tid siden, har vi så været med til at sikre, at Danmark får sin første klimalov.
Dermed har vi taget et stort skridt mod at genetablere Danmark som et grønt foregangsland. Nu er rammerne nemlig på plads – så skal vi bare levere på al den handling, der skal til for, at vi når klimalovens mål.
For et år siden var Alternativet det eneste parti i Folketinget, der krævede en minimum 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030 i forhold til 1990. Nu har Folketinget så netop vedtaget en klimalov, der har præcis det mål. Ni ud af Folketingets ti partier bakker op om 70 procent-målet, hvor det på samme tid sidste år kun var et parti – nemlig vores lille grønne og modige parti.
Det er en udvikling, der er gået rivende hurtigt og som vi i den grad kan være stolte af. Sammen med skolestrejkende unge, klimabevidste studerende, bekymrede forældre og handlekraftige bedsteforældre, der gik i lære under demonstrationerne mod atomkraft, har vi som en forenet klimabevægelse flyttet både virksomheder, interesseorganisationer og de øvrige politiske partier.
Det er en fælles bedrift. Så tak for det til alle jer, der har bidraget. Ingen kunne have gjort det her alene.
Klimaforhandlingerne har været i gang i månedsvis, men først efter efterårsferien kom der gang i de reelle forhandlinger. Det har til tider været en frustrerende proces at være en del af, fordi vi fra Alternativets side har haft en helt klart billede af, hvad en klimalov skal indeholde. Vi har jo ligesom et oplæg fra befolkningen, hvor over 68.000 borgere skrev under på borgerforslaget om dansk klimalov, som blev behandlet i Folketinget forleden. Det har for os været helt oplagt at følge det forslags principper – det var jo det vi og en stribe andre partier lovede vælgerne før valget. Inklusiv Socialdemokratiet.
Det har dog ikke været helt så lige til, som man kunne have håbet. Der har været en stribe forslag fra andre partier om at svække klimaloven, så den ikke blev som ambitiøs, som vi har brug for.
Det har været besynderligt og af og til også nedslående at være vidne til. Men nu er vi så endelig nået til enighed. Som det altid er i forhandlinger, må man både give og tage. Så det er ikke den ideelle klimalov, men den er dog stadig stærk nok til, at vi fra Alternativets side godt kan se os selv i den. Særligt er vi glade for, at vi har Alternativet har sikret etableringen af et klimaborgerting, som kan sikre borgerinddragelsen i klimaarbejdet.
Det afgørende for os har været at insistere på, at klimaloven sikrer, at vi leverer reel klimahandling før 2030. Klimakrisen er så påtrængende og alvorlig, at vi ikke kan blive ved med at udskyde reduktionerne i vores udledning af drivhusgasser. Man skal huske på, at vi allerede er over halvvejs i mål i forhold til at nå den minimum 70 procent reduktion. Opgaven er stor, men ikke så stor, som den måske lyder.
Vi har vedvarende og stædigt (nok også for insisterende, hvis du spørger nogle af vores forhandlingspartnere) lagt pres på for at øge ambitionerne i klimaloven. Både i medierne og ved forhandlingsbordet. Vi er lykkedes med at hæve ambitionerne, men ikke helt så højt, som vi gerne ville.
Vi har ikke fået verdens bedste klimalov, hvilket vi ellers synes, ville være oplagt for et påstået grønt foregangsland som Danmark. Men vi har kæmpet os til at få én af de bedste. Og det er også værd at tage med.
Jeg siger dette for at fastslå, at vi med klimaloven har taget et stort skridt i den rigtige retning, men vi er stadig langt fra at levere den handling, der skal til. Så vi har i den grad stadig brug for alle jer, der kæmper for en grønnere fremtid.
Det håber jeg, I er klar på at hjælpe til med.
Og så skal vi nu spare kræfter op til, at klimahandlingsplanen skal forhandles på plads i foråret. Her bliver der i den grad brug for al vores idekraft, kreativitet og mobilisering.
Kh og grønt håb fra Rasmus