Ekstraordinært nyhedsbrev: Amager Fælled er tabt – Alternativet ude af budgetforhandlinger

Kære medlemmer,

Som I alle ved, gik vi til valg på en grøn og demokratisk byudvikling i København og på at redde Amager Fælled. Vores valgte medlemmer i Borgerrepræsentationen har arbejdet for at få Amager Fælled ud af budgetforhandlingerne, men det lykkedes desværre ikke. Efterfølgende er vi kommet til budgetforhandlingerne med en række løsningsforslag til at redde Amager Fælled og i stedet fordele boligbyggeriet andre steder i byen, men de øvrige partier – undtagen Enhedslisten – insisterede på, at der skulle bygges på det naturskønne område.

”Jeg er dybt skuffet på Københavns vegne. Vi kunne have reddet Amager Fælled og samtidig bygget masser af boliger. Vi gik efter at få et balanceret budget med fokus på natur, klima, livskvalitet og sociale forbedringer. Men vi blev presset ud, før vi fik kunne få lov til at fremlægge vores samlede budgetforslag,” udtaler kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld.

”Vi kom med et gennemarbejdet og fuldt finansieret forslag til at redde Amager Fælled, som hverken ville koste på velfærd eller natur i andre bydele. Vores forslag ville endda have skabt flere boliger, end planerne på Amager Fælled ville. Men det var tydeligt for os, at det på forhånd var besluttet, at man ville ofre Amager Fælled.”

Amager Fælled har været en varm kartoffel de seneste år på Københavns Rådhus. Salget af retten til at bygge på den 5000 år gamle Strandeng på Amager Fælled skulle oprindeligt hjælpe med at betale af på Københavns store metrogæld. Efter massive folkelige protester og 50.000 underskrifter mod at bygge på Strandengen, droppede overborgmester, Frank Jensen, i 2017 at bygge på Strandengen. Siden da har Alternativet stillet flere forslag i Borgerrepræsentationen til at droppe al byggeri på naturområdet, og for to uger siden demonstrerede 8000 mennesker på Rådhuspladsen imod byggeri på området. Men nu er kampen altså slut.

”Overborgmesteren havde muligheden for at samle os alle sammen om en vindersag, men vælger at bygge på Københavns mest unikke og største sammenhængende naturområde i stedet,” konkluderer Niko Grünfeld og fortsætter:

”Jeg er overbevist om, at politikerne overser et vigtigt signal fra københavnerne. Den massive modstand mod at bygge på Amager Fælled handler om mere end Amager Fælled. Den handler også om, at københavnerne ønsker en demokratisk byudvikling, som sætter fokus på livskvalitet og en by i bedre balance. Det får vi ikke ved at hælde beton på vores sparsomme grønne områder,” understreger Niko Grünfeld.

De andre partier forhandler nu videre, og vi håber de tager københavnernes ønske til efterretning. Ønsket om at bevare Københavns lunge. Ønsket om at bevare vild natur tæt på byen. Ønsket om en grøn byudvikling.

De bedste og ærgerlige hilsener
Bestyrelsen i Alternativet København

Ærgerligt .
Hvor kan jeg finde Å forslag til anden bolig placering .
Vh
Jette Krøyer

1 Synes om

https://twitter.com/BadarShahDk/status/1036895214756147200