Ekstra Nyhedsbrev

Indhold

  • Din evaluering af valgkampen

  • Lidt ord fra nogle af vores kandidater

  • Lokalpolitik - et spørgsmål om tillid

  • Vores nordjyske resultat

  • Kandidater søges!


Din evaluering af valgkampen

Vi har lavet et lille spørgeskema til alle vores medlemmer i Nordjylland, så I kan hjælpe med at evaluere det gode og det mindre gode i denne valgkamp. Vi håber, at alle lige vil bruge 5 minutter (eller mere) på at udfylde dette spørgeskema.


Lidt ord fra nogle af vores kandidater

Hvad tror du var hovedårsagen til at din kampagne var så effektiv?
-Godt forarbejde (valgprogram) med solid, grøn politik, ærlighed og pragmatisk tilgang til lokale udfordringer.

Kan du beskrive dine følelser, nu her lige efter valget?
-Ambivalente. Stor glæde over valget, men stor skuffelse over ny borgmesters ageren på valgnatten i forbindelse med “konstitueringsforhandlingerne”.

Hvad var din bedste og hvad var din dårligste oplevelse under valgkampen?
-Min bedste oplevelse var valgdebatter/møder og den politiske samtale med borgerne. Den værste oplevelse var at være vidne til magtspillet på valgnatten, som lod hånt om alle de flotte ord og løfter om bredt samarbejde.


Louise er i løbet af valgkampen konstant blevet kraftigt redigeret af de forskellige medier. Her hvor vi selv styrer spaltepladsen, får I lige hendes egen originale version.

Hvordan tror du at vi bliver bedre til at tiltrække vælgerne lokalpolitisk?
-Alternativet er stadig et ungt og til tider et lidt for farverigt og sprælsk parti, som mange vælgere ikke rigtig tør stole på. Derfor er det desto vigtigere, at de kan stole på os som kandidater. Vi skal hver især udøve politisk lederskab, og så skal vi faktisk være MEGET bedre end kandidaterne fra de andre partier. Politik og valg må ikke bare blive en gavebod, hvor man deler ud af løfter til højre og venstre. Det kan de andre slippe afsted med, men ikke os. Mit forslag er, at vi hver især blander os så godt vi kan i den lokalpolitiske virkelighed, der hvor vi har vores gang. Op til et valg skal vi have helt konkrete forslag på bordet. Ikke kun borgerinddragelse - men hvordan vi vil praktisere borgerinddragelse. Ikke kun det nære sundhedsvæsen - men hvordan vi forestiller os det. Skal kommunerne fx. overtage de lokale sundhedshuse - hvorfor ikke? Ikke kun at vi skal styrke samarbejdet kommuner og regioner imellem, men hvordan. Hvad gør man i den situation, hvor en kommune fx. ikke har aflastningspladser eller plejehjemspladser? Hvad kan vi faktisk stille op i den situation andet end at påpege, at det ikke er godt nok og sende en regning på kr. 5000 om dagen fra regionen til kommunen, fordi Gamle Hr. Hansen bare ligger og venter på at blive udskrevet. Hvad mener vi egentlig om alternativ behandling? Hvis alternativet ikke skulle bringe det på banen, hvem skulle så - på et helt konkret plan. Ikke bare mere økologi, men hvordan den offentlige sektor kan drive en omstilling, hvis vi bare vil det nok. Vi skal tage os selv alvorlige, hvis vi skal have vælgerne til at tage os alvorlige. Vi skal ikke bare sige jeg vil mere af bla bla fordi, men også hvordan.

Kan du beskrive dine følelser, nu her lige efter valget?
-Jeg er glad og lettet. Projektet er lykkedes, som jeg ser det. Det kan måske lyde paradoksalt, når nu vi ikke blev valgt ind. Lad mig forklare; Jeg er til alle tider optaget af vejen og ikke så meget målet. Vi har gået vejen sammen, og vi har efterladt os et spor, så den bliver nemmere at betræde for dem, der kommer efter os. Der er ikke nogen af de partier, som vi har haft kontakt med, som ikke meget præcist ved, at Alternativet er på banen og er kommet for at blive - også selvom vi ikke fik en plads i denne omgang. Sådan tror jeg også, det er blandt nordjyderne generelt.

Hvad var din bedste og hvad var din dårligste oplevelse under valgkampen?
-Min bedste oplevelse var at få lov at få et talerør ift det, der i særlig grad optager mig; nemlig forebyggende sundhed, udviklingsprojekter som havbad og Naturnationalpark Han Herred og mere lighed i samfundet. Jeg har også slået på tromme for, at man skal stemme grønt. Det var dejligt at få lov at gøre det.

En anden bedste oplevelse har været at være del af et hold. Jeg gik ikke vejen alene. Vi var mange, der gik vejen sammen. Vi har hver vores styrker og kompetencer, netværk og måde at gøre tingene på. Jeg synes, det har været en styrke, at vi satte hinanden fri i valgkampen. På den måde kunne vi fremstå med en integritet, som jeg er sikker på, at vælgerne har kunnet mærke.

Den dårligste oplevelse har været at politik nemt bliver forfladiget og reduceret til noget intetsigende vrøvl i en valgkamp. Det er dybt frustrerende, når vi er så mange (også på tværs af partiskel), der længes efter at komme ned i substansen og bidrage til et bedre samfund. Vælgermøder kan gøres så meget bedre end de paneldebatter, vi kun kender alt for godt. Mere dialog og debat ved små caféborde, så borgerne kan blive set og hørt og få svar på netop det, der optager dem.

Hvis vi ikke selv bliver inviteret til den slags, må vi jo arrangere det selv. Det vil vi have meget bedre mulighed for næste gang, hvor vi jo kender vores medspillere på en helt anden måde.


Lokalpolitik - et spørgsmål om tillid

Vi var nok en del, der gik til valg i tirsdags med en forestilling om, at resultatet ville matche vores resultat fra Folketingsvalget i 2015. Vi vidste måske godt, at lokalpolitik var anderledes, og at det ville være en udfordring at gøre vores landsdækkende projekt til et lokalt forankret et. Alligevel var håbet så stort og grønt.

Resultatet blev umiddelbart på papiret bedre end Uffe Elbæks målsætning med 10-20 valgte. Det blev til 23 på landsplan. Vi kan være stolte af, at det allerførste valgte mandat i Alternativets lokalpolitiske historie kommer fra Thisted. Joachim Plaetner Kjeldsen stormede ind på Thisted Rådhus med 578 personlige stemmer og i alt 783 stemmer på Liste Å. Vi glæder os til at høre om hans erfaringer.

Det være sagt sad en del af os nok tilbage med en lidt metallisk smag i munden ude på de sene nattetimer. Lokalpolitik viste sig at være endnu sværere. I Nordjylland er vores stemmetal omtrent halveret i forhold til Folketingsvalget.

Hvad er det, der er så anderledes ved kommunal og regionsrådsvalg? Hvad får folk til at sætte deres kryds? Her mit bud:

For det første kan de politiske løfter til vælgerne godt flyde helt sammen. Under en paneldebat var det ofte svært at gætte, hvem der var fra LA, og hvem der var fra EL. Alle lovede stortset det samme. Ingen stak frem og fik overdøvet koret. Så virker det måske naturligt, at folk stemmer på status quo.

Lokalpolitik er konkret politik. Ikke plads til flyvske drømme. Her handler det om, når ens mand bliver syg, børnenes uddannelse og bedstemors ældrepleje. Her er ikke plads til eksperimenter fra nybegyndere. Du må gerne prøve nye ting af, hvis du har bevist, at dine ideer før har virket. Er du ny i klassen, må du sætte dig ned bagi og lære af de andre.

Sidst, men ikke mindst er lokalpolitik et spørgsmål om tillid. Selvom kommunerne er blevet store, vælger mange at stemme på et kendt ansigt i lokalsamfundet. Formanden for håndboldklubben eller børnehavelederen.

Det kan vi lære af til næste gang. Vi må være mere klar i vores budskaber. Man behøver ikke have en mening om alt, og der hvor alle umiddelbart vil det samme, må vi finde en skæv vinkel, der gør, at vi træder frem i mængden, og ikke drukner i ens udtalelser. Vi må også være mere konkrete. Vores forslag skal være noget den enkelte vælger kan se vil ændre hendes dagligdag på positiv vis. Til sidst skal vi finde flere kandidater og i god tid. Potentielle kandidater bør søge at involvere sig endnu mere i lokalsamfundet, fx i ens børns sportsaktiviteter eller lignende.

Dette er mit ydmyge bud på et endnu bedre resultat næste gang. Jeg håber, I andre gør jer lignende tanker, og I er selvfølgelig velkomne til at dele dem med os andre. Flere ved mere.


Vores nordjyske resultat

Region Nord
Stemmer Alternativet i alt: 4811 (1.5%)
Listestemmer: 2573 (53.5%)

Louise Ursell-Smith (1) 670
Mette Wulff (4) 658
Christian Johnson (3) 372
Per Alstrup (2) 341
Gustav S. Sørensen (5) 197

Frederikshavn Kommune
Stemmer Alternativet i alt: 272 (0.8%)
Listestemmer: 69 (25,4%)

Mark Jewkes (4) 113
Ole Jonsson (1) 51
Heidi Jakobsen (2) 35
Erik G. Hansen (3) 4

Hjørring Kommune
Stemmer på Alternativet i alt: 365 (1.0%)
Listestemmer: 133 (36,4%)

Mette Harbo Arleth (1) 123
Ulla Gram Larsen (3) 44
Anne Bøttger-Rasmussen (2) 42
Minna Sadjadi (6) 12
Rita Chemnitz Eilers (4) 6
Rebekka Lisborg Godthaab (5) 5

Brønderslev Kommune
Stemmer på Alternativet i alt: 267 (1,3%)
Listestemmer: 68 (25,5%)

Asger Nielsen (1) 129
Michael Øhrberg (2) 37
Jytte Cramer (3) 17
Kirstine Nielsen (4) 16

Jammerbugt Kommune
Stemmer på Alternativet i alt: 365 (1,6%)
Listestemmer: 87 (23,8%)

Liselotte Lundgaard (2) 140
Frederik B. Bisgaard (1) 104
Margrethe Christensen (3) 16
Flemming Christensen (4) 9

Aalborg Kommune
Stemmer på Alternativet i alt: 2085 (1,8%)
Listestemmer: 918 (44,0%)

Camilla Bundgaard (3) 398
Anne-Dorrit Harris (1) 229
Lene Andersen (4) 168
J. Folkvang (2) 167
Nadia Flyvholm Bak (6) 112
Anne Guldborg (5) 30
Astrid Budolfsen (7) 63

Rebild Kommune
Stemmer på Alternativet i alt: 252 (1,4%)
Listestemmer: 79 (31,3%)

Lars Bloch (1) 87
Per Alstrup (2) 43
Zenia Sofia Munk (3) 22
Sara Frederiksen (5) 19
Dan Jørn Mortensen (4) 2

Mariagerfjord Kommune
Stemmer på Alternativet i alt: 526 (2,2%)
Listestemmer: 116 (22,1%)

Melanie Simick (1) 252
Christian Johnson (2) 100
Birgitte Miehs (3) 27
Karsten Karstensen (4) 26
Victor Søndergaard (5) 5

Thisted Kommune
Stemmer på Alternativet i alt: 783 (3,1%)
Listestemmer: 105 (13,4%)

Joachim Plaetner (1)** 578
Jens Ole Hald (2) 36
Flemming Nielsen (4) 42
Gustav Sieg Sørensen (3) 22


() Placering på listen **Danmarks første alternative mandat!

Alternativet stillede desværre ikke op i Vesthimmerland, Morsø og Læsø Kommune i denne omgang.


KANDIDATER SØGES!

Har du ikke fået nok af valgkampen, og er du klar til at starte forfra? Er du blevet smittet af din veninde, der stillede op, og vil gerne selv prøve kræfter? Meld dig som kandidataspirant hos vores kandidatudvalg ved anne-marie.gertsen@alternativet.dk

Europaparlamentsvalg 2019
Vi skal endnu gang prøve noget for første gang. I 2018 skal Alternativets EU-politik færdigudvikles. Deltag i den proces og kør dig i position som kandidat i god tid.

Folketingsvalg
Vi ved jo aldrig, hvornår Lars Løkke trykker på knappen, og vi vil gerne udvide vores nuværende 3-personers gruppe med MF Torsten Gejl i spidsen.

Kommunal og regionsrådsvalg 2021
Det er nu arbejdet starter. Vi videreformidler dit ønske om at involvere dig mere i kommunalpolitik til din lokalkreds.

Men der er også regionspolitik, hvor du kan melde dig til vores nyligt nedsatte regionsudvalg. Du behøver ikke at ønske at være kandidat. Du kan melde dig til regionsudvalget hos jens.harder@alternativet.dk eller følge vores Facebook-side, hvor møder i udvalget også vil blive slået op.


Kæmpe grøn hilsen fra Storkredsbestyrelsens kommunikations og presseudvalg


2 Synes om