Idag er det Earth Day - fandt jeg ud af på Facebook… 
Om en uge er det 1. maj. Og LO har igen ikke inviteret os med til deres kamp-/festdag. Igår snakkede vi i Alternativet Svendborg Kommune om det overhovedet er relevant at vi er med? For har LO ikke ret når de siger at vi ikke er et arbejderparti? Ikke at vi ikke er solidariske med arbejderne, men vi er vel forhåbentlig lige så solidariske med alle andre mennesker, ikke?
Den situation vi står i idag, er væsensforskellig fra situationen for hundrede+ år siden da arbjedernes internationale kampdag blev indført. Ikke fordi der ikke eksisterer udbyttede arbejdere idag, det gør der bestemt, og kategorien for dem er efter min mening langt større end vi ofte gør den til. Men med klimaforandringerne er hele menneskeheden (og alle andre levende væsener) i langt højere grad i samme båd. Så uanset det sympatiske i at kæmpe for bedre forhold og større retfærdighed for verdens arbejdere, er det så hensigtsmæssigt at italesætte det som en kamp? Og er det den vigtigste kamp vi kan føre?
Den amerikanske forfatter og fritidsfilosof/økonom Charles Eisenstein forsøger sig i ‘The More Beautiful World our Hearts Know is Possible’ med en analyse af menneskets historie i de sidste tre-fire tusind år som ‘the age of separation’, hvor vi tror at vi må kæmpe mod naturen og mod ondskaben som vi personificerer hos hinanden, for at skabe fremskridt og nå tættere på det gode samfund. Eisenstein mener at vi er igang med et skifte fra denne age of separation og over imod en ‘age of interbeing’, hvor vi ser os selv som en del af naturen og ser på hinanden som delende de samme interesser og behov. Man kan sige at arbejdernes internationale kampdag ikke handler om en kamp mellem arbejdere og kapitalister, men mellem arbejderne og kapitalismen. Men passer det? Er det virkelig muligt for os at benytte en kampretorik der sætter en samfundsgruppe i rollen som ofrene eller forandringskraften uden samtidig at sætte en anden samfundsgruppe i rollen som gerningsmænd? Kan kampen mod kapitalismen være en fælles kamp, og hvis den kan (hvilket jeg i høj grad håber), er det så noget som 1. maj hjælper til med?
Hvordan undgår vi at vores kamp for en bedre verden ender i vold? Er det ved ikke at slå? Eller starter det allerede ved ikke at tale en kamp frem? Til 1. maj er de borgerlige partier i hvert fald helt tydeligt ikke velkomne. De bliver direkte eller indirekte sat i bås som fjenden af arbejderne, af kampdagen, og de er ikke en del af løsningen. Men hvis vi idag alle er i samme båd, og det ikke vil hjælpe nogen en døjt at være stinkende rig hvis verden alligevel ender med at gå under, bør vi så ikke i stedet have en kampdag som inviterer til at vi alle står sammen? Det kunne jo måske være en god anledning til at tage problemet med den store ulighed op, så de rige ikke blot tror at det er de fattiges eller arbejdernes problem, men netop også de riges problem, at der er så stor ulighed.
Jeg har al mulig sympati for 1. maj. Men vil Jordens Dag ikke være et bedre sted for Alternativet at sætte sine kræfter ind? Lad os gøre Earth Day til en kampdag for hele verdens folk! En kamp for en bedre verden for os alle sammen. 
