Det er mere det vi gør, end det vi siger, der har betydning
Vi skal selv være den forandring vi vil skabe og se.
Det er ikke alene det vi siger, men i høj grad det vi gør, som har betydning og som kan sætte en sommerfugleeffekt i gang/smitte og inspirere andre. Det er vi rigtig gode til i Alternativet. Vi har gjort det med vores værdier, debatdogmer, vores fokus på mindre forbrug, vores ønske om mere væren end gøren, flyrejser, oksekød, klima, osv. Det skal vi blive ved med og skrue endnu mere op for.
Vi må forstå, at al forandring kommer indefra og forandring er ikke altid nemt. Vanens magt er stor. Mit nytårsønske for Alternativet er, at vi fortsat og endnu mere forsøger så godt vi kan, at leve det vi siger. Vi skal gøre det i hver vores tempo og nogen starter et sted, andre et andet. Vi skal tilgive os selv for at fejle og ikke være perfekte. Vi skal i Alternativet aldrig sige, hvad andre skal og vi skal ikke kritisere andre, for det de gør. Vi skal ikke være bedrevidende og dømmende. Vi skal fortælle, hvad vi selv gør og vi kan vise, at vi gør det, og så kan vi smitte andre.
Når vi snakker om bevægelsen i Alternativet, er det i høj grad det, som det handler om for mig. Vi er nogle, som har samlet os i Alternativet, som vil noget andet og vi vil ikke bare noget andet, vi gør også noget andet. Det sætter en bevægelse i gang, som skaber den forandring, der er nødvendig og som vi har brug for.
Jeg selv prøver det bedste jeg kan, walk the talk, men jeg erkender også, at jeg ikke er perfekt. Jeg tilgiver mig selv for de fejl jeg laver, reflekterer over dem og gør det bedre næste gang. Det er ikke mit mål at ovetale andre og få ret. Jeg siger, hvad jeg mener og lytter på, hvad andre mener. Min måde at se tingene på og mine holdninger er et tilbud til andre, som de kan tage til sig.
Jeg respekterer dog fuldt ud, at andre mener noget andet, omend jeg måske ikke kan forstå det. Jeg stiller ikke hårdt mod hårdt. Chancen for at andre lytter på hvad jeg siger er større, når de kan se, at der er overensstemmelse mellem mine ord og handlinger. Må Alternativet og alle i Skanderborg og hele Danmark i 2020 være og gøre det ”bedste” vi hver især kan, - og så håber jeg, at det er nok !!!