Efter en intens valgkamp, hvor Alternativet har haft 93 kandidater på gaden over hele landet, herunder 10 i Nordsjælland, gav indsatsen virkelig pote i går. Nordsjælland har fået et mandat til Folketinget, og vi venter i spænding på optælling af de personlige mandater. Det betyder, at vi i dag kan nyde fornemmelsen af, at vi bliver repræsenteret i Folketinget, og at vore ti gæve kandidater kan gå rundt med sommerfugle i maven og telefonen i hånden, mens de checker KMDs valgwebside.
For den heldige bliver det et helt andet liv, der starter nu. Et liv som een af de 179, der bestemmer vejen for Danmark de næste fire år. For alle os andre i Nordsjælland bliver det en ny og glædelig tilstand af, at vi har en person på Tinge, som løbende får brug for vores opbakning og hjælp - at vi bliver basen for den kandidat, der nu får forandret sit liv og får een af demokratiets fornemste roller.
Vi vender tilbage med endnu en hilsen, når de personlige stemmer er talt op. Tak for jeres kæmpe støtte og indsats i valgkampen i Nordsjælland; tak til 10 modige kandidater, der kastede sig ind i opgaven og nu fortjener en pause og al vores ros. Valgfesten i Kødbyen i går var en glædens fest, hvor vi igen mærkede den boblende glæde af et parti i fremgang; et Alternativet 2.0 på solid grund og boblende værdier: Humor, ydmyghed, generøsitet, gennemsigtighed, empati og mod.
Kærlig hilsen, Bestyrelsen i Nordsjælland v. Christian Poll