Danmarks Vilde Parker
Plads tilbage til dyrene — tættere på byerne, stærk natur!
Et visionsforslag om vilde parker, naturkorridorer, dyrevelfærd, artsudvidelse og grønne arbejdspladser —
finansieret gennem 1 procentpoint højere skat på personlig indkomst. Et samlet beløb på ca. 15 Milliarder om året.
Udvidelse af og evt. ændring i projektet Danmarks Naturnational parker
1. Kort vision
Danmarks Vilde Parker er et nationalt naturprojekt, der skal give plads tilbage til dyr, fugle, fisk, insekter, planter og levende økosystemer.
Projektet skal skabe store beskyttede parker tæt på danske byer, frie natur- og vildtlivskorridorer på tværs af landet, grønne arbejdspladser, stærkere artsbevaring, artsudvidelse og en ny måde at tænke forholdet mellem mennesker, dyr og natur.
Formålet er ikke kun at skabe mere natur. Formålet er at skabe mere levende, mangfoldig og vild natur — både bag beskyttende hegn, hvor dyr kan få sikre levesteder, og i det åbne landskab, hvor naturkorridorer kan forbinde Danmark på nye måder.
Vi har bygget byer, veje, industri, landbrug og infrastruktur til os selv. Nu må vi også skabe hjem til det liv, vi deler landet med.
Det handler om plads tilbage til dyrene, vild natur tættere på byerne, stærkere økosystemer, grønne arbejdspladser, forskning, uddannelse og en ny national balance mellem menneskeliv og vildt liv.
2. Problemformulering
Danmark har i generationer udvidet byer, veje, landbrug og infrastruktur, mens det vilde liv er blevet presset tilbage.
Mange dyr, fugle, fisk, insekter, planter og økosystemer mangler plads, sammenhæng og beskyttelse. Samtidig lever mange mennesker langt fra den vilde natur og kan næsten glemme, at vi selv er en del af den.
Danmark mangler dedikeret plads til vild og mangfoldig natur, større sammenhængende økosystemer og trygge områder, hvor dyr kan leve uden konstant fare fra veje, byer og fragmenterede levesteder.
Danmark mangler også en mere ambitiøs model for zoologiske haver, dyrevelfærd, artsbevaring og store landskabsparker.
Danmarks Vilde Parker skal derfor give mere plads til vild natur, beskytte dyr mod fragmenterede levesteder, gentænke store dyrs livsvilkår, bringe vild natur tættere på byerne og skabe meningsfulde grønne arbejdspladser.
De hegnede parker skal skabe sikre levesteder og komplekse økosystemer. De frie naturkorridorer skal skabe åben, sammenhængende natur på tværs af landet. Parkerne og korridorerne skal supplere hinanden.
3. Projektets fem hovedelementer
Danmarks Vilde Parker består af fem hovedelementer:
- Naturparker uden rovdyr farlige for mennesker
- Vildmarksparker med rovdyr
- Zoologiske safari- og overgangsparker
- Overdækkede fugle- og flyveparker
- Frie natur- og vildtlivskorridorer på tværs af Danmark
De fire første elementer er parktyper. Det femte element er et landsdækkende netværk af åben natur, biodiversitetskorridorer, vildtlivspassager og grønne forbindelser.
Samtidig skal projektet bæres af en tværgående forsknings- og læringsmodel, hvor universiteter, fagfolk, borgere, parkledelser og myndigheder undersøger, hvad der virker, og hvordan vi gradvist kan skabe bedre vilkår for livet i Danmark.
3.1 Naturparker uden rovdyr farlige for mennesker
Naturparkerne er store hegnede parker, hvor mennesker med Naturpas kan færdes mere frit, og hvor dyr, planter, insekter, fugle og økosystemer kan udvikle sig i beskyttede omgivelser.
Disse parker kan rumme store græssere, hjorte, robuste husdyrracer, ræve, grævlinge, harer, rovfugle, ugler, insekter, padder, krybdyr, fisk, planter, svampe og smådyr.
Naturparkerne er ikke uden rovdyr i absolut forstand. Pointen er, at de ikke skal rumme rovdyr, der normalt er farlige for mennesker.
Målet er levende økosystemer, hvor familier, skoler, unge, ældre og naturinteresserede kan komme tættere på naturen og lære at færdes som gæster.
3.2 Vildmarksparker med rovdyr
Vildmarksparkerne er store hegnede parker, hvor rovdyr som ulve, los og eventuelt andre større rovdyr kan leve i artsdesignede økosystemer, hvis det er fagligt, etisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Disse parker skal give rovdyr plads og samtidig beskytte dem mod det moderne landskab. Rovdyr trues af trafik, fragmenterede levesteder, konflikt med husdyr, ulovlig jagt, frygt og mangel på store sammenhængende områder.
Adgang til vildmarksparker kræver en mere grundig uddannelse end adgang til almindelige naturparker. Nogle områder kan være guide-only eller lukkede i perioder, hvis dyr yngler, jager, er stressede, eller hvis menneskelig adgang forstyrrer økosystemet.
Et levende samfund kan ikke fjerne al risiko. Spørgsmålet er, om risikoen kan forstås, begrænses og håndteres ansvarligt.
3.3 Zoologiske safari- og overgangsparker
Zoologiske safari- og overgangsparker er store landskabsparker for dyr fra zoologiske haver, artsbevaringsprogrammer eller internationale samarbejder.
Målet er at give nogle dyr langt mere plads, mere bevægelse, mere socialt liv og mere komplekse miljøer end traditionelle zoo-anlæg normalt kan tilbyde.
Disse parker skal ikke erstatte alle zoologiske haver. De skal gentænke dem. Zooer kan i denne model blive læringscentre, forskningscentre, dyrlægecentre, avlscentre, formidlingssteder og midlertidige modtagecentre.
Safari- og overgangsparkerne skal ikke alle være ens. De skal afprøve forskellige modeller for dyrevelfærd, fodring, social adfærd, menneskelig kontakt, avl, artsudvidelse og økosystemudvikling.
Nogle parker kan arbejde med menneskevante dyr og kontrolleret fodring. Andre kan arbejde med mere selvstændige økosystemer, hvor rovdyr, byttedyr, planter, insekter og vandmiljøer udvikler en mere naturlig balance inden for store lukkede arealer.
Formålet er at lære, dokumentere og gradvist finde de modeller, hvor dyrene trives bedst. Hvis det er dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt, kan nogle dyr midlertidigt føres ind i et zoologisk center i forbindelse med parring, sundhedstjek, behandling, forskning eller formidling.
3.4 Overdækkede fugle- og flyveparker
Overdækkede fugle- og flyveparker skal være meget store netoverdækkede landskaber, hvor fugle kan flyve mere frit i sikre omgivelser.
Det skal ikke være små volierer, men store landskaber med træer, søer, vådområder, redeområder, stier, formidling og levende økosystemer.
Mange zoologiske haver har forsøgt at give fugle bedre forhold end små bure, og det skal anerkendes. Men selv større fugleanlæg kan være for små til, at visse fugle virkelig trives.
Flamingoer, papegøjer og andre større eller sociale fugle har brug for plads, bevægelse, ro, flokliv, vand, redeområder og miljøer, der passer bedre til deres naturlige adfærd.
Det er ikke sikkert, at alle arter kan trives i sådanne parker. Det skal undersøges art for art. Men når et moderne samfund kan bygge højhuse, broer, stadioner og avanceret infrastruktur, bør vi også kunne undersøge, hvordan vi kan bygge langt bedre flyverum til fugle.
3.5 Frie natur- og vildtlivskorridorer
Danmarks Vilde Parker må ikke blive en erstatning for fri natur.
Samtidig med de hegnede parker skal Danmark udvikle frie natur- og vildtlivskorridorer på tværs af landet.
Disse korridorer kan udvikles i sammenhæng med Pilgrimsnetværket, cykelruter, vandreruter, ådale, skovbælter, vådområder, faunapassager, naturbroer og biodiversitetskorridorer.
Hvor Pilgrimsnetværket skaber stier, cykelruter, shelters, naturhubs og rekreativ infrastruktur, kan Danmarks Vilde Parker-projektet skabe den vilde natur omkring og langs ruterne: blomsterbælter, insektzoner, småskove, vådområder, faunapassager, levesteder og grønne forbindelser.
Her skal naturen være åben og fri, ikke hegnet som parkerne.
3.6 Hegn som beskyttelse, ikke fængsel
Hegnene skal ikke forstås som en måde at skjule eller indespærre naturen på. De skal forstås som beskyttelse mod veje, trafik, jernbaner, industri, byudvikling, jagt, konflikter med mennesker og fragmenterede levesteder.
I en ideel verden ville dyr have store frie landskaber uden hegn. Men i et tæt befolket moderne land kan beskyttede parker give dyr sikre områder, hvor de ikke konstant trues af menneskeskabte strukturer.
Vi hegner ikke dyrene inde for at lukke dem væk. Vi hegner dem inde for at skabe trygge områder, hvor de kan leve, yngle, søge føde, danne flokke, bygge reder, finde skjul og udfolde naturlig adfærd.
4. Parkdesign: små paradisperler for levende økosystemer
Parkerne skal ikke bare være indhegnede marker. De skal planlægges som levende landskaber.
Hver park skal designes med søer, vandløb, vådområder, skov, krat, enge, læzoner, redepladser, huler, insektzoner, smådyrshabitater, fiskebiotoper, vinterbygninger, skjulesteder, fodringsområder, stillezoner og besøgsområder.
Parkerne skal planlægges med samme seriøsitet, som hvis man byggede et højhus eller en ny bydel — bare med levende økosystemer som hovedformål.
Man skal kortlægge den natur, der allerede findes, vurdere hvad der skal bevares, og undersøge hvad der skal plantes, graves, formes, beskyttes, genoprettes eller skabes fra bunden.
Hvis der løber en å gennem landskabet, skal man undersøge, om der kan skabes søer, vådområder, gydeområder, rørskov, fugleliv og små vandløb.
Der skal skabes skjul, redepladser, krat, dødt ved, stenbunker, blomster, jordvolde, varme steder og sikre zoner. Målet er ikke at skabe menneskelige boliger til dyr, men levesteder der passer til dyrenes egne behov.
Nogle steder kan små varmezoner i jorden, lune huler, tørre redeområder, læ eller isolerede skjul være nok. Det afgørende er, at hver art får de forhold, der gør dens liv bedst muligt: tryghed, plads, social kontakt, bevægelse, skjul, ro og stimulation.
5. Dyrevelfærd, artsbevaring og artsudvidelse
Målet er ikke kun, at dyr skal overleve. Målet er, at dyr skal have gode, sunde og meningsfulde dyreliv.
Derfor skal hver park vurderes art for art og individ for individ.
Det afgørende er ikke ideologiske kategorier som “vild”, “tam” eller “semivild”, men dyrets faktiske trivsel: plads, tryghed, sundhed, social kontakt, naturlig adfærd, stimulation, skjul og et godt dyreliv.
Danmarks Vilde Parker skal arbejde med både artsbevaring og artsudvidelse.
Artsbevaring handler om at forhindre arter i at forsvinde. Artsudvidelse handler om at skabe plads til, at truede, pressede eller tidligere mere udbredte arter igen kan vokse til livskraftige bestande.
Mange arter er ikke kun truet, fordi de ikke kan formere sig. De er truet, fordi de mangler levesteder.
Det gælder ikke kun store pattedyr. Det gælder også fugle, rovfugle, ugler, fisk, padder, krybdyr, bier, hvepse, sommerfugle, biller, planter, svampe, vandmiljøer og hele fødekæder.
Inseminering, avl og reproduktion
Inseminering, avl og reproduktion skal behandles som dyrevelfærdsspørgsmål, ikke kun som tekniske avlsredskaber.
Naturlig parring bør foretrækkes, hvor det er muligt og forsvarligt. Inseminering kan dog anvendes, hvis det vurderes nødvendigt eller hensigtsmæssigt af hensyn til artsbevaring, genetisk diversitet, sygdomsforebyggelse, dyrets sikkerhed, transporthensyn eller artens langsigtede overlevelse.
Inseminering kan kun gennemføres, hvis tre parter uafhængigt vurderer, at indgrebet er fagligt, etisk og dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt — og samtidig føles rigtigt:
- den fagperson, dyrlæge eller reproduktionsspecialist, der skal udføre insemineringen
- den ansvarlige person eller parkledelse, som kender dyret og har ansvar for dyrets daglige trivsel
- en uvildig fagperson, for eksempel en dyrlæge, biolog, etolog eller dyrevelfærdsrepræsentant
Hvis én af de tre parter vurderer, at insemineringen ikke er fagligt forsvarlig, ikke er etisk forsvarlig, ikke er i dyrets interesse eller ikke føles rigtig, skal den ikke gennemføres.
Denne regel skal sikre, at reproduktion ikke kun styres af teknik, økonomi eller artsmål, men også af respekt, nærvær og ansvar over for det enkelte dyr.
6. Zoo-reform og overgangsparker
Zoologiske haver skal ikke nødvendigvis afskaffes. De skal gentænkes.
I dag lever mange dyr i zoologiske anlæg, fordi det historisk har været den måde, vi har formidlet dyr til mennesker på. Men vi må spørge, om nogle dyr kan få bedre liv, hvis de lever i langt større landskabsparker og kun midlertidigt kommer ind i zoologiske centre, når det giver mening.
Zoologiske haver kan udvikles til læringscentre, forskningscentre, dyrlægecentre, avlscentre, artsbevaringscentre og midlertidige formidlingssteder.
Nogle dyr kan fortsat leve i zoologiske haver, hvis de trives der. Andre kan leve størstedelen af deres liv i større safari- og overgangsparker.
Hvis det er dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt, kan nogle dyr midlertidigt føres ind i zoo-lignende formidlingscentre i forbindelse med parring, avlsprogrammer, sundhedstjek, behandling, forskning, undervisning eller kortere formidlingsforløb.
Målet er ikke at flytte dyr rundt for underholdningens skyld. Målet er at skabe en fleksibel model, hvor dyrene får større livsrum i hverdagen, samtidig med at zoologiske haver fortsat kan bidrage til læring, artsbevaring, forskning og offentlig kontakt med dyrene.
7. Adgang, Naturpas og Vildmarksadgang
Parkerne skal være åbne for mennesker, men på en måde der tager hensyn til dyrene.
Derfor etableres et adgangssystem med forskellige niveauer. Adgangssystemet skal ikke holde mennesker væk fra naturen. Det skal lære mennesker at være gode gæster i levende natur.
Naturpas giver adgang til naturparker uden rovdyr farlige for mennesker. Naturpasset skal lære besøgende, hvordan man færdes ansvarligt blandt dyr, planter, insekter, fugle og levende økosystemer.
Det skal ikke bare lære folk at holde afstand til alt. Det skal lære folk, hvornår man skal holde afstand, hvornår man kan nærme sig, hvad man må fodre med, hvor man må færdes, hvordan man opfører sig omkring store dyr, og hvordan man beskytter reder, smådyr, planter, insekter og vådområder.
Naturpas kan tages gennem digitalt selvstudie, online kursus, aftenskole, weekendkursus, praktisk feltkursus eller kombinationer af disse. Undervisningsmaterialet bør være gratis eller billigt tilgængeligt, mens selve prøven eventuelt kan have et mindre administrationsgebyr.
Vildmarksadgang kræves til vildmarksparker med rovdyr eller mere krævende natur. Denne adgang skal være mere grundig end Naturpas og kan indeholde praktisk træning, sikkerhed, gruppeadfærd, rovdyrsforståelse, nødprocedurer, adgangszoner og regler for overnatning.
Zoologiske safari- og overgangsparker kan have særlige parklicenser. Fugleparker kan i højere grad fungere som zoologiske haver med almindelig offentlig adgang, men med tydelig instruktion om adfærd, fodring, reder, biosikkerhed, affald, børn, støj og hensyn til fuglene.
Guider kan uddannes til at føre grupper gennem parkerne.
8. Organisering og ansvar
Projektet placeres under det eksisterende miljø- og naturområde gennem en ny styrelse: Styrelsen for Vilde Parker og Naturkorridorer.
Styrelsen får ansvar for den nationale ramme, økonomi, standarder, adgangssystemer, forskning, sikkerhed, evaluering, projektgodkendelser og koordinering mellem stat, regioner, kommuner, universiteter, parkvirksomheder og lokale aktører.
Hvis projektet senere vokser, kan det vurderes, om området kræver et selvstændigt ministerium.
Hver park skal være statsligt ejet, men drives af en selvstændig offentlig parkvirksomhed med ansvar for drift, personale, dyrevelfærd, adgang, sikkerhed, vedligeholdelse og lokal koordinering.
Allerede i fase 0 bør der oprettes tre foreløbige offentlige pilotvirksomheder: København/Sjælland, Odense/Fyn og Aarhus/Østjylland. Hver pilotvirksomhed bør tidligt få ansat en direktør eller projektleder, som samler relevante myndigheder, universiteter, borgere, lodsejere, zooer og naturorganisationer.
Der bør også oprettes en selvstændig offentlig korridorvirksomhed under styrelsen: Danmarks Naturkorridorer. Denne virksomhed skal koordinere de frie natur- og vildtlivskorridorer og arbejde tæt sammen med Pilgrimsnetværket, kommuner, regioner, lodsejere, landbrug, naturorganisationer, universiteter og staten.
9. Forskning, dokumentation og eksperimentelle økosystemmodeller
Danmarks Vilde Parker skal være et langsigtet forsknings-, lærings- og dokumentationsprojekt.
Den eksperimentelle økosystemmodel er ikke en femte parktype, men en tværgående metode for alle parker og korridorer.
Forskningen skal organiseres og udføres af relevante universiteter og forskningsmiljøer. Styrelsen og parkvirksomhederne skal skabe rammerne, men universiteterne skal have en central og uafhængig rolle i at undersøge, dokumentere, evaluere og formidle resultaterne.
Forskningen skal blandt andet undersøge dyrevelfærd, adfærd, stress, sygdomme, formering, rovdyr/byttedyr-forhold, planter, insekter, fugle, fisk, vandmiljø, jordbund, biodiversitet, sikkerhed, turisme, uddannelse, lokaløkonomi, parkdesign, fodring, tamhed, adgangsmodeller, naturkorridorer, faunapassager og vådområder.
Hvis noget ikke fungerer, skal det ændres. Hvis dyr ikke trives, skal de flyttes eller forholdene forbedres. Hvis en adgangsmodel eller korridor ikke virker, skal den evalueres og justeres.
Projektet skal ikke kun skabe natur. Det skal også skabe viden. Danmark skal beskrive, undersøge, dokumentere og dele erfaringerne, så andre kan lære af det, der virker.
10. Jord, lodsejere og landbrug
Parkerne skal som udgangspunkt etableres gennem statsligt ejerskab af parkarealerne.
Jord kan indgå gennem frivillige aftaler, opkøb, jordbytte, offentlige arealer eller kompensation. Frivillighed, dialog og fair aftaler skal altid undersøges først.
Men hvis en park eller naturkorridor kun kan fungere som sammenhængende økosystem ved at inkludere bestemte arealer, skal nødvendig offentlig erhvervelse af jord mod fair kompensation kunne anvendes. Det skal ske med stor alvor, demokratisk godkendelse, gennemsigtighed og mulighed for at undersøge alternativer først.
Tidligere lodsejere, landmænd og lokale virksomheder bør inviteres til at blive en del af projektet som ansatte, leverandører, naturforvaltere, maskinførere, foderproducenter, vedligeholdelsespartnere, guider eller medlemmer af lokale parkråd.
Hvis fødevareproduktion flyttes væk fra bynære arealer, skal der samtidig arbejdes med, hvordan nødvendig fødevareproduktion kan opretholdes andre steder. Målet er ikke at sætte natur og fødevarer op mod hinanden, men at skabe en bedre balance.
11. Sikkerhed, beredskab og ansvar
Parkerne skal have klare sikkerhedsmodeller.
Hver park skal have et lokalt grundberedskab. Derudover bør der oprettes et nationalt eller regionalt parkberedskab med specialister i undslupne dyr, rovdyr, indfangning, bedøvelse og sikkerhed.
Beredskabet kan rykke ud på tværs af landet, når en situation kræver mere specialiseret hjælp, end den enkelte park selv råder over.
Rovdyrparker skal have særlige adgangskrav, hegn, sluser, nødplaner og professionelt sikkerhedsudstyr.
Uddannet personale og særligt certificerede guider kan efter parkens regler udstyres med ikke-dødeligt sikkerheds- og afskrækningsudstyr. Bedøvelsesudstyr bør kun anvendes af dyrlæger, parkberedskab eller særligt autoriserede fagpersoner.
Ved alvorlige hændelser kan parkberedskabet samarbejde med politi, redningsberedskab, dyrlæger og eventuelt Forsvaret.
12. Finansiering
Projektet finansieres gennem en forhøjelse af skatten på personlig indkomst med 1 procentpoint.
Midlerne samles i en national fond for vilde parker og naturkorridorer.
Hvis dette eksempelvis indbringer omkring 15 mia. kr. årligt, kan Danmark over en årrække bygge parker, naturkorridorer, faunapassager, fugleparker, zoo-overgangsparker, forskningsprogrammer, uddannelser og tusindvis af grønne arbejdspladser.
Finansieringen begynder allerede i fase 0. De midler, der ikke bruges i forberedelsesfasen, opsamles i fonden, så pilotfasen kan begynde med en robust økonomi.
Som vejledende økonomisk model kan pilotfasen fordeles sådan:
- 25 % til nationale natur- og vildtlivskorridorer
- 20 % til København/Sjælland-pilotklyngen
- 20 % til Odense/Fyn-pilotklyngen
- 20 % til Aarhus/Østjylland-pilotklyngen
- 15 % til national struktur, forskning, uddannelse, adgangssystemer, beredskab og evaluering
Fordelingen skal være vejledende, ikke mekanisk. Hvis der på længere sigt er flere midler i fonden, end der er behov for til parker og korridorer, kan overskydende midler bruges til at styrke livet i søer, åer, fjorde og havområder.
13. Implementeringsplan
Danmarks Vilde Parker skal udvikles som en 30-årig national implementeringsplan med permanent drift efterfølgende.
Projektet skal ikke være et kort forsøgsprojekt. Det skal være en langsigtet national ombygning af vores forhold til natur, dyr, byer, landbrug, forskning, uddannelse og landskab.
Efter 30 år skal projektet evalueres nationalt. Her skal det vurderes, om projektet skal fortsætte uændret, udvides, justeres, reduceres eller ændres.
Fase 0 — Forberedelse, betænkning og parkdesign. Varighed: 2–5 år. Denne fase etablerer styrelse, fond, lovramme, pilotvirksomheder, forskning, borgerinddragelse og konkrete parkdesigns. Fase 0 skal ikke være passiv ventetid, men den fase, hvor Danmark tænker sig grundigt om, før vi bygger levende økosystemer.
Fase 1 — Pilotklynger og første naturkorridorer. Varighed: ca. 10 år. De første pilotklynger etableres ved København/Sjælland, Odense/Fyn og Aarhus/Østjylland. Samtidig udvikles de første store natur- og vildtlivskorridorer i sammenhæng med Pilgrimsnetværket. Pilotfasen tester hele modellen.
Fase 2 — National udbygning. Varighed: 10–15 år. Når pilotfasen har skabt erfaringer, kan nye parker og korridorer godkendes gennem projektansøgninger fra kommuner, regioner, parkvirksomheder, zoologiske haver, universiteter og lokale partnerskaber.
Hvert projekt skal beskrive parktype, arealbehov, dyrearter, habitatplan, budget, driftsøkonomi, jordmodel, lokal opbakning, faglig vurdering, forskningsplan, sikkerhedsplan, adgangsmodel, tidsplan, forventede arbejdspladser og sammenhæng med naturkorridorer.
Fase 3 — Moden drift, evaluering og videreudvikling. Varighed: 5–10 år og derefter permanent drift. Efterhånden som parker og korridorer er anlagt, flyttes flere midler fra anlæg til drift, vedligeholdelse, forskning, uddannelse, dyrevelfærd og videreudvikling.
14. Pilotområder
København/Sjælland kan udvikles som en grøn vildmarksbue med bynære parker, naturkorridorer, fuglepark, safari-/overgangspark og forbindelser mod Vestegnen, Amager, Nordsjælland og eksisterende naturområder.
Odense/Fyn kan udvikles som en grøn park-ring omkring byen med naturparker, fuglepark, vådområder, Odense Fjord, skovbælter og forbindelser mod resten af Fyn.
Aarhus/Østjylland kan udvikles som en østjysk landskabsbue, der forbinder skov, søer, enge, kyst, vådområder og forbindelser mod Djursland og Mols.
De tre pilotområder skal være læringsmodeller, der viser, hvordan store naturprojekter kan tilpasses forskellige landskaber: storby, mellemstor by, fjord, landbrug, skov, kyst og regional planlægning.
15. Grønne arbejdspladser, uddannelse og videndeling
Danmarks Vilde Parker skal skabe tusindvis af grønne arbejdspladser.
Projektet kan uddanne og ansætte dyrepassere, biologer, dyrlæger, naturforvaltere, gartnere, skovarbejdere, maskinførere, teknikere, vådområdespecialister, fiskebiologer, fugleeksperter, naturvejledere, parkbetjente, guider, forskere, undervisere, håndværkere, beredskabsfolk og servicepersonale.
Projektet skal være et uddannelsesprojekt, et beskæftigelsesprojekt og et naturprojekt på samme tid. Men det skal også være et inspirationsprojekt og et videndelingsprojekt.
Når Danmark bygger parkerne, skal vi samtidig beskrive, hvad vi gør, undersøge effekten, evaluere over tid og skabe materiale, som andre lande, byer, forskere og naturorganisationer kan bruge.
16. Social og sundhedsmæssig værdi
Projektet handler ikke kun om dyr. Det handler også om mennesker.
Vild natur tættere på byerne kan give ro, mental sundhed, fysisk bevægelse, naturkontakt, skoleundervisning, fællesskab, lokal stolthed, grønne arbejdspladser og større forståelse for dyr og økosystemer.
Danmarks Vilde Parker kan give mennesker en ny mulighed for at opleve naturen som noget levende, kraftfuldt og tæt på. Ikke kun som en weekendtur langt væk, men som noget, der findes nær byen, nær skolen, nær familien og nær hverdagen.
17. Energi, hegn og teknisk infrastruktur
Nogle parkgrænser kan udvikles som grønne og energiaktive grænser.
Hvor det giver mening, kan hegn, støjvægge, servicebygninger eller parkmure integrere solceller, batterier, sensorer, adgangssystemer og forskningsudstyr.
Nogle steder, hvor parkerne ligger tæt op ad bebyggelse, kan der være behov for større vægge, der adskiller park og byrum. Disse vægge kan designes som grønne parkgrænser med solpaneler, beplantning, støjdæmpning, kunstnerisk udformning og store vinduer ind mod parken.
Man kan gå langs en bynær parkmur, se solceller integreret i væggen, kigge gennem store vinduer og måske være heldig at se et dyr bevæge sig forbi på den anden side.
Vindmøller kan kun bruges, hvor det ikke skader parkens natur, fugleliv eller oplevelsesværdi. Energiinfrastruktur skal ikke dominere parkerne, men hvor den kan integreres smukt og ansvarligt, kan parkerne producere noget af den energi, de selv bruger.
18. International inspiration
Danmark kan blive et pionerland for moderne naturgenopretning.
Hvis et tæt befolket land som Danmark kan skabe store vilde parker, frie naturkorridorer, bedre zoo-modeller, artsudvidelse og grønne arbejdspladser tæt på byerne, kan andre lande også lade sig inspirere.
Projektet skal ikke være et dansk frelserprojekt. Det skal være et eksempel, Danmark tilbyder verden.
Vi kan vise, hvordan et moderne samfund kan begynde at give plads tilbage til det liv, det har presset væk, og hvordan natur, forskning, uddannelse, dyrevelfærd, teknologi, lokalsamfund og arbejdspladser kan tænkes sammen.
Naturpolitik handler ikke kun om at beskytte rester. Det kan også handle om at skabe nye levende landskaber.
19. Mulige bekymringer og svar
“Det er for dyrt.”
En forhøjelse af skatten på personlig indkomst med 1 procentpoint er en fælles investering i natur, arbejdspladser, sundhed, uddannelse og fremtidige økosystemer. Mange af pengene vender tilbage gennem løn, skat, lokale arbejdspladser, uddannelse, turisme og samfundsaktivitet.
“Det tager landbrugsjord.”
Ja, noget jord skal omlægges. Men Danmark skal finde en bedre balance mellem fødevareproduktion, natur, byer og infrastruktur. Nødvendig fødevareproduktion kan planlægges andre steder, blandt andet gennem jordbytte, egnede braklagte arealer, bedre national arealplanlægning og mere bæredygtig produktion.
“Det er farligt med rovdyr.”
Risiko skal håndteres, ikke bruges som grund til at fjerne rovdyr fra verden. Rovdyrparker skal have særlige hegn, adgangskrav, beredskab, forskning og sikkerhedsudstyr.
“Dyr skal ikke hegnes inde.”
I en ideel verden havde dyr større fri natur. Men i et moderne landskab med veje, byer, landbrug og trafik kan hegn beskytte dyr og skabe sikre økosystemer.
“Ekspropriation er for voldsomt.”
Frivillighed, jordbytte og opkøb skal undersøges først. Men store sammenhængende parker og naturkorridorer kan kræve nødvendig offentlig erhvervelse af jord mod fair kompensation. Det skal ske med stor alvor, demokratisk godkendelse, gennemsigtighed og respekt for lodsejernes rettigheder.
“Solceller og vindmøller ødelægger naturen.”
Energi skal kun integreres, hvor det kan gøres smukt og ansvarligt. Danmark bør først og fremmest bruge tage, facader, støjskærme, parkeringsarealer og eksisterende byggeri til at høste solens energi, før vi fylder store åbne arealer med traditionelle solcellemarker.
Dette hænger sammen med visionen om smukt integreret solenergi i Danmark, hvor solceller tænkes som tagpaneler, facadepaneler, støjvægge, bygningsintegrerede løsninger og æstetiske energiflader.
“Det bliver kun for rige mennesker.”
Nej. Uddannelse og adgangssystemer skal være offentlige, inkluderende og økonomisk tilgængelige. Naturpas og andre adgangsuddannelser skal kunne tages af almindelige borgere.
20. Afslutning
Danmarks Vilde Parker tager ansvar for det liv, vi har presset tilbage.
Vi har skabt byer, veje, landbrug og infrastruktur til os selv. Nu må vi også skabe hjem til de dyr, fugle, fisk, insekter, planter og økosystemer, vi deler landet med.
Det handler om plads tilbage til dyrene.
Det handler om vild natur tættere på byerne.
Det handler om stærkere økosystemer.
Det handler om arbejdspladser, uddannelse, forskning og fælles ansvar.
Det handler om at skabe små paradisperler for det vilde liv.
Og det handler om at vise, at et moderne samfund ikke behøver at udvikle sig på bekostning af naturen.
Danmark kan vælge at blive et land, der giver plads tilbage til livet.
Ikke som nostalgi.
Ikke som symbolpolitik.
Men som en konkret, langsigtet, fælles national opgave.
Vi kan bygge veje. Vi kan bygge broer. Vi kan bygge byer.
Nu skal vi også lære at bygge levende landskaber.
(Ps. Jeg arbejder på at få levet nye billeder, der passer numeringen 
- Vh Jeppe