Kære medlem af Alternativet
Et af mine fire børnebørn hedder Svea. Hun er 11 år gammel. Derfor er hun ikke gammel nok til selv at stemme. Men hun håber (siger hun i denne video), at alle jer, der kan stemme – uanset hvem I så stemmer på – ikke bare stemmer med tanke på jeres egen fremtid, men også på jeres børn og børnebørns fremtid. Det er jeg så enig i.
Jeg så selv videoen med Svea for første gang, da vi tidligere i valgkampen var i Aalborg i forbindelse med vores valgturné ”Grønnere end systemet tillader”. Som jeg også sagde i Aalborg, havde jeg ikke set filmen før da og blev ret overrasket over lige pludselig at se mit barnebarn der på storskærmen. Ja, faktisk blev jeg meget rørt.
For Svea og mine tre andre børnebørn er en af de afgørende grunde til, at jeg overhovedet er i politik. Jeg vil jo kæmpe for, at de – og alle andre børn, ja, de kommende generationer – får den bedst mulige fremtid. Jeg vil jo kæmpe for, vi giver en sund planet videre. En planet, hvor der er plads til alle de forskellige former for levende liv, som vi deler planeten med.
Derfor er valget i morgen så vigtigt.
Da jeg skrev til jer i forbindelse med valgudskrivelsen for knap en måned siden, skrev jeg, at folketingsvalget er en slags eksamen. For har vi forstået den eksistentielle trussel, som klimakrisen udgør? Har vi forstået det som borgere? Som menneskehed. Som samfund? Som enkeltindivider?
Det ved vi i morgen aften, når valgresultatet står klart.
Som den her valgkamp har udspillet sig, står det uanset resultatet klart, at der er brug for en grøn vagthund, der efter valget sikrer, at alle de partier, der (heldigvis og langt om længe!) siger, de er blevet grønne, faktisk også leverer på deres løfter. Den rolle som grøn vagthund tror jeg bedst bliver udfyldt af os i Alternativet. For det er os, der i alle de sidste fire år har været mest insisterende grønne (tænk bare på da vi var helt alene om at ville bevare solcelleordningen) og som mest dedikeret har kæmpet for at få sat klimakrisen øverst på dagsordenen.
Lad mig bare give et enkelt eksempel: En meningsmåling foretaget af Voxmeter viser, at over halvdelen af danskerne af hensyn til klimaet bakker op om at udfase olie- og gasudvindingen i Nordsøen inden for de kommende 10 år. Kun omkring 25 procent er imod det. Også derfor forstår vi i Alternativet slet ikke, at regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale og SF bliver ved med at forlænge oliejagten. Ja, forlænge den helt frem til i hvert fald 2055, selvom de selvsamme partier har mål om, at vi skal være CO2-neutrale i 2050 eller før.
Kan man være grøn på sort energi? Det synes vi ikke. Og netop derfor er der brug for en grøn vagthund i Folketinget. Så stem grønnest, stem Alternativet – og få så mange som muligt af dine venner og bekendte og familie til at gøre det samme. Find grafik om grøn vagthund her.
Men valget i morgen handler om mere end klima. Det er også et humanistisk valg. Vi har i de sidste 20 år set et moralsk og humanistisk værdiskred herhjemme. Ting vi troede aldrig ville komme på tale, er blevet vedtaget af brede folketingsflertal. Det er der brug for en modpol til.
Der er brug for en modpol til Dansk Folkepartis definerende magt over det politiske klima herhjemme og den forråelse af både debatten og den førte politik, som har gødet jorden til at nye og endnu mere ekstreme partier er opstået. Fra Alternativets side kan jeg sige klart, at vi aldrig kommer til at gå på kompromis med menneskerettighederne. Vi håber – at vi ligesom på klimaområdet – kan blive en trendsætter, der bringer humanismen tilbage i fokus.
Endelig – og ikke mindst vigtigt - er valget i morgen et valg i den sociale retfærdigheds tegn. Vi skal tage langt større socialt ansvar. Vi skal styrke vores velfærd og sikre at færre børn lever i fattige familier, vi skal rulle fattigdomsreformerne tilbage og droppe kontanthjælpsloftet. Vi skal befri den offentlige sektor fra mistillid og kontrol og i stedet give det dygtige personale – hvad end det så er sygeplejersker, læger, pædagoger, lærere eller andre af vores dygtige og hårdtarbejdende offentligt ansatte – mere tid og flere ressourcer til at løfte deres opgave med kvalitet. Vi skal investere i vores børn og børnebørns fremtid. Og i en værdig alderdom til dem, vi skylder vores samfund af i dag.
Lad os sammen skabe det samfund, vi drømmer om.
God valgdag!
Kh Uffe
PS: I går aftes havde vi premiere på en dokumentarfilm om den valgkamp, som nu snart er slut. Jeg synes, det er så sejt, at vi her på valgkampens faldereb kan præsentere en dokumentar, der viser vores værdier om gennemsigtighed og åbenhed så klart.
Det gode ved dokumentaren er samtidig, at det er alle jer – og hele jeres netværk - der kan være med til at bestemme, hvordan det hele ender. Se filmen her – og husk at stemme!
MØD OS ELLER TAG KONTAKT
Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K
+45 71 79 18 64
www.alternativet.dk