Forskellige typer problemer (fra simple til komplekse) kræver forskellige strategier til at finde løsninger; men hvordan opnår man at typen af strategi bliver bestemt meningsfuldt af typen af problem? Herunder, hvordan undgår man at typen af strategi bliver bestemt af tilfældig personlig beslutningsstil, ideologi, politiske kæpheste eller administrativ vane?
At løfte den dialog over kævl og flertalsafgørelse kræver et sæt temmelig abstrakte begreber og ord for forskellige slags problemer og de dertil egnede typer strategier. Den gode nyhed er, at der er sket et stort gennembrud for at kvalificere dialogen i dette lag, idet Dave Snowden har udviklet et sæt begreber, som han har givet navnet “Cynefin framework” (det er walisisk og udtales omtrent [ku’nevin]). Cynefin-rammen skelner mellem simple, komplicerede, komplekse og kaotiske situationer/problemer og giver overraskende klare og velbegrunded anbefalinger for, hvordan man gør bedst i hver type problem, og forklarer hvorfor en strategi, som kan være god i én sammenhæng, kan være ødelæggende i en anden.
Cynefin-analysen anvendt på politik passer fint med observationer fra f.eks. mislykket dansk politik og vellykket finsk politik.
En meget stor fordel ved Cynefin-analysen er, at når man først har fattet den, er den egentlig ikke særlig svær at bruge. Den er et tilbud om et kulturelt virkemiddel, som jeg mener at Alternativet ikke kan sige nej til, så spørgsmålet er kun - hvordan kan vi hurtigst muligt få det i brug dér hvor det vil gøre mest gavn?
En introduktion til Cynefin framework er her:
Det er på engelsk - og desværre er Dave Snowdens udtale ikke helts så lysende klar som hans tænkning.
For dem der foretrækker at læse, følger her et link til den artikel fra Harvard Business Review, som han nævner:
Venlig hilsen, Frands Frydendal